Menu
Forrige artikel Næste artikel

Lejre bag myten - De arkæologiske udgravninger

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 509

Af Anders Ellegaard

Så er kongeriget Danmark lige blevet 500 år ældre! Sådan! - Eller hvad?

I midten af det 19. århundrede kom kildekritikken frem som en metode i historieforskningen. Metoden var inspireret af positivismen, som ellers havde rod i naturvidenskaben. I historieforskningen betød det for eksempel, at sagn, sagaer, myter med videre blev forkastet som ikke-faktabaseret viden. 

I de senere år er der i Danmark kommet forskere, som ser på sagn og myter med nye øjne og åbent sind. Manglen på hårde beviser behøver vel ikke betyde, at det alt sammen er løgn og latin?

I denne sommer er for eksempel udgivet Adam Wagners bog ”Danskhed i middelalderen” (anmeldt i nyhedsbrev 31/2015), hvor specielt Saxo Grammaticus` Gesta Danorum nyfortolkes. Konklusionen er, at Saxos historie er danskernes ord og historie, og ikke kun et arbejde bestilt af eliten i propagandamæssigt øjemed. Bogen blev af flere anmeldere omtalt som bevis på, at Danmark opstod som kongemagt og nation omkring år 1000 med Jelling som hovedsæde.

I omtalen af Tom Christensens bog om Lejre er kongeriget Danmarks historie nu rykket yderligere 500 år tilbage, idet arkæologiske udgravninger har vist, at Lejre var hovedsæde for en stormand eller konge i perioden 500 - 1000 e. Kr. Lejre skulle være kongeslægten Skjoldungernes berømte kongsgård.

Udgravningerne har hovedsageligt fundet sted i perioden 1986 - 2009. De to hovedområder er Fredshøj og Mysselhøjgård, som begge ligger vest for den nuværende landsby. Det anføres, at der  er mulighed for yderligere fund i omegnen og under selve den nuværende landsby, Gl. Lejre.

Fredshøj udgjorde den ældste bebyggelse fra perioden 500 - 600. Derefter nedlagdes bebyggelsen, og der rejstes en ny ved Mysselhøjgård fra begyndelsen af 600-tallet. Denne bebyggelse blev anlagt på den nordlige del af stedet, men omkring 900 flyttedes den store hal til en placering længere mod syd. Bebyggelsen ved Mysselhøjgård nedlagdes sandsynligvis før 1050.

Bogen indledes med en gennemgang af de skriftlige henvisninger til og beretninger om Lejre. Forfatteren nævner blandt andre Thietmar af Merseburg (975 - 1018), som var biskop i Tyskland. Thietmar skriver om Lederun (caput regni = hovedstaden) i det rige, i det landskab, som kaldes Selon. Altså Lejre i/på Sjælland. Også de danske krøniker gennemgås og kommenteres.

I det næste kapitel gennemgår forfatteren stedets og områdets udgravningshistorik. De forudgående udgravninger har været spredte og blev udført med svingende professionalisme og forskellige formål. 

Herefter beskrives stedets topografi og de udgravede huse, hussekvenser, hegn og ikke mindst de store stendynger af varmesprængte sten, som er fundet både ved Fredshøj og ved Mysselhøjgård.

Husene og fundene beskrives stratigrafisk og typologisk, det vil sige i den tidsmæssige rækkefølge og efter byggeskik.

I kapitel 6 ”Tolkning af husene”, gennemgår forfatteren de omtaler af huse og haller og dele deraf, som findes i de forholdsvis få gamle kilder. Konklusionen er, at der var store huse, som havde en central og ofte stor hal, og at der omkring denne bygning var mindre huse, som kunne anvendes til ophold, soverum, produktion og kult. Ved analyse af husene nævner forfatteren følgende aspekter: det formmæssige, det praktiske/funktionsmæssige, det scenografiske/sociale, det ikonografisk/betydningsmæssige, det visuelle/oplevelsesmæssige og det æstetiske.

De første kendte hustyper var midtsulehuse. De senere flerstolpehuse var lettere at bygge, og de kunne gøres større og bredere. Husene i Lejre var flerstolpehuse eller treskibshuse, som de kaldes.

Andre emner er vægkonstruktion, og –beklædning, tagdækning, ruminddeling, skillevægge, indgange, gavlkonstruktioner, husbredder og husenes placering på grunden i landskabet.

Hallen får sin særlige og grundige omtale. Den var opholdssted for høvdinge, hirden og mænd, medens ”skålen” var beboelsessted for mænd, kvinder og børn.

Forfatteren gennemgår en række andre bebyggelser i det danske og sydsvenske område, og det konkluderes, at Lejre overordnet ligner og er indrettet som samtidige bebyggelser andre steder. 

