Menu
Forrige artikel Næste artikel

Oldtidsagre I Danmark. Fyn og Langeland

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 343

Af arkæolog cand.mag. Benny Staal

Det er den sidste bog af tre om oldtidsagre, udgivet af Viggo Nielsen sammen med kollegaer, idet Viggo gik bort i en alder af 92 år i begyndelsen af 2014. Bogen er blevet færdig ved hjælp af især Niels-Christian Clemmensen, Kulturstyrelsen, der også er hovedforfatter på bogen, Viggo Nielsens datter, middelalderarkæolog Ingrid Nielsen, et hold af naturvidenskabsfolk fra Nationalmuseet, Peter Rasmussen, Peter Steen Henriksen og Morten Fischer Mortensen samt Jesper Olsen fra Århus Universitet, og sidst men ikke mindst arkæolog ved Odense Bys Museer, Mogens Bo Henriksen.

Bogen, der er på 179 sider, indledes med et kort forord af Ingrid Nielsen, hvor farens, Viggo Nielsens arkæologiske resultater omtales. Desuden berettes om arbejdet, der til dels bygger på Viggo Nielsens og kollegaernes tidligere bøger om samme emne, men på Bornholm og i bindet om Sjælland, Møn og Lolland-Falster.  Faktisk var oldtidsagre et noget forsømt forskningsobjekt indtil Viggo Nielsen tog fat på det i 1950-erne, måske fordi det ikke yder mange prangende fund af sig – nærmest tværtimod. Men grundet interesse og gode skulderklap fra daværende førende arkæologer, gik Viggo i gang med det store registreringsarbejde. Om dette er en kort beskrivelse i afsnittet ”Indføring”. Herefter følger Niels-Christian Clemmensens gennemgang af reliefkort (LIDAR-kort), som her er beskrevet eksemplarisk, men sådan skal det også være, idet det netop er Niels-Christian Clemmensen, der har bearbejdet LIDAR til det danske landskab og dermed introduceret teknikken til os. Der er også beskrivelser af kildematerialet, såvel de gamle kort som nye - samt af rekognosceringer, som antages at være nødvendige til endelig dokumentation af anlægssporene – eller arbejdssporene, de lave forhøjninger, der omgav oldtidens små markstykker. På side 22 omtales, hvad resten af bogen indeholder: 1. Kataloget. 2. Kort og signaturer og 3. Arkæologiske og geobotaniske undersøgelser.

Kataloget består af registreringer af disse synlige oldtidsagre. Men synlighed er et vidt begreb. Man skal være erfaren for at se dem, og hertil er netop LIDAR, eller reliefkortene, som de også kaldes, en uvurderlig hjælp. Katalogets lokaliteter er derfor belyst ved begge kort, Fund og Fortids kortene samt LIDAR kortene, alle tydelige og skarpe. Hver lokalitet er fint beskrevet, både i areal og udseende. Ikke alle agre er lige store eller ser ens ud, men de kan betragtes som værende nogle af vore største fortidsminder alligevel. I areal fylder selv de mindste betydeligt i landskabet, når man vel at mærke kan få øje på dem. Det er derfor, at det er så vigtigt at få dokumenteret oldtidsagrene i tide, inden de forsvinder helt. For det er der tegn på, at de gør.

Efter kataloget følger et afsnit, der handler om noget så sjældent som en geobotanisk undersøgelse af et område med oldtidsagre. Det er Tårup Lund, hvor heldige sammenfald gør sådanne undersøgelser mulige via et mosehul ikke langt fra oldtidsagre. Her lykkedes det at indsamle nok materiale via boreprøver til pollenanalyse og C14-dateringer.  Skovens og agerlandets udvikling beskrives både ved sedimentprøver og ved pollenprøver, og resultatet er, at der har været dyrket gennem en periode på ca. 800 år, fra sen bronzealder til førromersk jernalder - lidt ind i yngre romersk jernalder. Det er ellers vanskeligt at få dateret agrene på grund af fundfattigdom, men ved enkelte af de få undersøgelser er der fremkommet lerkarskår, for eksempel, der kan bekræfte denne datering.

I afsnittet Kulturlandskabsanalyser fremhæver Mogens Bo Henriksen tre lokaliteter og beskriver fortidslandskabet. Selv om det ikke er de mest iøjnefaldende fund, der er gjort i nærheden af agrene, så tyder det på, at dateringen fra de naturvidenskabelige undersøgelser passer som hånd i handske til de arkæologiske spor, både hvad angår genstandsmaterialet og rester efter bebyggelserne omkring.  Det er heldigt overhovedet, at der i enkelte tilfælde er foretaget arkæologiske undersøgelser, der kan bekræfte de naturvidenskabelige dateringer, men der bør ske meget mere på det område. På Fyn har man længe forsket i ressourceområder, så det virker kun naturligt, at Mogens Bo Henriksen nævner disse.

Hvis der skal nævnes et element, som kunne mangle i bogen, er det problematikken om gødskning. For gødskning formodes at være indført omkring samme tidspunkter, som oldtidsagrene blev anlagt, og i den forbindelse bør der ikke være særligt langt mellem bebyggelse og agre.  Men det skal indrømmes, at problematikken om gødskning ligger i periferien af selve kerneforskningen om oldtidsagre. Mogens Bo Henriksen skriver om datering af oldtidsagre i et lille afsnit sidst i bogen. Geobotaniske analyser viser i store træk samme resultater, uanset om det er sjællandske eller fynske undersøgelser, det drejer sig om, men her skal pointeres, at der er foretaget ganske få af den slags analyser. Så det er nok endnu kun tendenser, vi ser. Også selv om der trækkes oplysninger ind fra lignende undersøgelser under gravhøje, for eksempel.

