Menu
Forrige artikel Næste artikel

Hovslag fra Sleipnir

Kategori: Bøger
Visninger: 594

Af Thomas Petersen

Islændinge er tossede med deres heste. Ligesom de er tossede med deres fortid og deres mange vidunderlige sagaer. Men ved siden af at være nationale er islændinge også internationale. Nationalisme og internationalisme på samme tid – og begge dele i rigeligt mål. Jeg ved, hvad jeg taler om. Vi har en svigersøn, Benedikt Erlingsson, der er teater- og filmmand. Men han er også ejer af en lille halv snes heste. Som skuespiller præsterer han igen og igen at samle fulde huse til en dramatisering af Egil Skalagrimssons saga.

Det ville vel nærmest svare til, at vi i Danmark kunne gøre det samme med en dramatisering af folkeviserne. Der ville næppe komme et øje. Men for at vende tilbage til hestene. Nævnte svigersøn er også snart biografaktuel med sin første spillefilm, der allerede har samlet priser – fra Japan til England, Spanien og Frankrig. Og hvad handler filmen så om. Ja, rigtig gættet, om islandske heste. Sat i relation til os mennesker. Og den er rigtig god.

Lise Hvarregaard er vild med islandske heste. Har selv en lille flok af dem. Taler islandsk med dem. For, som hun siger, i fald der kom gæster fra Island, der gerne ville have en ridetur. Og nu har hun oven i købet også skrevet en bog om dem. Det er der kommet en smuk og interessant bog ud af. En bog, der strutter af kærlighed til de pragtfulde dyr, til øen i Nordatlanten og til dens rige sagnskat. Det er en bog om de islandske hestes betydning og funktion i vikingetidens Island. Og den ”tager afsæt i oplysninger og beretninger fra samtidens litterære tekster: sagaerne og Eddaskrifterne. Der træffer man på egentlige beretninger, hvor hesten spiller en central rolle”, (side 7). På næsten hver side af sagaerne optræder der heste.

Forfatteren (født 1964) er kandidat i dansk og kunsthistorie. Har skrevet en phd. afhandling om sagatræk i den kendte islandske forfatter Einar Mar Gudmundssons forfatterskab. Et lektorat i dansk ved Islands Universitet i Reykjavik styrkede interessen for øens unikke sammenvævning af fortid og nutid. Og førte til en livslang interesse for og beskæftigelse med dens unikke hestebestand.

De første heste kom til Island sammen med de norske landnamsmænd omkring 870. Lise Hvarregaard søger spor i hele Europa, der kan dokumentere de islandske hestes oprindelse. Og mener, der er mange spor. I den geografiske nærhed mener hun, at ligesom de norske landnamsmænd hentede brude på de britiske øer – således har de også hentet heste. Siden 1882 har det ved lov været forbudt at importere heste til sagaøen. Så, mens man andre steder i verden til stadighed udviklede hesten, fastholdt man på Island ved siden af sejhed og udholdenhed også andre af dens oprindelige træk. Blandt andet to af hestens oprindelige og ryttervenlige gangarter – de såkaldte bløde gangarter, pas og tølt. Angiveligt, fordi naturforholdene her vanskeliggjorde anlæg af veje, hvor man kunne køre med hestevogn. I fastlands-Europa havde man mere brug for større heste, der kunne trave og anvendes til kørsel på veje, til tunge køretøjer og redskaber samt til krigsførelse.

Beretningen om landnamsmændene og de første slægter er nedfældet i Aris Islendingabok, der er nedskrevet mellem 1122 og 1133. Her kan man endvidere læse om Altingets oprettelse i 930 og om kristendommens indførelse i år 1000. Begge disse centrale begivenheder er ifølge forfatteren nøje forbundet med tilstedeværelsen af heste. ”Afholdelsen af Altinget hver sommer forudsatte, at man havde heste til rådighed, så man var i stand til at nå frem fra selv fra de fjerneste egne af øen. Med kristendommens indførelse sker der en væsentlig ændring i forholdet til hestene. Da hesten spillede en central rolle i asatroen, gøres den nu til arbejdsdyr. Hestene får herefter ikke i samme omfang navne, og kirken forbyder, at man spiser hestekød, da det forbindes med blothandlingen” (side 10). I Landnamsbok´en fra 1200-tallet finder vi en fortegnelse over de første islandske slægter, og hvor de slog sig ned.

Der findes ikke i Island andre hesteracer end den islandske hest. Stambogen er lukket, eftersom der i flere hundrede år ikke er importeret heste. Har en hest først forladt øen, kan den ikke vende tilbage. Importforbuddet håndhæves strengt. Lignende forbud findes ikke noget andet sted i verden.

Forfatteren er tydeligvis dybt forelsket i sit emne og kan slet ikke lade være med at øse sin kærlighed til hest og natur ud over læseren. Hør blot her et lille udpluk:

”Hestene ses overalt, og deres farver går igen i naturen, i farvespillet i lavaen og i bjergene, i aflejringerne fra de varme kilder, i mosserne og lavets farvenuancer om efteråret. Sneklatten i den sene vinter afspejles i de hvide aftegn på den brogede hest, eller i en blis. Og hestenes bølgende man, hale, pandelok og lange vinterpels spejles i de bølgende græsheder. Hestenes store blide øjne spejles i de rige forekomster af vand, der findes i Island, i søer og vandløb og i det omgivende hav. Hestenes temperament spejles i de blide åer, der bliver til brusende elve. Sådan er nemlig den islandske hest, et fredeligt og roligt dyr, men når rytteren kommer på dens ryg, og hesten får signalet, forvandles den til en brusende elv, til et kraftværk af energi, et vandfald, der løber med utrættelig energi. Hestene er også som som spring-geyseren, der i korte intense stød sender en kogende vandsøjle højt til vejrs, for derefter at falde til ro i et interval – sådan er hestenes kraftudladninger ---” (side 10f.).

Efter et par sider med realia som f.eks. gangarter formelig støvsuger forfatteren sit materiale for hestespor. Og der er mange – rigtig mange. I de følgende kapitler kan man læse om at ride med spædbørn og døde sønner samt om at forcere lange strækninger på kort tid. Om hestekampe, kapløb og andre fornøjelser. Sleipnir, Odins ottebenede ganger, fylder et langt kapitel. Men også heste i de andre guders verden får et selvstændigt kapitel.

Selv om bogen primært handler om heste, berører den også de sammenhænge, hvor de indgår. Den islandske hest er uløseligt knyttet ind i sagaøens historie – i dens natur, kultur og mennesker. Men også i øens æresbegreber og dens mentalitetshistorie. Fortællinger og fakta flettes i bogen sammen i et filigran, koncentreret omkring den islandske hest. En sjov og indholdsrig bog, der må interessere alle heste- og Island-interesserede mennesker.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
I Orkanens Øje
Sommarliv. Minnen, drömmar och materialitet.
Kulturstudier, #1, 2013