Menu
Forrige artikel Næste artikel

1915 - Danske vidner til det armenske folkemord

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 202

Af Thomas Petersen

Det er barske sager, denne bog vil fortælle om. Om intet mindre end et folkemord. Ganske vist fra en tid, hvor ordet endnu ikke var opfundet. Det blev det først 30 år senere. I 1945 – og efter endnu et og langt mere omfattende, utvetydigt og koldblodigt folkedrab. Folkemordet på armenierne i 1915 var både mindre i omfang og mere omdiskuteret. Det omfattede ”kun” op imod halvanden million armeniere, der levede i Det osmanniske Riges østlige provinser. Et rige, der frygtede, at disse armeniere under 1. Verdenskrig skulle gøre fælles sag med de kristne armeniere, der levede forholdsvis trygt inden for Det russiske Imperiums grænser, og hvis territorium i begyndelsen af 1800-tallet var blevet erobret fra Iran.

Men nu var tidspunktet 1915, og Europa var i krig. En verdenskrig. Tyskland og Østrig-Ungarn på den ene og Frankrig, England og Rusland på den anden side. Alle disse magters oprindeligt fælles fjende – osmannerne og deres sultan-rige – skrantede gennem 1800-tallet mere og mere, var blevet Europas syge mand. Jo mere det skrantede, des mere voksede imperiets brutalitet overfor andre nationaliteter. Det havde armenierne fået at føle siden 1870erne i form af enkeltstående overgreb, der allerede 1895 blev mere systematiske.

I 1908 blev sultanen skubbet i baggrunden til fordel for af de såkaldte ungtyrkere. Bestående af væsentligst officerer, hvis ultimative mål var en tyrkisk enheds- og nationalstat. Og, hvor der ikke skulle være plads til andre nationaliteter og religioner. Ungtyrkerne havde i 1915 meldt sig ind i Verdenskrigen på den tysk-østrigske side. Dermed blev de osmanniske armeniere for alvor et problem og betragtet som en trojansk hest, der ville kunne gøre fælles sag med deres frænder i Rusland.

Forfatteren til den foreliggende bog er uddannet journalist og har blandt andet arbejdet i DR og på Dansk-Egyptisk Dialogcenter i Cairo. Hun kalder sin bog Danske vidner til det armenske folkemord. Vidner er måske så meget sagt – al den stund de to af dem var sygeplejersker og missionærer, der ikke personligt overværede grusomhederne, men som hørte andre berette om dem. Mens det tredje ”vidne” var dansk  diplomat og sad i Istanbul, mens folkemordet fandt sted. Deres navne er hhv. Maria Jacobsen (1882-1960), Karen Jeppe (1876-1935) og Carl Ellis Wandel (1871-1940). Ved hjælp af dagbøger, indberetninger, rapporter og breve giver Kjær sine læsere et indblik i, hvordan de tre hver på sin måde oplevede de blodige begivenheder på den anatolske højslette.

Bogens første kapitler handler om folkemordet, som det så ud, set fra byerne Harput i det østlige og Urfa i det sydøstlige hjørne af Tyrkiet. Netop de byer, hvor de to danske kvinder, henholdsvis Jacobsen og Jeppe, boede og arbejdede blandt armenierne. Samtidig beskrives det, hvordan folkemordet blev planlagt og udført af den ungtyrkiske regering og trofaste partimedlemmer. Kortere biografiske afsnit fortæller om de to danske kvinder, der på trods af rædslerne blev og hjalp armenierne. Direkte citater veksler med referater og forbindende tekster. Et par afsnit handler om de tyrkere, kurdere og arabere, som sagde fra og skjulte armenske naboer med fare for deres eget og deres familiers liv.

Endelig hører vi om to, i princippet neutrale, diplomater i Istanbul, der berettede hjem om folkemordet – danske Carl Ellis Wandel og amerikanske Henry Morgenthau. Sidstnævnte har i sin bog om perioden (Ambassodor Morgenthau´s Story fra 1918) fortalt om bl.a. sine samtaler med osmannerrigets mægtigste mænd i perioden, Talat Pasha og Enver Pasha. Bogens sidste kapitler fortæller om armeniernes historie i området, om folkemordets historiske baggrund og om stormagternes interesser i Det osmanniske Rige op gennem 1800-tallet samt før og efter 1. Verdenskrig. Endelig omtales nogle af de retssager, der i forlængelse af Verdenskrigen blev gennemført mod nogle af de skyldige i folkemordet.

Forfatteren demonstrerer stor viden og fortælleglæde. Men bogen er også meget  kompakt. Små bogstaver i brødteksten - bogstaver, der i det i øvrigt fyldige og nyttige noteapparat bliver endnu mindre og næsten ulæselige. Og det er synd, for såvel tekst som noter rummer et arsenal af oplysninger, der i det store og hele er vel fortalte og formidlede. Dokumentationen er ligeledes i orden. Forfatteren har angiveligt kunnet trække flittigt på den største danske kender af begivenhederne i 1915, Matthias Bjørnlund, og hans enorme viden om emnet. Publiceret 2013 i bogen Det armenske folkedrab – fra begyndelsen til enden (anmeldt på historie-online).

En af forfatterens udenlandske hovedkilder, den tyrkiske historiker i eksil Taner Akcam, kalder sit hovedværk om folkemordet fra 2006 A Shameful Act. Et udtryk, som i øvrigt også det moderne Tyrkiets grundlægger, selveste Kemal Atatürk, brugte om den ungtyrkiske fremfærd overfor armenierne. Og som derfor gør nutidens Tyrkiets hårdnakkede og stædige afvisning af en accept af folkemordet endnu mere uforståeligt. Hvor ungtyrkerne forestillede sig oprettelse af en pan-turkisk stat, der samlede alle turkere fra Centralasien til Istanbul, ønskede Atatürk en eksklusiv tyrkisk nationalstat.

Bogen vil være en udmærket introduktion for den læser, der ønsker solid viden om 1900-tallets første, men desværre ikke sidste folkemord. Hitler hentede efter alt at dømme inspiration og anvisninger fra det armenske folkemord til, hvordan noget sådant kunne gennemføres.

...

Siden er oprettet 26-05-2015

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Sadam. Fyrsten fra Tikrit.
Afslutningen på Mellemøsten, som vi kender det
Che Guevara