Menu
Forrige artikel Næste artikel

JFK100

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 527

Ujævn Kennedy-bog med få lysglimt

 

Af Kasper Grotle Rasmussen, Adjunkt ved Center for Amerikanske Studier og Institut for Historie, Syddansk Universitet

Trods sin korte tid i Det Hvide Hus (1961-1963), er historien om John F. Kennedy fortsat fascinerende og tiltrækkende for både forskere, journalister og den alment interesserede læser. USA’s 35. præsident var kontrasternes mand: symbol på en brydningstid, men førte ofte traditionel og konservativ politik; dygtig til at håndtere kriser (som han nogle gange var med til at skabe), men havde ikke tålmodighed til eller interesse i større strategiske overvejelser; indførte med begrebet ”New Frontier” idealet om at være cool, pragmatisk og analyserende, men bag lukkede døre lod han ofte følelserne få indflydelse på politikken.

Journalisten Anders Agner Pedersen har redigeret denne nye Kennedy-antologi med ca. 50 bidrag fordelt på 460 sider i seks dele om familien, staben, den præ-præsidentielle periode, indenrigspolitikken, udenrigspolitikken og myte og arv (fuld gennemsigtighed: undertegnede blev selv tilbudt at bidrage til bogen, men takkede nej pga. andre opgaver og prioriteringer).

Bogens formål er dels givet i titlen – at være bogen om John F. Kennedy, dels i redaktørens introduktion – ”at fortælle den samlede historie” om bogens hovedperson (p. 13). Heri ligger værkets første udfordring. JFK100 formår desværre ingenlunde at leve op til det omfattende formål, hvilket måske ikke er så underligt taget i betragtning, at lige netop Kennedy-perioden er blandt de mest beskrevne i amerikansk historie med over 1000 værker på boghylden – endda med et nyligt dansk bidrag, nemlig Regin Schmidts udmærkede, men noget oversete, Den Perfekte Præsident (Gyldendal, 2012), der leverer en fremstilling baseret på den eksisterende forskning.

Bogens anden udfordring er formen. De mange bidrag er meget korte og man undres lidt over, hvorfor især personportrætterne ikke kunne sammenskrives til færre synteseprægede kapitler, der kunne give et samlet indblik i begivenheder og baggrund, såvel som personerne bag. Det ville også have elimineret de mange gentagelser, som bogen desværre skæmmes af. Ligeledes er det altså underligt, at der ikke er mere fokus på, hvad andre har skrevet om Kennedy, resten af persongalleriet og perioden. Selvom denne bog nok ikke primært er tiltænkt et akademisk publikum, tror jeg alle læsere – både alment interesserede og forskere – ville have glæde af en litteraturliste og måske ligefrem et lille afsnit om Kennedy-historiografien.

JFK100’s tredje udfordring er indholdet, selvom der altså også er gode bidrag i mellem. I bogens første to afsnit om familie og stab er der grund til at fremhæve Stéphanie Surrugues og Mikkel Frey Damgaards portrætter af henholdsvis Jaqueline Kennedy og Arthur Schlesinger. De formår begge at give en afbalanceret fremstilling af sammenhæng mellem person, samfund og tid og evner begge at indtage kritisk distance til dem, de skriver om. Philip Chr. Ulrichs portræt af Robert McNamara og Anders Henriksens om J. Edgar Hoover har også fine kvaliteter og formår at sætte henholdsvis den tidligere forsvarsminister og FBI-direktør i kontekst og derfra analysere deres betydning.

En del af de to første afsnits øvrige bidrag kommer desværre aldrig i gang og det er synd, for alle bidragsydere er tydeligvis entusiastiske omkring projektet. Det er da også entusiasmen over Kennedy-folkene og perioden, der mest bliver plads til i de korte bidrag, og den kritiske tilgang til materialet udebliver lidt. Bidragyderne henviser til lidt spredt litteratur, ofte subjekternes egne memoirer om tiden med Kennedy, og det er måske derfor tendensen til at fremhæve deres meritter vægtes højest.

Således kan man med rette stille spørgsmål ved, om Kenneth P. O’Donnell – der dels styrede Kennedys kalender og tildelingen af kontorplads i Det Hvide Hus, og dels fungerede som indenrigspolitisk rådgiver – nu også var så vigtig i udenrigspolitisk sammenhæng, som Mikkel Soelberg Christensen nævner i sit bidrag (p. 98). Soelberg Christensen henviser til Kevin Costners portræt af O’Donnell i filmen Thirteen Days (2000), der netop viser ham som rådgiveren, der var tæt på alle begivenheder. Men forskningslitteraturen tildeler slet ikke O’Donnell nogen stjernerolle som udenrigspolitisk rådgiver – faktisk er han stort set fraværende. Heldigvis videregiver Casper Christensen senere i bogen Robert McNamaras undren over netop valget af O’Donnell som filmens hovedperson, eftersom O’Donnell ikke havde noget med Cuba at gøre (p. 444). Den uoverensstemmelse kunne godt være rettet af forlag og redaktør.