(Her skal sendes en lille drillepind til forfatteren: Birka nævnes i kapitel 7.2.2 side 144. Det anføres, at øen Birka ligger i Mälaren øst for Stockholm. Én ting er, at handelspladsen/byen Birka ligger på øen Björkö, men nok så alvorligt er det, at Mälaren ligger vest for Stockholm!)

Om Jelling anfører forfatteren, at ”Ud fra sine bestanddele kan Jelling uden besvær sammenlignes med Lejre…som (det) materielle udtryk for en samfundsorden og ideologi, er der flere ligheder end forskelle. Det er afvigelserne i det kronologiske forløb, der springer i øjnene. Hvor Lejre strækker sig over et halvt årtusinde, sker alt i Jelling inden for nogle få årtier. Det synes, som om Jelling er tænkt som en manifestation i en bestemt politisk situation, måske rigssamlingen, med brug af symboler, der pegede bagud som en legitimering af kongemagten i en tid, hvor der var store forandringer undervejs. Jellingkomplekset har således en episodisk karakter, hvorimod Lejre er stedet, hvor traditionen blev skabt og holdt i hævd.” Dette citat kan læses i sammenhæng med det nedenfor citerede om Lejre og myterne.

Der er fundet 6 grave i de foreløbige udgravninger, hvilket ikke er mange set i forhold til stedets beboede periode. Måske har man ikke fundet begravelsespladsen (-erne) endnu?

Flora- og faunaundersøgelserne viser flest fund ved Mysselhøjgård, hvilket sammenholdt med de to bebyggelsers forskellige levetid ikke kan undre. Interessant er forbindelsen mellem fundene og stendyngerne. Knoglefundene er stort set lige så gamle som bebyggelsen. Af husdyrene har det vist sig, at der er fundet flest knogler fra svin, hvilket også er tilfældet ved den sammenlignelige plads ved Tissø. Det har været en populær spise. At der var tale om en materiel rig plads ses af, at der er fundet mange knogler fra unge svin. Forfatteren har ikke kunnet modstå fristelsen til at nævne Særimner.

En anden af forfatterens udsagn skal citeres her:”Skulle der være fester omkring vintersolhvervet med mad og drikke, som Thietmar beskriver, er det i så fald en tradition med dybe rødder, og som man i Norden stadig holder i hævd og kalder jul”.

De næste tre kapitler beskriver ”Metalfund”, ”Lejreguld” og ”Lejresølv”. Med et helikopterblik på de samlede fund er det denne anmelders opfattelse, at der nok er tale om fund fra en stormands gård, men ikke hvad man sædvanligvis anser for at være ”kongeligt”. Her må man dog stoppe op og overveje, om det er fænomenet ”skuffede forventninger”, der trænger sig på. Efter at foromtalen - som nævnt - nærmest har udråbt Lejre som stedet for kongemagten Danmarks fødsel, kan det være svært ikke at forvente fund af kongelige regalier. 

Der er dog gjort fund, som er bemærkelsesværdige. Først og fremmest den lille sølvfigurin (1,75 cm høj), som beskrives og fortolkes grundigt med meget fine og store fotografier af selve figuren og detaljer på den. Figuren forestiller en person, som sidder på et højsæde/en tronstol med en fugl (en ravn?) på hver side. Figuren antages at være fra perioden 950 - 1000. Der har været (og er) diskussion blandt fagfolk, om hvem figuren forestiller og om, hvilket køn personen har. Forfatteren  skriver (side 202) ”…at man (får) indtrykket af at stå over for en hedensk gud fremstillet i en hedensk/kristen tradition”. I næste afsnit skriver forfatteren, at der ikke kan være tvivl om, at det er en hedensk guddom, men at der kan være tvivl om det er Odin siddende på Lidskjalv.  Arkæologerne må affinde sig med, at det forbehold, de som fagfolk ofte lægger ind, bliver fejet til side: det er Odin, som sidder på højsædet! Basta!

Et andet bemærkelsesværdigt fund er det lille sølvbæger, som beskrives i kapitlet ”Lejresølv”. Det meget smukke lille (4,4 cm højt) bæger er også bevilget et helsides farvefotografi. Bægeret blev fundet af aftægtsmand Christian Nielsen og hans 11-årige søn i november 1850 sammen med forskelligt andet sølv, som var mere eller mindre brudt i stykker. Fundet blev gjort under fjernelse af træstubbe på gårdmand Niels Pedersens lod på ”Leire Bakke”. Christian Nielsens hustru, Karen Jensdatter, rengjorde tingene, og efter forskellige beskrevne hændelser forsøgte hun at sælge en del af det fundne til en guldsmed i Roskilde. Resten er en spændende kriminalhistorie om politi, arrestation, retssager og dom. Hele den dramatiske historie er heldigvis taget med. Det er meget underholdende og giver et billede af forholdene for 165 år siden. Senere i bogen er medtaget referater af politiforhør, retssag og ankesag. Udskrifterne er formentlig lettere redigerede, således at nutidslæsere kan forstå dem. Ikke-jurister skal måske læse nogle af sætningerne flere gange for at få hoved og hale i kancellistilen, men det er absolut besværet værd. Det er både tankevækkende og  morsomt, at læse om sagens forløb. Med lidt god vilje er det også en form for arkæologisk gravearbejde.

