Menu
Forrige artikel Næste artikel

Sømanden og døden

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 77

Af Erik Ingemann Sørensen

”Denne bog skal handle om de måder, hvorpå søfolk, købmænd, redere, strandfogeder og almindelige kystboere gennem tiden har søgt at give deres følelser over for det grådige, umættelige hav og den ubegribelige Guds forsyn, udtryk…”

Dette er kursen, kirke- og kunsthistorikeren Carsten Bach-Nielsen, udstikker i sin nyeste bog: ”Sømanden og døden” – med undertitlen ”En ikonografisk skitse om de druknede og de reddede i nordisk kirkekunst”.  Så kan man jo tænke sit. En vindtør skribent om sin lille private niche. Velan. Det skal der jo også være plads til. Forsiden prydes af en mindetavle fra Onsbjerg Kirke på Samsø fra 1784. Sat af en far der mistede sine 3 sønner – i tre forskellige forlis. Gengivet samtidigt. Et billede fyldt af dramatik – undergang og druknedød. Og så er det, man må ruske sig selv i ørerne, fordi man flabet tillod sig at tro, at man ville møde en vindtør skribent i dennes niche. Man overraskes fra første side og må hurtigt konstatere, at her er der altså sus i sidesejlene – så sandelig også i forfatterens pen, der medlevende og til tider både humoristisk og sarkastisk tager læseren med på en særdeles spændende rejse i en af søfartshistorikere ofte overset verden. Pragtværket ”Dansk søfartshistorie” har således ikke meget af denne spændende verden med. Men søfart er også – som Carsten Bach-Nielsen – citerer Tom Kristensen for: ”Skibskatastrofer og pludselig død”.

Geografisk bevæger forfatteren sig rundt i den nordeuropæiske søfartsverden – om end der er en række afstikkere til andre regioner. Trosmæssigt er det katolicismens og Luthers verden, der danner fundamentet. Selv om søfarten og skibet ikke har den store placering i de hellige skrifter. Bortset fra Noahs ark, overgangen gennem Det røde Hav og så Jahves helt finurlige trick med Jonas, der forsøgte at smutte udenom. Men måtte overgive sig, da hvalfisken efter tre dage bøvsede ham op på stranden. (I NT er der dog lige beretningen om Jesus, der stilner stormen, Matt. VIII,24) Men Det gamle Testamente er jo også blevet til i en ørkenkultur. Hvor mennesket er skabt af jord, som Gud blæste sine ånde i. Dog ikke – som forfatteren skriver i 2. Mosebog - det er faktisk i Første bog, 2. kap. Vers 2, det sker.

I det glimrende åbningskapitel, ”Fra Tobias til Nikolaus”, giver forfatteren blandt andet en fin redegørelse for de helgener, der har givet navn til danske kirker. Her er Sankt Nikolaj en af de mest populære – han er søfolkenes værnehelgen, kun overgået af ”Vor Frue”, der ligger på en dansk førsteplads for kirkenavne. Pudsigt nok virker det via en umiddelbar netoptælling, som om de deler førstepladsen. Vor Frue i København og Sankt Nikolaj samme sted er tidsmæssigt opført meget tæt på hinanden – andet kunne det jo ikke være i landets første egentlige søkøbstad. Godt havde det været med et kort over det omhandlede ”rum” med en angivelse af tid og sted for de mange kirker, der er indviet til denne søfarernes skytshelgen. Umiddelbart skulle man tro, at fx Kerteminde, der indtil 2007 havde koggen i sit byvåben - grundet sin position som søfartsby - ville have en Sankt Nikolaj kirke. Men her er det Laurentius, der er værnehelgen. Hvad han var for fiskerne. Byens oprindelige hovederhverv. Havet havde således flere forskellige værnehelgener.

Forfatteren lader sin artikel grundigt illustrere med malerier og deres skønne og til tider meget dramatiske billedfortællinger. Set gennem de kritiske briller kunne man have ønsket sig en bedre billedgengivelse – de små billeder gør det af og til vanskeligt at dyrke/nyde detaljerigdommen. Et ærgerligt miss i en ellers fremragende illustreret bog.

I kapitlet ”I ny form” føres læseren ind i perioden efter reformationen, hvor de mange helgener som bekendt blev smidt på porten. Kontakten til Gud blev nu direkte, så nu måtte man gå andre veje. Forfatteren henter her bl.a. et eksempel i Wieck ved den tyske Østersøkyst, hvor det om en altertavle bl.a. hedder: ”Skipperne fik altså mulighed for alligevel gennem de bibelske historier at føre sig frem med deres profession og kristelige omsorg på deres hjemlige kirkes alter. Rationalet bag en sådan tavle er, at et lav, en sammenslutning, en erhvervsdrivende kooperation udtrykker et håb og beder en bøn, der kan læses af andre, medens medlemmerne er af sted på bølgen blå…”(s.30) Man kan så spekulere lidt på, om der bag det hele ikke ligger en generel tanke. Set i religionsfænomenologiens spejl er der muligheder for denne antagelse.

Det er altid en fordel at stå sig godt med Gud (guderne), når tilværelsen er farefuld. Et pudsigt eksempel henter forfatteren i Vester Vandet ved Vestkysten, hvor skipperne i 1754 skænkede kirken et 4 meter højt ur, der kunne stå inde i kirken, der ikke havde noget tårn – og dermed ikke noget tårnur. Så kunne menigheden jo altid sende dem en lille tanke under gudstjenesterne. Ganske finurligt. Forfatteren antyder, at det er en af de såkaldte sandskuder, der er malet på uret. Den holder dog ikke. Ingen skipper ville lade en stor tremaster gå tæt på den forræderiske kyst!

