Menu
Forrige artikel Næste artikel

Historikeren Caspar Paludan-Müller

Kategori: Bøger
Visninger: 692

Af Trine Malling Pedersen

Der er i øjeblikket er en fornyet interesse for historiefagets egen selvforståelse. Efter en voldsom opblomstring i 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne har udgivelser om dansk historiografi været meget sparsom i mange år, men i de seneste år har en række især yngre forskere beskæftiget sig med emnet i bl.a. prisopgaver, Ph.d.- og doktorafhandlinger og andre udgivelser, ligesom der også har været interessante diskussioner i bl.a. Historisk Tidsskrift.

Nyeste skud på stammen er Mads Mordhorst og Jes Fabricius Møllers undersøgelse af historikeren Caspar Paludan-Müller (1805-1882), der var en af 1800-tallets mest produktive historikere, den vigtigste repræsentant for historismen i Danmark og sent i sin karriere professor på Universitetet. Bogen er en forkortet og omarbejdet udgave af forfatternes guldmedaljeafhandling fra Københavns Universitet fra 1995.

Bogens hensigt er yderst ambitiøs: De ønsker at give ”en idéhistorisk revurdering af 1800-tallets videnskabelige historiske tænkning, og […] ved hjælp af denne revurdering […] bidrage til en forståelse af fagets nuværende problemer” (9). Det er dog første del af denne hensigtserklæring, som bogen drejer sig om. Udgangspunktet for dette er et opgør med Erslevs selvforståelse og selviscenesættelse som den moderne historievidenskabs fader og som Rankes arvtager. Denne selvforståelse er i flg. forfatterne ukritisk blevet overtaget af historievidenskaben og har holdt sig lige siden. Ved at gennemgå Paludan-Müllers historiske forfatterskab ønsker de at påvise, at det moderne historiefag allerede blev grundlagt i 1800-tallet. Denne tese, der i øvrigt også ligger bag Mordhorsts ph.d.-afhandling, er som sådan hverken ny eller usædvanlig. Allerede i Jens Chr. Manniches bog om ”Den radikale historikertradition” fra 1981 anerkendes både Paludan-Müllers betydning for kildekritikkens indførsel i Danmark og Erslevs selvpromovering (Manniche 1981, side 83, 132ff.), men der er tilsyneladende stadig et udbredt behov for at gøre op med dette. Derfor kommer det til at gå som en rød tråd gennem hele bogen at påvise, hvordan allerede Paludan-Müller havde udviklet en række af principperne for det funktionelle kildebegreb etc. Det er også interessant, at 1800-tallets historikere nu atter tages op til videnskabelig undersøgelse efter 1970’er historiografiens stærke fokus på ”det kritiske gennembruds” generation.

Bortset fra et indledende kapitel om Ranke og historismen og et afsluttende om Erslev er bogen bygget kronologisk op efter afgørende brud i Paludan-Müllers liv (Ungdom, doktorperiode, rektorårene i Nykøbing Falster og professorårene). Langt størstedelen udgøres af grundige analyser af de vigtigste af historikerens tekster vekslende med kortere, mere beskrivende afsnit om Paludan-Müllers personlige historie på baggrund af breve og optegnelser. Problemet med denne strengt kronologiske disposition er, at de indholdsmæssige skift, som forfatterne søger at påvise i forfatterskabet, ikke altid falder tidsmæssigt sammen med skift i privatlivet, hvorved den tematiske læsning ikke altid fremtræder helt klart, fordi den bliver uhensigtsmæssigt opdelt. Dette er naturligvis altid en afvejning, som muligvis hænger sammen med ønsket om, at bogen skal kunne bruges som opslagsværk. Genremæssigt karakteriserer forfatterne selv bogen som ”historiografisk biografi”, og de to dele kombineres ved, at Paludan-Müllers personlige historie ofte bruges som forklaringsfaktor for ændringer i hans historieskrivning. Fx ses sønnens død i krigen i 1864 og Paludan-Müllers efterfølgende religiøse krise som en væsentlig årsag til, at han ændrer historiesyn fra et idealistisk og teleologisk synspunkt til et mere rationalistisk synspunkt med vægt på kausalforhold (226ff, 289ff m.fl.). Dette er endnu et brud med 1970’er-historiografien, der bl.a. udmærkede sig ved et opgør med den personcentrerede historiografi, som var udbredt i begyndelsen af århundredet. Man kan diskutere, om Paludan-Müllers krise, hans skuffelse over de politiske forhold i landet og hans tiltagende døvhed tillægges for stor forklaringskraft, men generelt virker tilgangen overbevisende og er bestemt med til at gøre fremstillingen mere levende. Dog kan det undre, at forfatterne med denne personlige tilgang alligevel mener, at studiet af Paludan-Müller kan generaliseres til at være ”en undersøgelse af udviklingen af 1800-tallets historiebegreb og begreb om historikere” (10). Det er nok at sætte sig mellem to stole i forsøget på at legitimere beskæftigelsen med Paludan-Müller, og dette burde ikke være nødvendigt, da der i forvejen er meget gode argumenter herfor.