I det følgende kapitel diskuteres spørgsmålet om, hvorfor bebyggelsen lå på dette sted. Hvad var det i landskabet, som gjorde at stedet blev valgt. Hvilken indflydelse havde landskabet på bebyggelsens udformning, og hvad gjorde bebyggelsen for opfattelsen af landskabet og stedet efter byggeriet? Har det været en stormandsgård, en imponator?

I det efterfølgende kapitel beskrives de omkringliggende gårde og bebyggelser, som dele af Lejres netværk. Af fundene på de forskellige bebyggelser kan Lejre anses som en såkaldt centralplads, hvor netværket  mødtes til rådslagning og kulthandlinger, og hvor der var en større markedsplads. 

Til forståelse af datidens samfund og livet på en stormands gård eller gods er medtaget to angelsaksiske tekster fra første halvdel af det 11. århundrede. Det første, Rectitudines singularum personarum = Om de enkelte personers ret, beskriver forskellige personers stilling, arbejde, pligter og ret på et gods. Det andet, Be sceadwisan gerefan = Om den forstandige foged, beskriver en godsforvalters arbejde og pligter, herunder for eksempel hvilke værktøjer, han skal sørge for, er til rådighed på godset. Skrifterne kan ikke direkte overføres til Lejre, men da forholdene i Sydengland på mange måder kan sammenlignes med forholdene i Danmark på samme tid, giver skrifterne alligevel et fingerpeg om, hvordan livet har været for en storbonde/en høvding i slutningen af Lejres storhedsperiode i vikingetidens Danmark.

Forfatteren diskuterer, om Sjælland var en politisk og økonomisk enhed. I middelalderen havde man Sjællandske Lov, landsting i Ringsted, Roskildebispen havde Sjælland som stift, men hvad var der før middelalderen? Det er vel ikke vokset ud af ingenting? Det konkluderes dog, at der ikke er arkæologisk dokumentation for et politisk og økonomisk samlet Sjælland. 

Den næste diskussion har titlen ”Om Danmark og danerne”. Omkring 1900 blev kilder i form af sagn og myter afskrevet. De seneste 50 års udgravninger har imidlertid givet så stor en tilvækst af fund, at kilderne skal revurderes. Forfatteren tilskriver amatørarkæologerne med metaldetektorerne en stor del af æren herfor. I Danmark har de med iver og ihærdighed bidraget med så mange fund, at Nationalmuseet er ved at drukne i dem. Forhåbentligt med et stort smil om munden. Fagarkæologerne har set rigtigt ved at inddrage detektorfolket i forskningen i modsætning til for eksempel Sverige, som forfatteren nævner som værende meget restriktiv.

I afsnittet om ”Et ahistoriske samfund” nævnes den antropologiske teori om samfundsudvikling i fire trin: Jæger-samlersamfund uden fast hierarkisk struktur; Stammesamfund med stratifikation, prestige og magt i begrænset og ofte individuelt omfang;  Høvdingesamfund med fast struktur og baseret på redistribution (kontrol med og fordeling af ressourcer), reciprocitet (økonomisk og retlig gensidighed) og opdeling i samfundsklasser; Civilisation/statsdannelse. 

Spørgsmålet er klart: hvornår rykkede Danmark op i sidste gruppe? Hvornår var der tale om en statsdannelse? Derom strides de lærde. Nogle mener, at der allerede i ældre romersk jernalder er tale om et kongedømme, og andre taler om fyrste- eller småkongedømmer senere i jernalderen. I 1980erne argumenteredes for at jernalderens agrare samfund var inddelt i klasser. På baggrund af en stigende befolkningstilvækst, flere handelspladser og en øget kontakt med omverdenen var det muligt at udvikle en ”secondary state”, (dvs. en stat dannet under ydre pres, i Danmarks tilfælde Karolingerriget mod syd). Den blev dannet i Danmark i det 10. århundrede af Harald Blåtand og hans efterkommere med Jelling som centrum. 

