Menu
Forrige artikel Næste artikel

Historier om dansk udviklingsbistand

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 94

Af Simon Ankjærgaard, cand.scient.soc. og journalist (DJ)

I kølvandet på 2. verdenskrig fik den internationale politik en ny streng, der kunne spilles på; den internationale bistand fra de rigere lande i Nord til de fattigere lande i Syd. Danmark var et af de lande, der hurtigst udviklede en bistandspolitik, i første omgang rettet mod de europæiske lande, der var blevet hårdest ramt af den knusende verdenskrig, men siden – og helt i tråd med den internationale tendens – mod det nye globale fænomen; den tredje verden.

Trods udviklingspolitikkens centrale tilstedeværelse i dansk indenrigs- og udenrigspolitik under og efter den kolde krig, er der imidlertid tale om et emne, der ikke har været genstand for megen dybdegående historisk forskning. Symptomatisk for dette, var det første i år, 2008, at den samlede historiske redegørelse for den danske udviklingspolitik fra 1945 til 2005, ”Idealer og realiteter”, så dagens lys. Og det endda officielt kun som et appendix til seksbindsværket om den danske udenrigspolitiks historie. Det er således helt på sin plads, når Den jyske Historiker udgiver et temanummer med titlen ”Historier om dansk udviklingsbistand”. Og det er helt på sin plads, når redaktionen i indledningen langer ud efter den hidtidige forskning og offentlig debat for som oftest at dreje sig om, hvorvidt bistanden er en succes eller ej. Det er baggrunden for temaet, der – med redaktionens egne ord – skal give ”en række bidrag til en bredere historisk forståelse af dansk udviklingsbistand og det internationale udviklingssamarbejdes samspil med Danmarks politiske historie og kulturhistorie i perioden frem til den kolde krigs afslutning”.

Første bidrag er fra historielektor Niels Brimnes, der under overskriften ”Pragt og elendighed” på fin vis beskriver, hvordan de danskere, der rejste til Indien som en del af den store tuberkulosekampagne fra 1948 til 1951, opfattede Indien – og hvordan den opfattelse havde klare tråde tilbage til kolonitiden i den ikke så fjerne fortid. Diskursanalyse af denne karakter er altid tankevækkende – på grænsen til underholdende – fordi det er så forholdsvis nemt at finde citater, der set med nutidens briller virker stærkt anakronistiske, og som viser, at arven fra imperialismen og kolonialismen var stærk. Og Brimnes lader os vide, at offsprings af denne diskurs stadig er fremherskende i nutidens bistandssamarbejde. Desværre uden at gå yderligere i dybden.

Bogens andet bidrag flytter det geografiske fokus til Latinamerika. Jan Pedersen, lektor ved Saxo-Instituttet ved Københavns Universitet og i øvrigt en af forfatterne bag ”Idealer og realiteter”, tager os med på en historiske tour de force gennem den danske Latinamerika-politik og viser, hvordan den var defineret af de folkelige og indenrigspolitiske strømninger i Danmark. Det er et stabilt bidrag, der desværre giver for få aha-oplevelser.

Claus Kjersgaard Nielsen, ph.d.-stipendiat ved Århus Universitet, kaster sig i det tredje bidrag over hungerkatastrofen i Etiopien og Folkekirkens Nødhjælps balancegang udi den svære kunst, at udøve humanitær bistand i et stærkt politiseret miljø. Det er en meget velskrevet og velargumenteret tekst, der fint – med udgangspunkt i Folkekirkens Nødhjælp som case – nuancerer eftertidens forståelse af, hvad der skete på Afrikas Horn i 1980’erne, hvor Band Aid, ”We are the world” og ”Afrika” fik os til at spytte i kassen. Tørken i Etiopien i midten af 1980’erne var måske nok den udløsende faktor i forhold til den efterfølgende hungersnød, men at det gik så galt, som det gik, skyldtes de bagvedliggende politiske konflikter i landet, særligt borgerkrigen og den brutale og ødelæggende landbrugspolitik, som det daværende marxistiske regime udøvede. Claus Kjersgaard Nielsens bidrag er stærkt, men kunne have vundet ved en stærkere politisk stillingtagen til udfordringerne i mødet mellem den – i teorien – neutrale humanitære bistand og den mere politisk betonede udviklingsbistand. Det havde også gavnet, hvis han havde sat Folkekirkens Nødhjælps arbejde ind i en bredere historisk og teoretisk kontekst.

