Menu
Forrige artikel Næste artikel

Amager i krig og fred

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 104

Af Jørgen Stage Larsen

Introduktionen nævner alle de jubilæer, der fejres i 2014. Norge mistes for 200 år siden, 1864 er 150 år siden og 1.verdenskrig for 100 år siden mm. Første afsnit omhandler Danmarks krige fra Vikingetiden til Chr.4.  Her omtales Danernes kristning og vikingernes flotte skibe, de danskes korstog mod venderne og de skibe der afløste vikingeskibene. Amager nævnes i forbindelse med sildemarkederne ved Dragør, som var en stor årsag til hansaens og især Lübecks stærke position i Nordeuropa. I forbindelse med Kalmarunionen med Sverige og Norge, som Margrethe 1. skabte, nævnes Kong Hans' oprettelse af den nationale flåde og senere er der et afsnit om hollændernes ankomst til Amager. Krigene fortsætter med Grevens fejde og Den nordiske syvårskrig og så bliver København hovedstad. 

I andet afsnit gennemgåes alle krigene siden Chr. 4. Grundlæggelsen og befæstningen af Chr. havn er den anledning, der inddrager øen i krigshistorien. Chr.4's krige, samt hans øvrige befæstninger især i København behandles og Amager inddrages, mest fordi den ligger lige ved hovedstaden. I forbindelse med Københavns belejring i 1659, udkæmpes også en strid på Amager, hvor den svenske konge nær var blevet taget til fange. Striden med Sverige fortsætter til 1720, hvorefter der er fred indtil 1800. På Amager opføres krudtmagasiner og batterier til hovedstadens forsvar. Amager blev også anvendt til øvelsesskydning med kanoner. Englænderkrigene kom også tæt på Amager, hvor et Amagerbaseret batteri skød de første skud. Under Københavns bombardement flygtede københavnerne til Chr. havn, men denne bydel blev også senere beskudt.

 Efter tabet af flåden måtte kanonbådene tage over, heraf er en del fra Dragør. Efter Napoleonskrigene måtte Danmark afgive Norge til Sverige. De slesvigske krige gennemgåes også, selvom der ikke er meget, der her vedrører Amager. Efter krigene bliver København befæstet og her inddrages Amagers nordkyst, som anlæg for to forter. Herudover opføres Kastrupfort. Under den Russisk/japanske krig bygges to skanser på Saltholm. Senere nedlægges landbefæstningen, mens søbefæstningen udbygges og her kom Amager for alvor med i forsvarsringen om København. De enkelte forter beskrives med billedtekster. Flyvningen har haft sin vugge på Amager og også militærflyvning baseres på Amager, da Hærens flyveskole oprettes på Kløvermarken. Ballonflyvningen kom til Islands Brygge (Ballonparken). Under 1. Verdenskrig kom en sikringsstyrke til Amager og Tømmerupstillingen opførtes med skyttegrave og pigtråd.  Amager blev base for ni kaserner og fem baraklejre. Incl. forterne havde Amager derfor kapacitet til at huse ialt 10.000 mand.  

I mellemkrigstiden blev det meste af befæstningerne rundt omkring København nedlagt, men op imod 2.verdenskrig lagde regeringen dog planer om et luftforsvar bl.a. på Sydamager. Under 2.verdenskrig var det tyskerne der byggede militæranlæg på Amager. Sænkningen af flåden på Holmen i 1943 var en af de store episoder på Amager. Der blev dog også sprængt fabrikker og jødernes flugt til Sverige skete hovedsageligt via Dragør. I krigens sidste måneder kom 500.000 tyske flygtninge til Danmark, og Amager tog imod sin store del i flere lejre. Her lykkedes det dog, i modsætning til nutidens flygtninge, at få sendt dem retur indenfor fem år. Under den Kolde krig kom miltærflyvningen også til Amager, både flyveskadriller og luftværnsraketter (Nike og Hawk raketter). Interessant at høre, at området nu er åbnet for offentligheden, når man selv har ligget ved eskadrille 532. Sidste del af det militære øvelsesterræn på Amager blev nedlagt i 1983, og raketterne blev nedlagt senest i 2001. Dele af forsvarets efterretningstjeneste er tillige baseret på Amager. Dragørfortets historie gennemgåes særskilt i sidste afsnit. Til slut opregnes kongerækken med tids- og krigsperioder, samt museer og miliæranlæg og mindemærker på Amager. Bogen er meget mere end krig set fra Amager, så titlen er lidt misvisende. Alle Danmarks krige behandles og Amager nævnes, når øen indblandes i konfikterne. Det er ikke svært at se, hvor forfatterne har deres hovedviden, det er nogle af Amagers fremmeste og bedst vidende "patrioter! 

