Menu

TV-tips, uge 51, 2025

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 44

 

Den kommende uge i flow-tv byder i sagens natur på en hel del om jul. Fx fortæller om Søren Ryge om sin banrdoms jul, jul gennem tiderne på DR og en dokumentar om julefilm. Men der er også Bob Geldorf, der arrangerede Live Aid, der er britisk dokumentar om en pige, der blev misbrugt af sin løbetræner, og der dokumentar om John Wayne og britisk satire om Donald Trump. Endelig lidt romantik i form af et britisk drama om en nedslidt biograf i 1980’erne. God fornøjelse og god jul!

 

Misbrugt af træneren

DR2, 17. december, kl. 23:10

Britisk dokumentar fra 2021. (Nowhere to Run: Abused by Our Coach) Den britiske tv-vært Charlie Webster har forsøgt at løbe fra en hemmelighed i årevis. Nu vil hun kende sandheden. Da hun var 12 år, meldte hun sig ind i en løbeklub i Sheffield. De andre piger var hendes bedste venner. Men træneren misbrugte hende. Da hun var 19 år, blev han anholdt og idømt ti års fængsel. Hun fandt ud af, at hun ikke var den eneste. Men hvem anmeldte ham? Hvad skete der med de andre piger? Og kan det stadig ske?

 

John Wayne - Machocowboy

DR2, 18. december, kl. 19:05

Fransk dokumentar fra 2019. (John Wayne - America at All Cost) Han er et udødeligt amerikansk ikon. Den Oscar-belønnede skuespiller John Wayne var lige så kompleks, som de roller han spillede. I mere end 200 film, som de klassiske westerns 'Diligencen' og 'Forfølgeren', ser vi ham som arketypen på en heroisk cowboy eller en kompromisløs macho. Og den dag i dag fremstår han stadig som indbegrebet af maskulinitet og patriotisme. Her følger vi hans karriere - fra han begyndte som stuntman, og til han blev en af USA's største biografstjerner.

 

Empire of Light

DR2, 19. december, kl. 20:00

Britisk drama fra 2022. I starten af 80'erne bestyrer den midaldrende Hilary en nedslidt biograf i en engelsk kystby, mens hun kæmper med sit mentale helbred. Da den unge sorte Stephen bliver hyret som billetsælger, indleder de to en affære. Men deres forhold trues, da Hilary stopper med at tage sine piller, og Stephen begynder at drømme om andet og mere end at sælge biografbilletter i en by, hvor han jages af racister. Medvirkende: Olivia Colman, Micheal Ward, Colin Firth m.fl. Instruktion: Sam Mendes.

 

Ryges julefortællinger - Juleaften

DR1, 20. december, kl. 12:15

Søren Ryge skruer tiden 60 år tilbage og lukker os indenfor i sin barndoms jul, når han som en del af DRs Julekaravane fortæller om, hvad julen handler om for ham. I den anden julefortælling hører vi blandt andet om årets bedste dag, juleaften, og om den boblende følelse i kroppen, som duften af andesteg gav. Søren fortæller også om forventningens allerstørste glæde, lige inden juletræet blev vist.

 

Live Aid - Da rocken reddede verden (1:4)

DR2, 21. december, kl. 18:00

Amerikansk dokumentarserie fra 2025. (Live Aid 40 Years) I 1984 samler rockstjernen Bob Geldof en række popikoner for at indspille en sang til fordel for det hungersnødramte Etiopien. Det, der begynder som et nødhjælpsprojekt, vokser til en global bevægelse og trækker Geldof ind i en kompleks verden af bistand, velgørenhed og afrikansk politik - og kommer til at forme resten af hans liv.

 

The Donald Trump Show (2:3)

DR2, 21. december, kl. 22:15

Satirisk britisk serie fra 2025. (The Donald Trump Show) Donald Trump fokuserer på at forandre USA. Han har lært af sin første embedsperiode og lader ingen eller intet stå i vejen. Med et satirisk blik gransker vi hans opgør med landets demokratiske normer, hvordan han trodser domstolene, angriber medierne og lægger vægt på immigration og grænsesikkerhed. Da han indsætter nationalgarden for at "sikre" landets største byer, havner han i et juridisk stormvejr.

 

Alletiders julefilm (1:2)

DR2, 22. december, kl. 17:25

Amerikansk underholdningsprogram fra 2022. ('Tis the Season) Et muntert og kærligt kig på en række højtelskede julefilm - fra 'Fars fede juleferie' til 'Alene hjemme'. Præsenteret af blandt andre Tom Hanks. Anden del følger dagen efter.

 

Husker du ... Julespecial

DR2, 23. december, kl. 21:00

Jul gennem tiden. Nissepiger og julemænd, flæskesteg og rødkål, gaver og grantræer, julesure og juleglade. Nogle vil ønske at den varede helt til påske, andre rejser hellere væk. Lige meget hvad, så har alle en mening om julen og dens betydning. Som det meste af landet har Danmarks Radio holdt jul år efter år. I aften er der gensyn med de bedste øjeblikke. Mød en gnaven Dan Turèll, en veloplagt Magnus Tagmus og en masse andre danskere, der alle har noget at sige om julen gennem de sidste 50 år.

[Historie-online.dk, den 16. december 2025]

Se relaterede artikler
TV-tips, uge 05, 2024
TV-tips, uge 35, 2025
TV-tips, uge 34, 2024