Menu
Forrige artikel Næste artikel

Drengen og færgemanden

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 909

Af Thomas Petersen

Dansk skønlitteratur er for tiden fyldt med store ego´er. Den er fuld af stof, der er hentet i skribentens eget liv og univers. Intet er åbenbart for småt og hjemme-tænkt i den litterære verden til at finde vej til det tålmodige hvide papir. Digteren Per Højholt (1928-2004) kaldte med et finansielt udtryk, at sådanne forfattere tog af hovedstolen – ved at tage udgangspunkt i det selvoplevede og private. Nærværende forfatter hører – ganske befriende – ikke til denne kategori. Han tærer i sin romankunst overhovedet ikke på hovedstolen. Hans romankunst bygger på noget ganske andet. Den hviler på en grundig research og resulterer i bøger, der både giver læseren ny viden, nye budskaber, nye horisonter samt ikke mindst en spændende historie med et menneskeligt og storpolitisk indhold samt perspektiv.

Claes Johansen (født 1957) har skrevet mere end 30 bøger. Langt de fleste skønlitterære, men også et par historiske. Som f.eks. senest i 2012 Finland og den totale krig 1939-1945 samt i 2014 Dødsfælden Dannevirke: Kampe og tilbagetog – det dramatiske forspil til slaget ved Dybbøl 1864 (begge anmeldt på historie-online).  

Den foreliggende bog kommer geografisk vidt omkring. Fra Indokina til Israel. Men de fleste af bogens sider foregår i det sydøstlige hjørne af de dele af Østeuropa, som den amerikanske Yale-historiker Timothy D. Snyder (født 1969) kaldte Bloodlands i sin bog af samme navn. En bog med undertitlen Europe between Hitler and Stalin fra 2010 (dansk 2011 under titlen Bloodlands – Europa mellem Hitler og Stalin). Med blodlande mener Snyder det nuværende Polen, Ukraine, Hviderusland, Baltikum og dele af Rusland. Med andre ord lande eller dele af de lande, der indgik i Molotov-Ribbentrop-pagten. Det vil sige den pagt, hvormed Hitler og Stalin den 23. august 1939 kynisk delte området mellem sig.

Johansen røber et indgående kendskab til det nordlige Rumæniens grænseområde med historiske stednavne som Bessarabien og Bukovina. Et område, hvor mange kulturer gennem historien er stødt sammen. Hvor en rumænsk ortodoks-kristen bondebefolkning levede side om side med tyske kolonister. To grupper, der mere eller mindre så frem til at hilse Hitler-Tyskland velkommen. Men også med en talrig jødisk befolkning – hvoraf nogle få var politisk bevidste socialister, og som derfor pantsatte deres fremtid i russernes ankomst. Men langt den største del af jøderne levede bare deres stille liv i de landsby-ghettoer, kaldet shtetl´er, som historien havde tildelt dem. Shtetl´en, præget af småhåndværk og småhandel, og som med sit intense religiøse liv, sit jiddische sprog, med sine dufte, farver, folklore samt sit righoldige og spraglede persongalleri af synske, af troldmænd, tåber, vise, ludere, bodfærdige fanatikere, djævle, dæmoner og intellektuelle har inspireret forfattere og malere til at frembringe verdenslitteratur og verdenskunst. Lad mig nøjes med i denne kontekst at nævne en Isaac Singer (1904-91) og en Mark Chagall (1887-1985), der i henholdsvis ord og farver har skildret denne enestående og brogede kultur. Alle parter i denne heksekedel af trosretninger, sprog og erhverv blev i større eller mindre grad skuffede i deres forventninger til fremtiden efter august 1939, hvor deres fremtid blev en simpel funktion af stormagters skalten og valten med menneskeskæbner.

Vi møder i romanens start hovedpersonen under navnet Stefan Raul. Han er menig soldat i Fremmedlegionen og kæmper i 1950ernes Indokina for resterne af fransk imperialisme. Og, hvor han hårdt såret bliver indlagt på militærhospitalet i Lang Son. Herfra får læseren så i tilbageblik Rauls historie fortalt. Han har, ligesom så mange andre, ladet sig indrullere i Fremmedlegionen under falsk navn og med udgangspunkt i vidt forskellige, men ikke tilfældige, motiver og baggrunde.