Desværre har de glemt at konsultere den højere historiske videnskab, især hvad angår den ældste tid. Lidt redaktionelle småfejl/stavefejl/slåfejl bliver det også til, især i forordet. "Ulyksaglige","ælste" og "militærer terrorbekæmpelse". Sverige var tit erobret af Danmark, uden at Sverige for altid blev dansk, så at Danmark ville have tabt sin selvstændighed "for altid", kan vel diskuteres. Afsnit 1. hedder "Introduktion til Danmarks og Amagers kultur og krigshistorie". Det er imidlertid svært at se, hvor kulturen nævnes i al den krig, og Amager er næsten ikke nævnt før Chr.4. Værre er de forståelsesmæssige fejl. "Vikingerne oprettede en koloni i Syditalien" (Normannerne). Svend Tveskæg "koloniserede de erobrede områder". "1000-året for denne fordrivelse af de danske vikingers hærgen i landet" (Nordmænd i Irland) og værst "Herredømmet over England fik også en brat ende i året 1066, da de danske vikinger blev fordrevet ved Stamford Bridge i England" (Norsk konge) fulgt op af slaget ved Hastings, hvor "Svend 2. Estridssen blev derved frataget sin kongeværdighed" (aldrig konge i England). Man tror åbenbart, at Kalmarunionen er indført allerede i vikingetiden, så nordmænd er lig danskere. Heldigvis er det åbenbart mest i vikingetiden, at forfatterne har historiske mangler. Lidt problemer er der dog med silden i Øresund, der først kun fordeles til det meste af Vesteuropa, og siden var efterspurgt i de katolske lande pga. fasten. Men efterfølgende er refomationen en af årsagen til at sildemarkederne afsluttes. Det er, som om forfatteren ikke helt kan blive enig med sig selv.  Jeg er i al fald forvirret. "Under Grevens fejde var det nok første gang Amager for alvor oplevede krigens rædsler på nærmeste hold" (Øen brændes af i 1312 af en flåde fra Rostock, og tidligere har der vist været vendiske sørøverangreb jvfr. Tårnby som udkigspost mod sørøvere). Der fortælles i en billedtekst, at mordet på Erik Klipping er Danmarks eneste kongemord (Erik Plovpenning, Christoffer 1. m.fl.). Chr 9.'s børn blev "alle" gift fornemt (Thyras var vist ikke specielt fornemt) og senere "ønskede Tyskland, at Slesvig skulle indgå i Det Tyske Forbund" (Preussen). I selve kongerækkeoversigten gentages vikingefejlen, og under Frederik 6. nævnes, at han tog magten fra sin far, (han afsatte konservative kupmagere).  Resten af Danmarks krigshistorie og især den Amagerbaserede har de betydeligt mere tjek på.

Nævnte småting kan ikke rokke ved at Amagerkanerne har skrevet en flot og læseværdig bog om Amagers (og Danmarks) krigshistorie, selvom titlen snyder lidt, uden at det dog gør bogen mindre interessant. Formatet, sidernes kvalitet og det store billedmateriale med tilhørende tekster (som langt hyppigere end brødteksten er om Amager) er fremragende og det er en bog man med sindsro kan stille i sin pæne reol i stadsstuen.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Den danske flåde 1850-1943
Knytnæven mod øst – Langelandsfort
Krig, korstog og kulturmøder i 1700-tallet