Menu
Forrige artikel Næste artikel

Nazismens danske ansigt

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 960

Museumsinspektør Christian Aagaard debuterer med et værk om 5 danske nazister, der hver i forvejen har fået grundige beskrivelser i markante og fine udgivelser. Det er ikke ren copy-cat. Men betænkeligt. Desuden er bogen fyldt med faglige fejl og undladelsessynder.

Af Erik Ingemann Sørensen

Historie-online anvender ikke - som så mange dagblade - stjerner fra 1 til 6 for en præstation. Så må man som anmelder klare sig på anden måde. Og lade ord og sætninger tale. Hvilket måske er meget godt, for så slipper jeg for at uddele en halv stjerne til denne bog. Længere ville jeg nemlig ikke kunne svinge mig op.

Der er især to katte, der er særligt interessante. Den ene er ”Alley cat” – den anden Copy-cat. Det er sidstnævnte, der lister sig gennem denne bog. Ifølge Cambridge Dictionary forklares begrebet således: ”someone who has few ideas of their own and does or says exactly the same as someone else.”

5 velkendte og velbeskrevne personer

”Nazismens danske ansigt” beskæftiger sig med fem danskere, der i forvejen er særdeles velbeskrevne i den danske litteratur: Fritz Clausen, Christian Peder Kryssing, Christian Frederik Schalburg, Knud Børge Martinsen og endelig Søren Kam.

Om disse skriver forfatteren, museumsinspektør Christian Aagaard:

”Bogen er derfor udstyret med en række anbefalinger til videre læsning, i tilfælde af at man skulle have lyst til at dykke dybere ned i den enkeltes livshistorie. Materialet dertil er righoldigt og af særdeles høj kvalitet. Det er også dette materiale, denne bog støtter sig op ad, bearbejder og sine steder nyfortolker: Ole Ravns Fører uden folk, Thomas Haarders Kryssing, Mikkel Kirkebæk Schalburg, Frank Bøgh Krigeren og Kirkebæk & Lauridsen ”Et liv uden fædreland”. (Titlerne er ikke de dækkende – de dukker først op sidst i bogen i litteraturlisten).

Om sig selv tilføjer forfatteren: ”Når man som jeg i en årrække har arbejdet professionelt med besættelsestidshistorien og især de danske frivillige på Østfronten…” Læseren ved derfor, at man er i selskab med en vidende historiker. Og glædede sig derfor til at erfare nyt som lovet ovenfor.

Skæmmende fejl

En bog vil altid indeholde smuttere. Dem skal man lade passere, hvis ikke de er alarmerende. Men i denne bog er det alt andet end smuttere. Det er faktisk fejlvurderinger og graverende fejl.

At kalde Danmark ”et af Europas ældste demokratier” (s. 11) er nu en tilsnigelse. For hverken i 1849, 1855 eller 1866 gav demokrati.

På s. 13 hedder det: ”Med blafrende hagekorsfaner, buldrende larvefødder, tordnende kanonild og smældende maskingeværer vendte Hitler sine styrker imod Danmark…” Så var det da vist heller ikke værre. Det, der larmede mest, var overflyvningerne, hvis formål dels var at kaste flyveblade ned dels at landsætte troppestyrker.

Sidstnævnte beskrives af Christian Aagard således: ”…og i Nordjylland iværksatte tyske faldskærmsjægere verdenshistoriens første store militære landsætning af faldskærmstropper…” (s. 14). Det er ganske enkelt forkert. Tropperne springer ud over Aalborg klokken 06.15. Over en time tidligere havde omkring 90 faldskærmssoldater kastet sig ud over Madsnedø for at sikre Storstrømsbroen. Netop dette angreb var verdenshistoriens første.

Efter ”Operation Barbarossa” blev indledt, begyndte man arrestationen af kommunisterne i Danmark. På s. 15 hedder det: ”168 danske kommunister blev anholdt…” Tallet er forkert og angives af flere kompetente historikere til 295.

På side 19 hedder det: ”Man indførte et strafferetstillæg….” Det, der her er tale om, er ”Lov Nr. 259 af 1. Juni 1945 om Tillæg til Borgerlig Straffelov angaaende Forræderi og anden landsskadelig Virksomhed” – også kaldet Straffelovstillægget.

På side 21 skriver forfatteren: ”De var ekstra forhadte og udgjorde langt størstedelen af de 103 danskere, der blev idømt den genindførte dødsstraf…” Henholder vi os endnu engang til retshistorikeren Ditlev Tamm, må det noteres, at der blev afsagt 78 dødsdomme, hvoraf de 46 – og ikke 48 som det hedder – blev fuldbyrdet.

På samme side fastslår Christian Aagaard: ”Man ønskede en retfærdig afslutning på den mørke tid, men endte med et rodet retsopgør, der til en vis grad var præget af et ønske om hævn over de danskere, som havde bistået besættelsesmagten…” Det er en noget bombastisk og unuanceret formulering. Retsopgøret er den dag i dag omdiskuteret. Men det er nu nok professor W. E. von Eyben, der i ”Thi kendes for ret – retsopgøret efter besættelsen”, (Juristforbundets Forlag, 1968) rammer bedst., Heri skriver han:

”Det gik ikke godt og heller ikke særlig slet. Det gik kort sagt, som det formentlig er gået alle vegne og til alle tider under tilsvarende forhold (…) Der sker og må ske uoprettelige fejl. Man har valget mellem et opgør, der intet har med retfærdighed at gøre, et opgør, hvor man dog gør sig visse vanskeligheder for at få opgøret i overensstemmelse med de traditionelle retslige principper…”

Og sidst, men ikke mindst: vi slap for de lange knives nat.