Mordhorst og Møller analyserer Paludan-Müllers skrifter i sammenhæng med datidens herskende åndsstrømninger – primært den tyske historisme. Denne opfattes som en dualistisk tænkemåde, der ønskede at forstå både det universelle og det partikulære i ét sammenhængende system, hvilket betyder, at den kommer til udtryk i en række modsatrettede tendenser som både den individuelle begivenhed og udvikling, både empiri og idealisme (10ff). Dette fænomen betegner forfatterne som ”Historismens paradoks”, og dette begreb er det helt centrale greb, som styrer læsningen af Paludan-Müller både på det personlige og det historiske plan. ”Historismens paradoks” består i forsøget på at forene ”den faktiske historie” (empiri, Einmaligkeit) med ”historien som anskuelse” (Generelt og overordnet perspektiv, universalisme, teleologisk). Forfatterne skriver i indledningen: ”Historien giver på den ene side kun mening for historismen, hvis både den faktiske historie og historien som anskuelse er med, på den anden side modsiger de hinanden. Denne bog handler om, hvordan og hvorvidt historisten Paludan-Müller i teori og praksis var i stand til at formidle dette og give det et sammenhængende udtryk” (16). Konklusionen på dette er, at det var han ikke i stand til. Gennem livet bliver han mere og mere splittet. Fra i sine unge dage at søge efter den bagvedliggende tidsånd blev han mere og mere fastlåst i den faktiske historie på trods af, at han ønskede at bruge historien i forhold til anskuelsen (297f) og faktisk advarede mod Erslevs overdrevne brug af den faktiske historie. Paludan-Müller kunne altså ikke overvinde historismens paradoks, og de efterfølgende generationer opgav det fuldstændigt.

Læsningen af Paludan-Müller sættes gennem hele bogen i relation til især tre mænd eller åndelige retninger: Ranke som repræsentant for historiske skole og Hegel for idealismen, som begge påvirkede Paludan-Müller direkte eller indirekte i kraft af, at de var en del af det sammen åndelige klima som ham. Det understreges dog, at Paludan-Müller ikke tilhørte nogen ”skole”. Den tredje er Erslev, der ændrede Paludan-Müllers eftermæle.

Mordhorst og Møllers filosofiske baggrund fornægter sig ikke. Deres analyse er stærkt idéhistorisk præget, og det er bestemt en fordel, hvis læseren har et vist forhåndskendskab til historisme, hegelianisme og tidens øvrige historiefilosofi for at få det fulde udbytte af analyserne. Analyserne virker grundige og gennemførte og giver nogle interessante perspektiver på Paludan-Müllers forfatterskab.

Risikoen ved at skrive historiografi om en enkelt person er ofte, at man ”forelsker” sig i sit objekt, og da det samtidig er forfatternes eksplicitte formål at rehabilitere Paludan-Müller, efterlades der ikke megen tvivl om den meget store indflydelse, de tillægger ham – især på bekostning af Erslev – Jf. fx side 297: ”Der er således ikke mange punkter i Erslevs Historisk Teknik, Paludan-Müller ikke også har gennemtænkt eller brugt i praksis”. Men deres brug af historismens paradoks som greb gør samtidig, at de er meget opmærksomme på inkonsistensen i forfatterskabet og den ofte store forskel mellem Paludan-Müllers teori og praksis. Dermed kommer billedet af Paludan-Müller generelt til at fremstå meget nuanceret. Bogen er i det hele taget velskrevet (men ikke letlæst), indsigtsfuld og særdeles kompetent og må karakteriseres som noget af det bedste og grundigste historiografiske litteratur, der er kommet på dansk i de senere år.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Kejserinde Dagmars fangenskab på Krim
Tommy og Tanne
Et liv til søs