Menu
Forrige artikel Næste artikel

Maos Rige – en lidelseshistorie

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 97

Af Ida Munk

Bogen er skrevet af udenrigsjournalisten Torbjørn Færøvik. Han har tidligere udgivet rejseskildringer samt bogen ’Midtens rike. En vandring i Kinas historie’, der handler om Kinas historie frem til Maos magtovertagelse i 1949.

’Maos Rige’ er med forfatterens ord: ”…et forsøg på at beskrive de dramatiske år, der fulgte”. Et formål med bogen er på norsk at udbrede kendskabet til den viden som fremmedsprogede kendere har fremlagt gennem de senere år. Bogen er således skrevet for et bredere publikum og indeholder adskillige samtidsberetninger.

Forfatteren lægger hovedvægten på lidelsesaspektet af Maos styre, som det fremgår af bogens undertitel. Han skriver i forordet, at ”Mange vil indvende, at der er sket meget positivt i de syvogtyve år, Mao styrede. Det er rigtigt.”. Men også at ”fremgangen blev ikke så stor, som mange havde håbet, og prisen var gruopvækkende høj.”  Maos Kina er således ”et godt eksempel på, hvordan totalitære regimer kan omskrive historien og gøre sult til overflod.” Forfatteren giver udtryk for et klart synspunkt: ”Havde Chiang Kai-sheks styre været hårdt, skulle Maos blive endnu hårdere.” (s. 102).  Man kunne her spørge: Hvordan måles hårdheden i Chaing Kai-sheks styre til den sammenligning? Giver det mening?

Forfatterens egen holdning er hermed antydet: Han lægger sig klart op ad den fordømmelse, der i disse år præger Vestens vurdering af de metoder, som Kina har brugt for at modernisere samfundet siden 1949.

Kildematerialet, bogen bygger på, er omfattende, dog er der et lille udvalg af titler, som refereres meget tæt bogen igennem. Man kan med en vis ret sige, at visse kapitler fremstår som referat af det udvalgte materiale. En af de bøger, der særligt bruges er Maos livlæge, Li Zhisui’s bog: The Private Life of Chairman Mao fra 1994, hvilket er forståeligt, en unik kilde.

Bogen virker særdeles veldokumenteret: Mere end 50 siders noter og ofte fire til fem noter pr side i fremstillingen. Man kan nok ikke forvente, at så stort et noteapparat kan være fejlfrit og det er det heller ikke. En scene beskrives således s. 86 og igen identisk s. 102, men der er to forskellige sidehenvisninger i samme bog. Der er i registret 7 sidehenvisninger til Georg Orwell, kun de to er korrekte, til gengæld mangler der to.  Et par kontrolopslag i f.eks Philip Short: Mao. A Life, 1999, kan ikke verificere det, der gengives, som korrekt. Bogen har desuden nogle redaktionelle skønhedspletter. Ikke alle noterne er oversat fra norsk til dansk, og der er en del slåfejl i teksten.

Bogen er levende skrevet; Sprogligt lettilgængelig og krydret med mange skæbneberetninger, der på god journalistisk vis anskueliggør gennemgangen af det historiske forløb. Beretningerne har alle det til fælles, at de konkret gengiver enkeltpersoner og samfundsgruppers grusomme oplevelser enten som jeg-fortællinger eller som vidneskildringer. Det er voldsom og forfærdende læsning, og da nogle kapitler stort set består af sådanne udvalgte skildringer, må man konstatere, at lidelserne illustreres mangfoldigt.

Materialet er udvalgt til det formål at beskrive Kinas lidelseshistorie. Samtidig påpeges det groteske ved det kinesiske samfund ved ganske mange referencer til Georg Orwells bog, 1984. Det fremmer naturligvis forståelsen af, hvad forfatteren mener om det kinesiske samfund, men det virker unødvendigt at henvise til fiktion, når den faktiske dokumentation er så rigelig.

Der mangler en analyse eller kommentarer til nogle af de forløb, der omtales. F.eks. oplyses det, at Mao trådte i baggrunden i 1961 ( s. 187), men ikke hvad årsagerne hertil kunne være, blot at Liu Shaoqi og Deng Xiaoping blev mere synlige.

Den journalistiske behandling af stoffet bidrager til, at bogen bygges op med stilistiske spændingselementer som f.eks. det tekstmæssige greb at afslutte et kapitel med en sætning som ”Men mere var i vente.” (s. 257). Eller: ” Han skulle snart komme til at betale en grusom pris for sine synspunkter” (s. 207). Eller som afslutning på et større afsnit: ”Tilhørerne virkede tilfredse, men ikke Mao, der havde mere på lager.”(s.113) Det øger naturligvis spændingen og driver læseren videre i teksten. Det letlæselige har høj prioritet!