Med Peter Yding Brunbechs artikel om det store Noakhali-projekt vendes blikket tilbage mod Asien. Peter Yding Brunbech, der ph.d. og post.doc. ved Århus Universitet, fortæller historien om ét af de største danske bistandsprojekter i historien, nemlig den regionale og mangestrengede indsats i Noakhali i Bangladesh. Akkurat som lovet i indledningen, indplacerer Peter Yding Brunbech projektet i den politik og historik, som det voksede ud af, og som senere gjorde det til en del af Bangladesh’s Integrated Rural Development Strategy. Det er samtidig historien om, hvordan Danmark forsøgte at få presset fattigdomsorientering og social udvikling ind i et projekt i et modtagerland, der primært fokuserede på vækst som parameter for udvikling. Der er tale om et velskrevet bidrag, der tydeliggør nogle af de dilemmaer, som lande som Danmark står overfor, men som også enkelte steder hælder mod det mere projektbeskrivende, snarere end problematiserende.

Sidste bidrag er fra Kristine Midtgaard, ph.d. og adjunkt ved Syddansk Universitet. Med hendes bidrag er der tale om en flot afslutning på temanummeret. Kristine Midtgaard beskriver nemlig på fin og tankevækkende vis, hvordan menneskerettigheder først sent – og nærmest lidt modvilligt – kom på dagsordenen i den danske udviklingspolitik. USA havde i 1970’erne været det første land fra vestblokken, der havde gjorde overholdelse af menneskerettigheder til et krav i landets bistandsprogram, men det var først i 1987, at det blev et hovedprincip i det danske program – og det blev først, ifølge Kristine Midtgaard, regulær praksis efter den kolde krigs afslutning. Kristine Midtgaard beskriver, hvordan det var hensynet til folkeopinionen, der fik embedsmænd og politikere til at tøve med at kræve overholdelse af menneskerettigheder i den danske bistandspolitik. Som hun skriver: ”I lyset af den kolde krigs dominans og politiseringen af udenrigspolitikken generelt i 1980’erne ønskede ingen af partierne at risikere en så fundamental debat om udviklingspolitikken som inddragelse af menneskerettighederne i bistandspolitikken kunne medføre ... En fundamental bistandsdebat kunne medføre, at bistanden i flere tilfælde måtte stoppes. Hermed kunne hverken altruistiske, økonomiske eller sikkerhedspolitiske interesser varetages”. Med andre ord; moral er godt og nogle gange kan dobbeltmoral føles dobbelt så godt. Det er et bidrag med kant – og tak for det, Kristine Midtgaard.

Den jyske Historiker har med vilje udelukkende lagt fokus på donoren – altså Danmark. Det er forståeligt, når et tema som dette skal hænge sammen med fem bidrag på så begrænset plads. Det snævre fokus har givet plads til nogle studier og nogle cases, der virker som øjenåbnere, blandt andet fortællingen om Folkekirkens Nødhjælp i Etiopien og historien om menneskerettighedernes indtog – eller mangel på samme – i den danske udviklingsbistand. Flere af historierne kunne sagtens klare at blive foldet bedre ud, men begrænsningens kunst har været udøvet, og det er de fem forfattere generelt sluppet heldigt fra, selvom man flere steder får serveret pointer, der fortæller, at lige netop dette bidrag er en del af en langt større forskning.

Tidsmæssigt slutter perioden ved den kolde krigs afslutning, og det er faktisk synd, for ligesom i perioden før Murens Fald har perioden efter budt på mange forskellige og interessante udviklinger i donorlandenes samspil med den tredje verden. Det havde gavnet at føre nogle af de historiske tråde i temanummeret frem til i dag, særligt tiden efter 11. september 2001 og udviklingspolitikkens rolle i den igangværende krig mod terror. Dette kunne have givet mere pondus og mere kant til eksempelvis Kristine Midtgaards artikel om menneskerettighederne.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
1983 - Den kolde krigs højdepunkt
Udenrigsminister i krig og fred
Nullerne