I de sidste to afsnit kommer Niels-Christian Clemmensen ind på dels ”Strukturer i marksystemerne”, dels på ”Udbredelse og repræsentativitet”. Med hensyn til strukturer forholder det sig således, at der kan erkendes nogle såkaldte grundlinjer, der i korthed viser, at der har været tænkt over tingene, da agrene blev anlagt. Det skulle for eksempel være tilgængelighed, selv om netop dette forhold ikke nævnes specielt. Grundene her kunne være afgrænsning i forhold til fugtbælter eller terrasser m.v. Det nævnes også, at markerne virker til at være en smule større på Fyn, end i det øvrige Østdanmark, men ikke noget om hvorfor det synes sådan, andet end at det kan skyldes måleteknikken. Kunne det måske også have noget at gøre med status i datidens samfund? Selv om der måske nok kunne etableres større marker end det umiddelbart ser ud til. En væsentlig grund til at det er vanskelige størrelser er, at agrene er så sporadisk bevarede, som tilfældet er. I afsnittet ”Udbredelse og repræsentativitet” fortælles om, hvor oldtidsagrene ligger i landskabet og hvorfor, generelt, visse områder synes tomme for opdyrkede arealer. Det kan skyldes dødisområder og bakkede egne, hvor leret jord gjorde det vanskeligt at etablere agre. Ofte ligger disse områder også i eller ved vådområder, men der tages ikke stilling til, at vådområder i Danmark var betydeligt mere udbredte langt ind i historisk tid, hvor dræning for alvor tog fat. Men det er klart, at pointen her er, at det ikke lod sig gøre at dyrke jorden på disse vanskelige arealer. Men det siges da også, at man ikke blot kan slutte sig til, at der ikke har fundet dyrkning sted, blot på grund af fraværet af agre, og arealer kan være benyttet til andet end dyrkning.

Der er nødvendigt at belyse et af vore forfædres formodentlig største erhverv - bondeerhvervet, for til fulde at forstå samspillet mellem bebyggelser/gravpladser og erhverv. Med tiden vil man - vi - måske også forstå, hvorledes land og status hørte sammen; et endnu forholdsvist ubeskrevet kapitel, når vi taler om oldtiden. Det er svære størrelser at tumle med, da der som bekendt ikke findes skriftlige kilder, men man kan dog få fingerpeg herom, hvis man kigger mod syd, hvor der forekommer enkelte skriftlige kilder, der siger noget om, at agerlandet var en betydelig kilde til velstand.   

Emnet er smalt sådan at forstå, at det sandsynligvis ikke vil interessere enhver fag- eller amatørarkæolog, da der ikke er tale om fortidsminder, der er særligt synlige og fundrige. Men efter at anmelder har ”pløjet” sig igennem publikationerne om oldtidsagre, er det åbenlyst, at her er virkelig ny viden at hente. Det er derfor så vigtige at få registreret, hvad der er tilbage, inden det er for sent. Netop i disse år er skovbruget gået over til at være mekaniseret ved hjælp af store maskiner, der absolut ikke tager hensyn til skovlandskabet, men tværtimod destruerer de få spor, der er tilbage i skovbunden rundt omkring. I det åbne landskab siger det sig selv, at alle spor er så godt som væk, i hvert fald synlige spor. I heldige tilfælde kan gamle spor efter fortidige agre findes under muldlaget ved arkæologiske udgravninger. Det er dog næsten altid middelalderlige spor, der erkendes, og de er som bekendt ikke særlig gamle i forhold til de ældste spor fra oldtiden, der påviseligt henføres til sen bronze- og tidlig jernalder.

Det er så vigtigt at få registreret alle de spor, der er tilbage fra vores forfædres aktiviteter. Hver gang en digevolling eller andet spor sløjfes af den ene eller den anden grund, sløjfer vi også nogle af de sidste spor efter de, der lagde grunden til vores bondesamfund, som hele samfundet i dag bygger på. Derfor er registreringen af oldtidsagre vigtige. For de, der vil, kan bogen her – samt de to foregående bind i serien – bruges som forberedelse til søndagsturen i naturen, så også kulturen får et lille besøg.

Man kan håbe på, at andre fagfolk vil tage fat på problematikkerne og ”høste” nogle af de sidste informationer, der kan hentes her.  Heldigvis er det også således, at vor tids moderne teknikker bliver forfinet fra dag til dag, og hvor LIDAR kortene i dag er på 1,6 m., er disse netop i denne tid ved at blive bearbejdet til en ny forbedret højdemodel på 40 cm – altså fire gange bedre – hvorved næsten usynlige fortidsminder også kan erkendes. Det er naturligvis Niels-Christian Clemmensen, der også forestår dette vigtige arbejde, og vi må håbe på, at han arbejder videre med projektet i de kommende år, så oldtidsagre i andre egne af Danmark også bliver sikret for fremtiden - til fremtidige studier.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Solstensøen - På sporet af Bornholms bondestenalder
Metaldetektiverne - Detektorfund fra Thy og Mors
Nørre Hedegård