Menu
Forrige artikel Næste artikel

Goodbye DDR

Kategori: Bøger
Visninger: 806

Af Peter Mouritsen, cand.mag. i historie og russisk

”»Antallet af medlemmer og kandidater, som skulle fjernes fra partiet, voksede, fordi de optræder mod partiets hovedlinie...” ... og nej der er ikke tale om Dansk Folkeparti. Denne anmeldelse behandler en nydelig, men lidt forkølet bog om DDR. Og det omtalte citat vender jeg tilbage til.

Jeg endte med at synes helt godt om Guido Knopps bog, selv om jeg må sige den stinker af spekulation og er desværre ikke i stand til at opfylde de forventninger, den skabte i mig.

Knopp er en succesfuld forfatter i Tyskland med mange bøger om naziperioden på sin samvittighed.  Bogen har han skrevet sammen med fire andre, som vi ikke rigtig hører noget om. Men dette er heller ikke en bog, hvor man får nye oplysninger, så det er ikke så afgørende, hvem de er.

De forventninger, som endnu er uforløste, drejer sig om, at bogen titelmæssigt lægger sig tæt op ad den fantastiske film Good Bye Lenin. For de få der ikke kender den, så handler den om livet i DDR – altså ikke staten, ikke systemet, ikke Stasi – men om menneskene om DDR-borgerne. Ved at lægge sig så tæt op ad titlen på den film skaber man hos mig en forventning om noget af det samme. Samtidig skriver de i forordet: ”Hvis man vil vide hvordan man levede, elskede og overlevede i DDR, må man inddrage hele denne stats modsætningsfyldte væsen: folks udprægede solidaritet og Stasis undertrykkelsesapparat, stoltheden over olympiske guldmedaljer og frustrationen over den katastrofale økonomiske situation – pragmatiske indstilling med evnen til at tilpasse sig såvel som bittert skuffet idealisme.”

I bogen får vi så netop historien om alt det, der står efter kolonnet i citatet, men stort set intet af hverdagslivet i arbejder og bondeparadiset DDR. Altså hvordan levede, elskede og overlevede de? Det synes jeg er synd.

Selve historien om DDRs statsledere og et par sportsstjerner er ganske spændende. Særligt vidste jeg ikke så meget om Walter Ulbricht og heller ikke den diabolske sikkerhedschef Erich Mielke. Jeg synes, bogen er underholdende, og skal man på ferie, er den en god måde at bruge et par timer i en bus eller et tog.

Desværre følger den trop med alle de andre historiebøger som er karrig med noter og dokumentation. Det er særlig slemt i denne bog, fordi jeg hele tiden var i tvivl, om der var styr på kronologien. Jeg oplever, at de springer lidt frem og tilbage i tid – det gør jo, at vi historikere bliver lidt utrygge.

Bogen er bygget op af fire meget lange kapitler. Endda uden ret mange naturlige stop at lægge den på natbordet ved. Hvert kapitel holder 65 til 75 sider hver. Det passer dårligt med den populære stil, forfatterne har valgt.

Til gengæld er bogen fyldt med citater fra alverdens mennesker. De er sat ind, så de afbryder teksten, men har ingen umiddelbar sammenhæng. Det er igen en anstødssten for mig. Det er vanvittig irriterende hele tiden at skulle læse forstyrrende citater, som ikke nødvendigvis har sammenhæng med det, den omkringliggende tekst handler om. Mange gange er der tre eller fire citater på hvert opslag. Det bliver meget tæt til tider. Men som en trøst kan man dog bruge citaterne til at stoppe ved, hvis man skal sove eller bussen er ved at være fremme.

Citaterne er meget forskellige i kvalitet. De veksler fra gode alternative vinkler, som er sparket præcist ind i sammenhængen til fuldstændig uforståelige, løsrevne bemærkninger. Et eksempel på en sådan er denne: ”Det er en mand, som intet forstår, som ikke elsker sit folk. Lavrentij Berija (om Ulbricht)”

Vi får intet at vide om, hvornår han sagde det, hvorfor eller nogen udlægning af, hvad vi skal lægge i sådan en bemærkning. De fleste, der kender Berija, vil jo nok tænke, at samme kunne man sige om ham, men – og hvad så?. Som det står der, siger det jo intet om noget som helst andet end, at Berija ikke kunne lide Ulbricht, eller i hvert fald så en interesse i at give udtryk for det.

Andre citater peger frem eller tilbage i teksten og giver på den måde mening, andre igen skaber uindfriede forventninger om noget spændende forude som for eksempel det citat, jeg indledte med. Det handler om SED, der var i krise, fordi folk var begyndt at se skriften på væggen og prøvede at ændre forholdene. (Citatet lyder i sin helhed:

”»Antallet af medlemmer og kandidater, som skulle fjernes fra partiet, voksede, fordi de optræder mod partiets hovedlinje, ignorerer vores socialistiske stats gode resultater, har gjort partiet skade, henholdsvis forrådt DDR med partistridig adfærd, konstant brok og kværuleren. Diskussioner og partisager er i den senere tid også opstået på baggrund af, at partimedlemmer på provokatorisk og usædvanlig aggressiv måde har optrådt mod kursen i vores parti, kræver 'pluralisme' og samtidig til dels henviser til fremstillinger og artikler fra enkelte sovjetiske presseprodukter, som f.eks. Sputnik.« Rapport fra SED-parti-kontrolkommissionen, januar 1989”

Se det er jo både sjovt og pirrer nysgerrigheden. Det giver jo  indsigt i den totalitære stat og måske nyttig viden til et mere moderne parti i Danmark med lignende problemer med medlemmer, som siger ting de ikke skulle. Men der er desværre ikke mere end dette lille citat om, hvad der skete blandt de mere menige medlemmer og heller ikke noget om, hvorfor de begyndte at smide folk ud.

Jeg synes som sagt bogen er underholdende og sine steder god. Min skuffelse over bogen bunder til dels i, at jeg havde håbet på noget andet. Men når sandheden skal frem, så får man jo, hvad der loves i forordet, hvis man ser bort fra historien om, hvordan man levede, elskede og overlevede i DDR. Vi får hele historien om statsledere, Moskva og sportsstjerner. Desværre er det den alt for almindelige og forventelige del. Jeg ville hellere høre om livet og tilværelsen for DDR-folket.

Men som sagt det er kun bogens titel og den mange gange gentagne passus om at leve, elske og overleve i DDR, der gav mig forventninger om en anden bog.

Så læs den hvis du har tid og vil vide noget om, hvad Walter Ulbricht lavede, da han var ung eller hvad den russiske fyrst Potemkin har med DDR og Erich Honecker at gøre. Bogen er helt sikkert sjov og interessant - også.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Peter Spar og Søren Sold - Om den forsigtige generation
Dansk Velfærdshistorie, bd. VI. Hvor glider vi hen? - Perioden 1993-2014
90’er bogen