50 opfindelser - Højdepunkter i teknologien
Menu
Forrige artikel

50 opfindelser - Højdepunkter i teknologien

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 468

Af Thomas Petersen

De har gjort det igen. En god håndfuld museums- og universitetsfolk sammen med de opfindsomme og flittige medarbejdere på Aarhus Universitetsforlag har atter leveret en smuk og indbydende bog i forlagets forskningsbaserede 50-serie. Denne gang om de 50 vigtigste teknologiske opfindelser i menneskets historie – fra pyramider og papyrus til moderne computerteknik. Højdepunkter i teknologien bliver bogen kaldt. Og hillemænd, hvor er disse højdepunkter kompetent og læsevenligt beskrevet. Vidensformidling, når den er bedst.

Tidligere – i hhv. 2013 og 2014 - er udkommet to bind i 50-serien – om henholdsvis opdagelser og ideer (begge anmeldt på historie-online). Det tredje bind lever helt op til såvel de forrige udgivelser som til os læseres forventninger. De syv forfattere har alle i deres ansættelse og videnskabelige arbejde været eller er tilknyttet studiet af videnskabshistorie ved Aarhus Universitet. To af forfatterne – Kragh og Hvidtfelt Nielsen – er endvidere bogens redaktører. Samtlige af dens 50 artikler fortjener såvel ros som omtale. Tillad mig i det følgende at fremhæve nogle opfindelser, der normalt ikke forbindes med ordet skelsættende.

Helge Kragh skriver om f.eks. svovlsyre. I kriminalhistorien er John George Haigh kendt som ”syrebadsmorderen”. Ikke uden grund, for mellem 1944 og 1949 myrdede han seks personer og skaffede sig af med deres lig ved at opløse dem i store kar med koncentreret svovlsyre. Han troede fejlagtigt, at når ligene ikke fandtes, kunne han ikke dømmes for mordene. Men hans perverse brug af svovlsyrens stærk ætsende egenskaber hjalp ham ikke. Han endte sit liv i galgen.

Det er nu ikke derfor, at Haigh er med i bogen. Men derimod, fordi ”svovlsyre er rygraden i den moderne kemiske industri og den mest anvendte af alle syrer. --- Når svovlsyre har en så fremtrædende plads i teknologi- og industrihistorien, skyldes det især dens omfattende brug som råstof ved produktionen af en lang række andre kemiske produkter som saltsyre, brint, superfosfat, blegemidler og soda”, som Kragh skriver side 117ff. Eller artiklen om aluminium, hvor samme professor emer. blandt andet skriver:

”Bortset fra ilt og silicium er aluminium  --- det mest almindelige grundstof på jordens overflade”, (side 141).

Ikke desto mindre var metallet ganske ukendt for 200 år siden, mens det for 150 år siden blot blev betragtet som luksusvare på linje med guld, sølv og platin. Endnu for 100 år siden blev aluminium kun produceret i små mængder. Først med nye elektriske metoder til at fremstille metallet faldt prisen, hvorefter efterspørgslen steg til efterhånden uanede mængder. I dag er den årlige produktion omkring 45 millioner tons, hvilket gør aluminium til det næstmest producerede metal. Kun overgået af jern.

Aluminium bruges i dag overalt. Til fremstilling af f.eks. cykler, fly, bygningskonstruktioner, køkkentøj, folie og elektriske kabler. En moderne verden er umulig at forestille sig uden dette lette metal. Det var den danske fysiker mm., H.C. Ørsted, der opdagede grundstoffet aluminium i 1825. Den gang vakte opdagelsen ikke opsigt. Der skulle gå 75 år, før det alvorligt blev opdaget.

Det er formodentlig de færreste, der et klar over, at vindkraft som energiskaber faktisk blev opfundet på Askov Højskole. Det var fysikeren og vindmølle-pioneren Poul la Cour (1846-1908), der i 1878 var blevet lærer på højskolen i fagene naturvidenskab og matematik, 13 år senere, og som i 1891, ansøgte regeringen om penge til at forske i vindkraft. Poul la Cours virke som en anden Ole opfinder var i ham kombineret med et dybfølt socialt engagement. Hans drøm var at udvikle vindkraft til brug for elektrificering af landområderne. Ikke blot mente han, at vindproduceret energi ville give bønderne adgang til billig strøm, men også, at den kunne afhjælpe mange af de sociale problemer, som industrialiseringen havde medført.

Poul la Cour vidste som fysiker, at der var to problemer, som skulle løses, før vindkraften praktisk kunne bruges til landets elektrificering. For det første, at vinden i Danmark blæser ujævnt, og for det andet, at det ikke blæser hele tiden.

”Det første problem løste la Cour med opfindelsen af sin kratostat, en kraftjævner, som kunne udjævne vindens ujævne kraft. Kratostaten var også anvendelig i forbindelse med centrifuger på mejerier. Det andet problem løste han ved at udvikle et akkumulatorsystem baseret på udvinding og opsamling af brint og ilt”, som artiklens forfatter, Kristian Hvidtfelt Nielsen, skriver side 225. Allerede i 1895 fik Askov Højskole installeret et belysningssystem, der brændte en letantændelig blanding af brint og ilt, såkaldt knaldgas.

I bogens efterord skriver universitetslektor Hvidtfelt Nielsen, at opfindelser ikke bare pludselig er der, men at de efterfølgende kræver omhu og omsorg, hvis deres fulde potentiale skal realiseres. Han sammenligner dem – måske lidt overraskende - med børn. De trives kun, hvis der er nogen, der tager sig af dem og viser interesse for deres udvikling. Hvidtfelt Nielsen peger endvidere på, at opfindelser, når de modnes, kan få deres eget liv, som deres opfindere ikke kunne forudse. Helt andre personer kommer til at spille vigtige roller i deres videre liv. Eller, som forfatteren skriver.

”Opfindelserne begynder at indgå i en kompleks sammenhæng med andre opfindelser og bliver til mere eller mindre integrerede dele af større systemer eller netværk. Opfindelser afspejler på godt og ondt de mennesker, der laver og bruger dem. Opfindelsernes historie er fuld af overraskelser, gode som dårlige.”, (side 323). Ganske tankevækkende! Forfatteren konkluderer med et håb om, at bogen vil blive læst som et bidrag til større forståelse og interesse for opfindelsernes forunderlige verden, ja endog som inspiration til større kærlighed til opfindelser.

I hvert fald har de syv forfattere med den foreliggende bog leveret 50 miniartikler, der nok kan vække læseren og måske sende hans/hendes tanker på himmelflugt. Vi ser derfor med utålmodighed frem til de to sidste bind i 50-serien – om hhv. historie og kunst.

...

Siden er oprettet 17-11-2015

Forrige artikel
Se relaterede artikler
I Orkanens Øje
Forbrugets kulturhistorie
Sort hedder en sten