Forfatteren skriver underholdende, til tider klart fiktivt. Han viger således ikke tilbage for at skrive, hvad de forskellige personer forventer og føler, et greb, der naturligvis er fri fantasi, og som vækker undren. Men som jo for en journalist kan være et acceptabelt forsøg på at forklare, hvad der har bevæget til de handlinger, vi kan registrere faktuelt. Der findes adskillige eksempler, her skal blot nævnes nogle få:

s. 408: ”Mest af alt frygtede Mao, at han skulle få et dårligt eftermæle.”

s. 408: ”Mao kom aldrig til Zhous ((Enlai)) sygeseng. Selv om han havde været i stand til det, er det ikke givet, at han havde gjort det. De havde formentlig fået nok af hinanden.”

s. 259: Selv om han nødigt ville indrømme det til at begynde med, så var også Mao modstander af…”

s. 314: ”Da Mao engagerede rødgardisterne i 1966, troede han, at han kunne styre dem. Men som tiden gik, viste de sig uregerlige.”  ”Mens drabsbølgen rullede videre, må Mao have spurgt sig selv, om den folkerepublik, han havde proklameret i 1949, var i færd med at gå i opløsning.”

s. 412: ”Mao følte sig bedraget og havde mistet alle illusioner.”

s. 384: ”Jiang Qing ((Maos kone))blev rasende, Hun havde aldrig brudt sig om Deng, og hun følte sig forbigået. Hun havde på forhånd anset den tiende partikongres for at være en gylden mulighed til at befæste sin stilling i partiledelsen.”

s. 416: ”Flere topledere fulgte dramaet fra et vindue i Folkets Store Hal. Jiang Qing var en af dem. På det tidspunkt kan hun have tænkt: Hvordan skal det gå mig, når Mao er væk, og politiet og hæren vender ryggen til mig?”

Det er simpelt gætteri.

Forfatterens ordvalg, når han omtaler Mao, er klart distancerende, til tider nedladende, hvilket reducerer indtrykket af seriøsitet:

 s. 75:” De næste tre måneder fik Den Store Leder flere sprøjter i bagen hver dag, uden de hjalp. Efterhånden forstod dr. Li, at Maos potensproblem var noget, der kom og gik.”

s. 85: ” Mao var længe usikker på, hvordan han skulle tackle de intellektuelle….Selv var han en halvstuderet røver. Derfor kunne han føle sig underlegen, når de gav sig til at tale i højtflyvende vendinger…”

s. 173”… havde Mao læst, at folk skulle sørge for at få mest mulig protein for at styrke modstandskraften. Men hvor skulle de komme fra? Mao vidste knap nok, hvad protein og kulhydrater var.”

s. 403. ”Forunderligt nok modtog Mao dødsbudskabet ((om Chiang Kai-shek))med sorg, og i et anfald af sentimentalitet skriblede han et digt til Chiangs pris:...”

Der optræder undertiden en overraskende manglende konsistens i fremstillingen af Maos formåen. Forfatteren gør en del ud af ( s. 391), at Mao pga sygdom er ude af stand til at formulere sig forståeligt for andre end hans kvindelige sekretær og hjælper, som alene kunne fortolke, hvad Mao ønskede at sige ( i sommeren 1974). Men alligevel kommenteres det ikke, hvorledes det derefter kunne lade sig gøre for ham at indkalde og afholde møde med politbureauet (d. 3. maj 1975), hvor han befaler 4-banden at øve selvkritik. Senere går han i rette med Deng Xiaoping, som han kort forinden har rehabiliteret. En handlekraft, der ikke just viser en afmægtig person. Forfatteren skriver om mødet med politibureauet, at ”Mao plaprede som en fuld mand og sprang fra tema til tema.” (s. 395) Altså må andre end hjælperen have kunnet høre og forstå, hvad han sagde.

Forfatterens distance til personen Mao er ikke den eneste. Han omtaler således flere gange, at Deng Xiaoping er en fysisk lille mand: ”Deng var heller ikke ubeskeden, sin ringe størrelse til trods.” Er det forfatterens opfattelse, at små personer generelt set er mere beskedne end høje?

Forfatterens vil med bogen på norsk fremlægge kinesernes lidelseshistorie. gennem den dokumentation, der de senere år er fremfundet af udenlandske kendere.  ’Lidelse’ som en vinkel på et lands historie er i sig selv en noget usædvanlig tilgang. Samlingen af de mange lidelsesberetninger kan virke overvældende, når de lægges frem i kronologisk orden som her. På trods af den fyldige dokumentation gennem noter og litteraturlisten, kommer der et anstrøg af sensationsjournalistik over bogen. På den anden side kan man mene, at menneskelige lidelser af denne karakter og det omfang bør fremlægges i respekt for ofrene og deres familier og derfor tjener denne bog et formål. Det må ikke desto mindre anbefales, at man selv går til kilderne, hvis man ønsker indsigt i den kinesiske befolknings vilkår siden 1949.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Orientalske rejser
Nakbaen - om den etniske udrensning i Palæstina i 1948
The Governor’s Residence in Tranquebar