Fregatterne Peder Skram og Herluf Trolle
Menu
Forrige artikel

Fregatterne Peder Skram og Herluf Trolle

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 652

Af stud.mag. Søren Westerberg

Statens Forsvarshistoriske Museum har i år udgivet en bog om fregatterne Peder Skram og Herluf Trolle. Indtil søværnet søsatte de nye fleksible støtteskibe i 2004-2005, var Peder Skram og Herluf Trolle de største skibe, den danske flåde nogensinde havde rådet over. De skulle med tiden komme til at udgøre rygraden i søforsvaret af Danmark.

Forfatterne til bogen er begge uddannede historikere. Søren Nørby har udgivet flere værker om det danske forsvar, fortrinsvis om søværnet, mens der for Steen Schøns vedkommende er tale om debuten.

I slutningen af 1940’erne indledte Sovjetunionen en massiv militær oprustning, der fra NATOs side resulterede i Lissabon-aftalen i 1952. Danmark forpligtede sig her til at øge flådens aktive styrke til 140 enheder – mere end en fordobling af den hidtidige styrke. I 1959 indgik Danmark og USA en våbenhjælpsaftale, der betød, at et byggeri af den størrelsesorden, som Peder Skram og Herluf Trolle udgjorde, kunne realiseres. Da skibene byggedes for amerikanske midler, var de officielt amerikansk ejendom, indtil de færdige fregatter i 1966 blev overdraget til den danske stat.

Skibene var tænkt som hovedvåbnet i forsvaret mod et eventuelt angreb fra Warszawapagtens side. Peder Skram og Herluf Trolle’s opgave var sammen med den øvrige danske flåde, at forsinke en invasion af Danmark mest muligt samt endvidere at nedkæmpe mest muligt af en fjendtlig invasionsflåde.

Indledningsvis var fregatterne temmelig mangelfuldt bevæbnet, idet man hverken udstyrede dem med torpedoer, missiler eller et effektivt antiubådsvåben – hvilket kritikere uden for søværnet hæftede sig ved. Siden hen udstyredes skibene med Seasparrow-missiler til bekæmpelse af luftmål samt med Harpoon-missiler til bekæmpelse af sømål. Dermed blev fregatternes slagkraft betragteligt forbedret; man kunne nu meget effektivt bekæmpe angreb fra luften, ligesom man kunne engagere fjendtlige flådefartøjer på den anden side af horisonten.

Hvad fregatterne fra søsætningen måtte savne i bevæbning vandt de til gengæld i deres fremdrivningssystem. De var nemlig de første større vestlige flådefartøjer, der udstyredes med gasturbiner som supplement til det mere brændstoføkonomiske dieselsystem. Gasturbinesystemet vakte stor opsigt i NATO, idet fregatterne var i stand til at gå fra 0 til 30 knob på under fyrre sekunder; ligesom de kunne gå tilbage til fuldt stop på 36 sekunder og 290 meter – ganske imponerende skibenes 2500 tons taget i betragtning.

Fregatterne kom til at spille en meget aktiv rolle i NATOs flådeøvelser, og fra 1970 var de en del af den stående atlanterhavsflåde. Fregatterne blev involveret i mange mere eller mindre dramatiske begivenheder ud over øvelserne. Således måtte chefen for Peder Skram, den senere viceadmiral og chef for Søværnets Operative Kommando Jørgen F. Bork, en dag i 1980 med ordene ”get out!” viste et polsk landgangsfartøj ud af dansk territorialfarvand. Polakken svarede med en strakt langfinger og sejlede i ro og mag mod Storebælt. Mere alvorligt var det, da fregatten i 1977 nær var blevet ramt af lysgranater fra en britisk destroyer, der havde indstillet sine kanoner forkert.

Men mest kendt er nok episoden fra 1982, der siden hen populært er blevet kendt som ”hovsa-missilet” – eller Slaget ved Lumsås. Under en test af Harpoon-systemet blev et missil affyret og nedkæmpede fire sjællandske sommerhuse totalt – andre 130 blev beskadiget. De første undersøgelser tydede på, at der var tale om en teknisk fejl, men alligevel blev orlogskaptajnen, der havde testet systemet, tildelt en næse. Som forklaring herpå henviser forfatterne til, at det amerikanske Harpoon-system netop i begyndelsen af 1980’erne havde en stærk konkurrent i det franske Exocet-system. Således stod store interesser på spil.

I 1988 strøg Peder Skram og Herluf Trolle for sidste gang kommando trods stærke protester fra søværnets side. Den politiske begrundelse var, at tiden var løbet fra store enheder som fregatterne; der var nu brug for små, missilbevæbnede enheder. En enkelt oppositionspolitiker, den socialdemokratiske forsvarsordfører, havde endda kaldt fregatterne for rene ”selvmordsplatforme” under henvisning til, at sovjetiske styrker uden tvivl ville få held til at nedkæmpede dem. Tilsyneladende havde det ikke interesse, at Peder Skram og Herluf Trolle, i samarbejde med de øvrige danske fartøjer, ville have været i stand til at nedkæmpe en god del af en eventuel sovjetisk invasionsflåde. At Peder Skram heldigvis, i modsætning til Herluf Trolle, undgik ophugning og i dag ligger som museumsskib på Holmen, kan vi takke Fonden Peder Skram med Jørgen F. Bork som formand for.

Bogen er let læst og rigt udstyret med illustrationer, der ledsages af informative billedtekster. Et vigtigt element ved bogens tilblivelse er, at forfatterne har haft mulighed for at interviewe adskillige af fregatternes tidligere besætningsmedlemmer. Disse ”øjenvidneberetninger” gør fortællingen ganske levende og nærværende. Men samtidig spiller dette forhold formentlig også ind på et andet område. Bogen bærer et tydeligt præg af forfatternes varme interesse for emnet og store sympati for skibe og besætning – men dette kan naturligvis være vanskeligt at dæmpe, når man har haft personlig kontakt med flere besætningsmedlemmer.

Imidlertid skal der ikke herske tvivl om, at forfatterne har skrevet en god og informativ bog. Med udgangspunkt i fregatterne Peder Skram og Herluf Trolle får læseren et godt indblik i, hvor vanskelig en balancegang Danmark har måttet træde, som liggende i forreste linie mod ”de Røde”. Og ligeledes hvor vanskeligt det til tider må have været for søværnet at skulle leve op til NATOs krav under frustrerende hjemlig mangel på politisk forståelse for de militære krav til Danmark.

Det vil måske hævdes, at bogen burde have haft større fokus på Den Kolde Krig. Det er dog ikke denne anmelders opfattelse, at forfatterne har ønsket at skrive et fyldigt værk om Den Kolde Krig og flådens virke under denne. En sådan opgave ville have krævet et uhyre stort arbejde og langt mere sideplads, end tilfældet er for nærværende bog. Denne anmelders opfattelse er, at forfatterne har ønsket at fokusere på at skrive Peder Skram og Herluf Trolle’s historie. Dette kan naturligvis kun gøres med mange referencer til den politiske og militære situation i fregatternes levetid – men bogens røde tråd er og bør være fregatternes historie. Forfatterne demonstrerer godt overblik over emnet; et indtryk der bestyrkes af en fyldig litteraturliste. Denne liste vil i øvrigt kunne tjene som en udmærket indgangsvinkel til yderligere læsning om emnet.

Bogen kan bestemt anbefales og vil være interessant læsning for enhver, der interesserer sig for historien om Danmark under Den Kolde Krig.

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Berlinmuren
Den stenede vej mod unionen
Bastarden