Menu
Forrige artikel

Jernaldermarked i Vingsted

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 3214

I Vingsted, lidt uden for Vejle i den smukke ådal, ligger Danmarks største rekonstruerede jernaldermiljø. Når der første weekend i juni er jernaldermarked vil hele landsbyen summe af liv og aktivitet. Jernalderens handel og håndværk er omdrejningspunktet for årets store marked, og der er rig mulighed for både at købe mange forskellige håndlavede varer og ikke mindst selv prøve kræfter med mange af de historiske håndværk.

Handelsmanden kommer til byen

Begge dage kan de besøgende opleve handelsmanden Harik ankomme til byen med fine varer fra det store Romerrige sydpå. Med sig har han ting som smykker, glas og våben. Hver dag afsluttes med auktion over nogle af handelsmandens varer og et stort fælles festmåltid på høvdingens gård i landsbyen.

Det er et stort arbejde at tilberede det store festmåltid, så markedets gæster inviteres til at give en hånd med i langhusene, hvor der skal bages brød, kærnes smør, snittes og skæres til festmåltidet.

Foto: Vejlemuseerne

Prøv selv

Landsbyen vil være fuld af musik, sang, dans, lege og spil for børn i alle aldre. Et sjovt og lærerigt oplevelsesløb giver indblik i, hvordan handel og håndværk fungerede, og hvor vigtigt det var for det lille lokalsamfund i jernalderen.

I de mange værksteder kan de besøgende prøve kræfter med forskellige håndværk. Man kan lave sin egen læderpung, snitte skeer, væve bånd, flette kurve og meget mere. Man kan også gøre spændede jernalderfund i arkæologernes gravekasse. 

De besøgende vil også kunne følge med på tætteste hold, når der gøres eksperimenter med blandt andet jernudvinding og bronzestøbning.

Masser af boder

Til et marked hører køb og salg, og de besøgende vil naturligvis kunne gå på opdagelse blandt boderne, der sælger både håndværk, husflid og spændende mad og drikke.

Jelling Bryghus og Skovsgaards Delikatesser disker op med gode sager, og i VejleMuseernes bod kan der købes kaffe, the og kolde drikke, samt specielt udvalgte varer fra museumsbutikkerne. 

Jernalderliv hele sommeren

Jernaldermarkedet er årets store fest i Jernaldermiljøet i Vingsted, og startskuddet på en sommer med masser af aktiviteter. Området er altid åbent for besøg på egen hånd, og i det meste af sommerferien vil der være familier, der bor i jernalderhusene, så der er liv i landsbyen.

I juli er der familielejre i to uger, hvor familier efterlader mobiltelefonerne hjemme og holder ferie i jernalderen. Den ene lejr er for længst udsolgt, og i skrivende stund er der kun få pladser tilbage til den anden.

7.-9. august kan børn opleve tre aktive dage i jernalderen, uden overnatning, og hele familien kan søndag d. 12. august blive en del af de mange gøremål, der hører sommeren til i jernalderlandsbyen. 

Hvert år flytter flere tusinde skolebørn ind i de lavloftede jernaldergårde i en eller flere dage, og lever (næsten) som man gjorde i jernalderen. I weekender og ferier er der året rundt ofte spændede arrangementer for hele familien, hvor man kan komme tæt på jernalderfolkets liv og arbejde.

Foto på forsiden: VejleMuseerne

historie-online.dk, den 15. maj 2018

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Museumsnumre 35: Nathue og natkyse
Hvor sad de første danske konger?
TRAP DANMARK 6. udgave nu online