Men søfolkene kendte havets talrige luner: ”Døden er en selvstændig skikkelse, der hverken har med Gud eller naturmagter at gøre. Den handler på egen hånd og fremstår som topmålet af uafvendelighed og tilfældighed, hvor overfor man intet kan stille op. Her nytter ingen forberedelse. Døden er ikke moralsk dommer, den dømmer og straffer ikke, men tager bare sine ofre, når og hvor den vil…” (s. 40) Sådan er det slet og ret. Alligevel får forfatteren vendt og drejet beretningen om Noahs Ark i nogle spændende vinklinger. For her kom druknedøden jo netop som straf.

Carsten Bach-Nielsen har et herligt eksempel på, hvordan de ”frelste” ikke frygter druknedøden, men i stedet giver deres redningsbælter til de ombordværende, der ikke har mødt Herren. Ud for Harboøre i 1893, hvor 26 indremissionske fiskere druknede. Der var sat skel mellem de vakte og hedningene. Sidstnævnte skulle havne i den brændende svovlpøl på bunden af havet. Rundt om i bogen kommer forfatteren med – befriende – humoristiske/sarkastiske indskud. Efter ovennævnte drama er følgende kommentar befriende: ”Dør de der (i.e. på havet) må det være straf nok. Men sådan stillede sagen sig åbenbart ikke for de indremissionske, svovlprædikende landkrabber i deres præstekjoler.”

Fortællingen her er taget med for at understrege, at de ikonografiske ikke kun ligger i den oprindelige billedkunst, men også i fortællingen. Hvilket fremgår med vidunderlig tydelighed i et referat af en prædiken fra 1809, efter at den engelske fregat ”The Crescent” var strandet ved Lønstrup og 200 besætningsmedlemmer druknet. Referatet stammer fra en dansk løjtnant, der ved et tilfælde kom forbi Maarup kirke og hørte præsten, provst Claus Pedersen Mønniche, der var en sand sprogets mester, prædike. Det er narrativ ikonografi af ypperlig klasse.

Nu var det jo tak og lov ikke alle ulykker til søs, der endte i tragedier. Og så var der grund til at vise sin taknemmelighed. ”Man købslår i en vis grad forlods med Gud til gengæld for en kirkeprydelse – eller man udtrykker sin tak ved at give sin gave til menigheden og Guds hus”. Et af de herligste eksempler på dette findes i Fårø kirke nord for Gotland. På en drivende isflage står 15 sælfangere med alt udstyr – køller, harpuner og hager. Den havde revet sig løs, og staklerne kunne kun afvente det uundgåelige. Men de reddes – og så må den dramatiske begivenhed gengives sammen med en stor takkeinskription til Vorherre. Naivistisk og vidunderligt – og i den grad illustrativt. Endnu en tavle beretter om en lignende historie fra 1767, hvor en far og hans søn blev reddet.

Det er pragtfuld og nærværende historie.

Naturligvis får også kirkeskibene ord med på vejen – om end forfatteren erklærer, at det ikke er en del af hans egentlige anliggende. Godt alligevel at de kommer med – for de er også en central del af den samlede problemstilling. Forfatteren letter dog på hatten og erklærer, at de er grundigt beskrevet i forvejen. Her suppleres de dog fornemt. Rørende er det at se den eneste fundne redningsbåd fra det tyske skoleskib ”Pamir”, der gik ned i 1957. (Redningskransen fra ”Hans Hedtoft” savnes som illustration)

Der er – som tidligere vist – enkelte smuttere undervejs. Det er således ikke en brig, der er gengivet i horisonten på tavlen fra Onsbjerg Kirke på Samsø, men en jagt. Men det er petitesser i det fine værk. Der i øvrigt også tager lufthavet med, grundet de mange allierede flyvere der mistede livet under 2. verdenskrigs luftkampe over Danmark. Fint set.

I det afsluttende kapitel, ”Skibet som kristent symbol”, foretager forfatteren en slags resumé – dog med yderligere udblik bl.a. til Ambrosius Stub, hvis digt: ”Livet som en Seylads” sætter ikonografien i fint perspektiv. Især når den her sammenstilles med Sven Havsteen-Mikkelsens altertavle fra Folding Kirke. Og så slutter forfatteren med en meget stærk sætning: ”Derfor er der noget påtrængende, insisterende og eksistentielt i den maritime kirkekunst; noget evigt akut og moderne.” Efter endt læsning kan man kun give ham inderligt ret.

Det er et lille pragtværk, Carsten Bach-Nielsen, her har leveret. Det rusker op i historikerens vanetænkning, netop fordi man ser det ”kendte” i helt nye perspektiver. Det er vel unødvendigt at nævne det, men alligevel: en sådan bog kan kun skrives på baggrund af en kolossal indsigt i kirkekunstens og de religiøse tankers krinkelkroge. Det understreges da også af den fornemme litteraturliste.

Nu glæder man sig virkelig til et besøg på de nævnte steder – iført helt nye briller. En varm tak for det.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Maleren Anna Ancher
Byens adelsgårde og palæer
Alle tiders parcelhuse 1860-2012