Det er ganske beskæmmende, at en besættelsestidshistoriker her formulerer sig på denne måde helt og aldeles unuanceret.

De ovenfor nævnte fejl og mærkelige fremstillinger forekommer alene i bogens indledning, der i alt er på 21 sider. Det er ikke betrykkende. Hertil kommer, at der overhovedet ikke er billedhenvisninger til ét eneste af de anvendte billeder. Hvilket i øvrigt gør sig gældende bogen igennem.  Her kan forfatteren let løbe ind i ophavsretslige problemer. Og læseren lades fuldstændig i stikken. Som i resten af bogen. Det er regulært noget sjusk.

De fem portrætter

Indledningen til de fem portrætter, der skal karakterisere ”Nazismens danske ansigt” består af 4 kortopslag. Det første viser størstedelen af Europa samt den del af Sovjetunionen, hvor 2. verdenskrig udspillede sig. Her er de vigtigste byer angivet.

Det andet viser ”Operation Barbarossa” med udgangspunktet den 22. juni 1941 samt frontforløbene henholdsvis den 9. september og den 5. december 1941. Kortene mangler målestoksforhold og divisionernes indsatspunkter. 9. september kan man til dels forstå, da det var den dag Heeresgruppe Nord satte ind med en storoffensiv. Men den 5.12. er det Den Røde Hær, der indleder en storoffensiv, hvilket ikke fremgår. Til sidst er der anbragt et kort, der viser Leningrad og Demjansk Kedlen, hvor Frikorps Danmark var indsat.  Afstanden er omkring 400 km. Og så er ”Ilme Søen” markeret. I tysk krigslitteratur omtales den konsekvent som Ilmensee – og i de fleste danske værker som Ilme-søen. Ikke som Ilme Søen.

Hertil kommer, at det trøstesløse landskab overhovedet ikke er markeret på kortet.

De fem koryfæer

Herefter følger redegørelsen for de fem koryfæer, der alle tidligere er blevet grundigt gennemanalyseret i de i indledningen nævnte historiske værker. Derfor skal der kun knyttes få kommentarer hertil. Desværre fortsat af kritisk karakter.

Hver fortælling om de fem personer indledes med et citat af den omhandlede person. Konsekvent er enhver kildehenvisning udeladt. Om Fritz Clausen hedder det blandt andet: ”I sin stræben efter magt indgik den driftige sønderjyde imidlertid en række uhellige alliancer med den tyske besættelsesmagt….” Uhellig er et ganske interessant ord. Måske skulle der have stået uheldige. (s. 29).

Fritz Clausen ”…skulle alligevel ved udbruddet af Anden Verdenskrig vælge at slutte op om Adolf Hitlers nazistiske besættelsesmagt…” Han havde godt nok været glødende partimedlem siden 1931.

Når nu forfatteren selv skriver, at han vil levere nyfortolkninger, ja, så havde det oplagt været på sin plads, at han havde inddraget den nyeste litteratur i sit arbejde. Men det synes ingen steder at have været tilfældet. I forbindelse med retssagerne mod Fritz Clausen mangler vi fuldstændig det opgør, Den Danske Lægeforening tog med ham. Den historie berettes fremragende af Andreas C. Johannsen i bogen : ”Danske læger under nazismen”, Gyldendal, 2016.

Det samme gør sig gældende for skildringen af Christian Peder Kryssing, der bygger på Thomas Harders fremragende bog: ”Kryssing. Manden, der valgte forkert”, Lindhardt og Ringhof, 2014. Allerede året efter udkom 2. udgave af bogen med væsentlige nye oplysninger. Hvorfor denne ikke anvendes, er ligeledes en gåde.

En af bogens underligste formuleringer er følgende: ”Når vi taler om de største danske personligheder fra tiden under den tyske besættelse, er Christian Frederik Schalburg en af de mest fremtrædende… ” ( s. 149). Om end man er begyndt at definere dette substantiv mere bredt, så forekommer det trods alt malplaceret i sammenhæng med denne mand.

Til sidst drager Christian Aagaard en form for konklusion. Det centrale i denne er nok: ”I sidste ende smeltede deres nationalisme dog sammen med deres nationalsocialisme og trak dem i tysk tjeneste. De mente, at det var måden, hvorpå de bedst kunne tjene Danmark og de danske interesser…” (s. 298)

Det er næsten karakteristisk for bogen som helhed, at den sluttes af med følgende fuldstændigt uforståelige formulering: ”Karakteristikken af nazismens danske ansigt er således, at det er et ”ansigt”, der i bund og grund udgøres af.” ( s. 300)

At der overhovedet ikke er nogen form for kildeangivelse ved billederne eller et indeks kommer ikke bag på nogen.

Det gør det imidlertid, at et velrenommeret forlag som People’sPress lader et så dårligt manuskript slippe gennem redaktionen. Det kan ingen – ej heller forfatteren – være tjent med. Og da slet ikke læseren.

 

Historie-online.dk, den 13. juni 2017 

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Hipofolk
GESTAPO!
Modstandskampens børn