Efter omtale af danske kilder nævner forfatteren slægten, som begreb og grundlag for den samfundsorden, der var i jernalderen og vikingetiden. Lejre har været et stratificeret samfund med høvdingen eller kongen som øverste leder. Kongen blev hentet fra én slægt, men trods hans magtbeføjelser og herredømme kunne han ikke agere uden for lovens rammer efter sædvaneretten. Ligesom han også var afhængig af støtte fra stormandsklassen. Forfatterens konklusion i dette kapitel er: ” Det er sandsynligt, men ikke sikkert, at kongeemnerne kom fra èn slægt og således havde blåt blod i årerne, hvilket kan have givet dem legitimitet inden for de vedtagne regler til at danne alliancer og stræbe efter magten. Under alle omstændigheder lader det til, at vi står over for et samfund, der grundlæggende var bundet af traditioner og sædvaner. Det er i en sådan social og politisk sammenhæng, Lejre har fungeret, og det er på denne baggrund, huse, hegn og fund skal fortolkes”.

Lejre har betydet to grundlæggende ting: For det første har begrebet Lejre stået for en tradition, en borg, et kongesæde, et kultcentrum, en centralplads med en hal som repræsenterede ligestillede stormænd. Gennem 500 - 600 år har stedet bestået som noget uforanderligt med skiftende bygninger og stendynger. For det andet har stedet også været udtryk for forandring  Flytningen fra Fredshøj til Mysselhøjgård var også en flytning fra en jernaldergård til en storgård. Fredshøj var til kult og forsamling. Mysselhøjgård var herudover også oplagsplads for ”skatteindtægter” i form af afgrøder og afgifter, markedsplads og måske tingsted. Lejre kan fortolkes som begyndelsen på en bydannelse. Lejre var centrum for vareomsætning i den lokale økonomi, medens Ribe og Hedeby var handelspladser og centre for skibstrafik med forbindelser til andre steder og lande.

I det sidste kapital af Tom Christensens tekst omtales tiden efter 1050, hvor Roskilde blev centrum på Sjælland. Dels hvad der skete i Lejreområdet, og dels hvad der skete i Roskildeområdet. 

I 1851 fik Lejreområdet en renæssance i form af Lejremødet (det første af flere) som blev afholdt for at fejre årsdagen for slaget ved Isted og med inspiration fra Blichers Himmelbjergsmøder. Grundtvigs tale fra det første møde er gengivet i bogen. Talen, som blev holdt for 7000 deltagere(!), var dels ret nationalistisk dels en bandbulle mod Købnehavnerne, som følte sig finere end de bondske folk på landet.

I det afsluttende afsnit skriver Tom Christensen: ”Man kan ikke helt frigøre sig fra den tanke, at netop opgøret med Lejre med dyrkelse af fædrelandet, højskoleromantikken og Dannebrogsflagene, der var bundet til stedet, var en lækkerbisken for de radikale historikere, der omkring 1900 var blevet de toneangivende i opgøret med borgerskabet, kirken og kongen. At påstå, at Saxo og hans samtidige opfandt Lejrekongerne til et bestemt politisk formål, skal ikke kunne afvises her. Men at de har konstrueret Lejre som lokalitet ved samme lejlighed som et tilfældigt valgt sted for Skjoldungernes kongsgård, er ikke sandsynligt, det forholder sig snarere omvendt. De har benyttet Lejre og de historier, der var knyttet til stedet til deres formål, og det er en situation, som forudsætter, at Lejre var kendt og accepteret i samtiden, om ikke som danernes/Skjoldungernes mytiske kongesæde, så dog en lokalitet med en historie, der var rodfæstet i befolkningen.”

”Ret beset rummer Thietmars beskrivelse essensen af udgravningsresultaterne: En lokalitet forankret i en førkristen samfundsorden, et centralt mødested, hvorfra den i jernalder og vikingetid sammensmeltede verdslige og religiøse magt blev udøvet efter de regler, som traditionen foreskrev, og som i al sin ubestemmelighed kan rummes i begrebet caput regni”.

Efter noter og litteraturliste følger ”Katalog over huse, hegn og stendynger” (Tom Christensen); ”Katalog over gravene” (Julie Nielsen), ”Knoglematerialet fra Fredshøj” (Sara Gelskov) og ”Metalfund, tekst og katalog” (Maria Panum Baastrup). Alle fire kataloger er med detaljerede tegninger og fotografier. 

Bogen er i stort format og trykt meget flot. Tegninger og fotografier er i farver og trykt meget tydeligt. Rigtig godt bogarbejde. Udgravningerne er støttet af forskellige fonde og selve bogudgivelsen er støttet af Krogagerfonden. 

Historie- og arkæologiinteresserede, fagfolk og amatører, asetroende og danskere i almindelighed vil få glæde af at læse denne meget fyldige beretning om de foreløbige udgravninger ved Lejre. Bogen kommer langt omkring i studierne af historie, kilder, udgravninger og arkæologiske fortolkninger af fundene. Bogen er skrevet i et godt og letlæst dansk.

Blev kongeriget Danmark så grundlagt i Lejre i 500-tallet? Tja, det fældende bevis er ikke fundet endnu, men indicierne…indicierne!

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Danmarks Oldtid - ældre jernalder
Helleristninger
Iron Age houses in flames