I virkelighedens verden hedder fremmedlegionæren imidlertid slet ikke Stefan Raul, men derimod Chaim Bercuvitz. Vi møder ham umiddelbart før Verdenskrigens udbrud i september 1939. Som elleve-årig knægt i den jødiske landsby (shtetl) Tetzeda i det nordlige Bessarabien, den gang en del af Rumænien. Han havde drømt, at familiens dør ud mod floden ikke kunne lukkes. Den blev ved med at blæse op.

”Jeg pillede låsen ud og prøvede at vende den om. Der var ikke andet galt end at den var sat omvendt i. Men jeg fik det aldrig ordentligt gjort. Jeg havnede på et øde sted hvor det regnede så meget at jeg ikke kunne se det jeg stod med i hænderne. Da jeg vågnede, havde jeg ondt over det hele”, (side 6).

Noget uhelds-svangert hænger med andre ord dirrende i luften.

”Stadig den dag i dag kan det komme til mig i søvne eller tilmed i dagtimerne, som blinkende billeder fra underbevidsthedens dyb, uden forbindelse til hvad der virkelig sker omkring mig: det sted jeg blev født og voksede op. Det var kendt verden over som Europas krudttønde, men det vidste jeg ikke dengang. --- Malerisk og fredeligt så det ud, med enge og skove og gennemskåret af åer og floder. Her og der lå der små landsbyer og enkelte købstæder. Vejene var smalle og dårligt vedligeholdte, og der var kun meget få jernbaner. Årstiderne stod i så skarp kontrast til hinanden at det var som at bo i fire forskellige verdensdele, alt efter hvor man befandt sig i kalenderen. Men uanset vejret og temperaturen var det nordlige Bessarabien altid en smuk egn”, (side 73).

Ja, Chaims barndom finder i sandhed sted i en krudttønde – bestående af en livsfarlig cocktail af antisemitisme, fascisme, kommunisme og en hastig fremvoksende nazisme. Midt i denne heksekedel bliver den lavstammede, jødiske, politisk bevidste og piberygende færgemand Elisha Shifman en helt og et fast holdepunkt for den halvstore dreng Chaim. Elisha fortæller, at inde i de store byer er det værre end ude på landet. Der går gardisterne med lange blankpudsede støvler og militærskjorter og skrårem, model Tyskland. Ingen skal være i tvivl om hvad de er for karle. Små poser med fædrelandets jord har de meget sigende dinglende om halsen. Så skal jøder og socialister bare forføje sig. Blut und Boden for fuld udblæsning.

Tyskland går til angreb på Sovjetunionen i juni 1941. På det lokale plan brændes landsbyen af, mens Chaim slæber på sin lille raslende rygsæk fuld af køkkengrej. Bagude vælder en tyk hvid røg op fra synagogen, mens høns kagler og basker om benene på dem. Hele den jødiske befolkning inkl. Chaim, hans elskede lillesøster Leah og resten af familien ender i arbejdslejr i det nordlige Bukovina. En ghetto-lignende lejr, hvor jøderne endelig – for første gang i historien - skal lære ærligt arbejde at kende, som lejrchefen Laszlo u-misforståeligt og yderst uklædeligt forklarer fangerne sin opgave.

Børn bliver skilt fra deres forældre og større søskende. Chaim bliver alene med sin lillesøster, som nævnte lejrchef Laszlo i øvrigt myrder brutalt. Chaim sværger at tage hævn. Efter krigen lader han sig i første omgang indrullere i den unge israelske hær. Får våbentræning og erfarer, at mange nazistiske krigsforbrydere har gemt sig i Fremmedlegionen under falsk navn. Ligesom mange hævntørstige jøder har gjort det samme for at fuldføre en livsvigtig opgave. I kamp for et skrantende fransk koloniherredømme i Indokina sluttes ringen for drengen fra den lille jødiske landsby.

Claes Johansen har skrevet en god og anbefalingsværdig roman. Godt og elementært spændende fortalt med den solide research som baggrund og perspektiv. Og uden at trække veksler på den vigtige hovedstol.  

Historie-online.dk 22. februar 2017

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Det største kald
New York
Kongen der sendte paven en fugl