Ligeledes præsenteres vi i Lars Bangert Struwes bidrag om McGeorge Bundy for et portræt af en mand, der ”fra starten havde været kendt som en sikkerhedspolitisk hård hund” og som kun blev modereret i sin tilgang af Cuba-krisen (p. 140). Problemet er, at Bundy – ligesom præsidentens øvrige rådgivere og Kennedy selv – var et dybt sammensat menneske, der i sin politiske rådgivning jonglerede oprustning og militaristisk tilgang med et stærkt fokus på forhandling og tilpasning gennem hele Kennedys præsidentperiode (også før Cuba), og somme tider i modstrid med præsidentens egne umiddelbare ønsker.  Disse nuancer mangler i bidragene.

I de følgende tre afsnit, omhandlende tiden før Det Hvide Hus og indenrigs- og udenrigspolitik, er kvaliteten ligeledes svingende. Der er grund til at rose kapitlerne af Derek Beach om Kennedy som senator, Michael Bach Hansen om Kennedy som katolsk kandidat, Jørn Brøndal om borgerrettigheder, Flemming Splidsboel om Sovjetunionen, Henrik Prebensen om Frankrig, Karl Christian Lammers om Berlin og Niels Bjerre-Poulsen om Vietnam. Disse kapitler løfter bogen. Ikke fordi de præsenterer afgørende, ny viden – hvilket formentlig heller ikke har været formålet – men fordi de formår at give en solid fremstilling, baseret på den viden, vi allerede har opnået (blandt andet gennem nogle af forfatternes øvrige værker), og fordi de med kritisk distance formår at sætte deres emne i perspektiv. En del af de øvrige kapitler i disse tre afsnit opnår desværre aldrig et større synteseniveau, hvilket er ærgerligt, for der er potentiale til både historisk drama OG seriøs formidling af Kennedys politik og tid.

Bogens sidste afsnit handler om arv og myte og her er der grund til at lægge mærke til både Thomas Ladegaards kapitel om mordet på Kennedy og Casper Christensens om Kennedy på film og tv. Ligesom bogens øvrige gode kapitler formidler de den kendte viden på en god og substantiel måde, giver overblikket og sætter det hele i kontekst.

I en bog med så mange bidrag kan gentagelser og fejl måske vanskeligt undgås – i hvert fald i manuskriptform. Men det havde klædt bogen, om redaktør og forlag havde taget den røde pen frem og udraderet de værste fejl ved grundig gennemlæsning.

Hele to steder (p. 35 og p. 459) bliver vi for eksempel præsenteret for idéen om, at Kennedys valgsejr over Nixon i 1960 var den mindste nogensinde, fordi Kennedy kun slog Nixon med ca. 112.000 stemmer eller omkring 0,17 %. For det første vinder man i USA gennem et flertal i valgmandskollegiet og her vandt Kennedy en mindre, men forholdsvis komfortabel sejr på 303 mod Nixons 219. 15 valgmænd stemte på Harry Byrd, til trods for at han ikke havde været opstillet, hvilket samlet set gav et valgmandskollegium på 537 medlemmer og 269 påkrævet for at vinde, det nuværende antal 538/270 fremkom først ved næste præsidentvalg i 1964 (og derfor er det lidt ærgerligt, at vi hører om de ”magiske 270 valgmænd” på side 265). Og selv hvis man skulle måle på stemmeafgivelse er der jo en del eksempler på, at vinderen har fået færre stemmer end taberen, men alligevel har vundet (f. eks. John Quincy Adams i 1824, Rutherford B. Hayes i 1876, Benjamin Harrison i 1888, George W. Bush i 2000 og senest Donald Trump i 2016).

Der er flere fodfejl og fejlslutninger undervejs. For eksempel får vi at vide, at ”Bobby Kennedy blev rådgiver for Senatets raketkomite” (p. 101), med hvilken der menes det senatsudvalg, der havde til formål at undersøge ulovligheder og organiseret kriminalitet på arbejdsmarkedet (særligt i forhold til Jimmy Hoffas fagforening) og var også kendt som ”the Senate Rackets Committee”. Senere i bogen kan man læse, at John F. Kennedy formentlig blev skudt på grund af borgerrettigheder (p. 180), hvilket må siges at være en dristig tolkning – især når den hverken er ledsaget af henvisninger eller uddybende forklaringer. 

JFK100 er en ujævn bog, der trods gode kapitler slet ikke lever op til sin varedeklaration. Hvis man skal præsentere en ny bog om Kennedy for et dansk publikum, må man forvente, at den enten leverer afgørende nyfortolkninger, eller i det mindste kommer med en solid fremstilling baseret på den eksisterende litteratur, der jo er ret omfattende allerede. Som et samlet værk, opfylder JFK100 ingen af de to forventninger, selvom de nævnte enkeltbidrag klart trækker bogen i en fornuftig retning.

Anmelderen har skrevet ph.d.-afhandling om Kennedys rådgivere og Berlin-krisen (2013) og forfatter til flere artikler om Kennedys udenrigspolitik. Er pt. i gang med at skrive en bog om Kennedys atompolitik.

 

Historie-online.dk, den 6. juni 2017

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Fidel
Det Sorte USA
Fundamentalismernes sammenstød