Menu
Forrige artikel

Poul la Cour - Historiens Aktører nr. 24

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 1403

 

En af vor tids succeshistorier er den danske vindmølleproduktion, og den er et glimrende eksempel på, hvor langt man kan nå, når forskellige gode kræfter virker sammen: Opfindsomhed, statsstøtte og privat virksomhed. Det er et samvirke, som specielt Danmark med en veluddannet befolkning, et velorganiseret samfund og dygtige virksomheder har forudsætninger for at udnytte. Tvind, Risø og folk som Christian Riisager og Preben Maegaard er nogle af de navne som er værd at huske på i fortællingen om starten på vore dages vindmølleeventyr. Men vi skal længere tilbage for se, at grunden allerede var lagt for udnyttelsen af vindkraft.

Faktisk skal vi helt tilbage til senmiddelalderen, da man i Nordeuropa begyndte at bygge vindmøller, såkaldte stubmøller, som kunne trække kornkværne og sigter. Disse stubmøller blev opført rundt omkring i Danmark, hvor man ikke kunne udnytte vandkraften, og hvor der var gode vindforhold. I 1600-tallet byggede hollænderne en ny vindmølletype til erstatning af stubmøllen, og disse hollændermøller kom også til Danmark og var i brug helt op til efterkrigstiden. Men der er lang vej fra en kornhollænder til en el-producerende vindmølle. Poul la Cour var manden, som tog de første store skridt på den vej.

Han var født i 1846 på herregården Skærsø ved Ebeltoft, søn af Laurits la Cour og Jenny la Cour. I kraft af sin herkomst var han selvskrevet til en god uddannelse, og han tog eksamen i matematik og fysik på Københavns Universitet. Hans speciale var i et nyt fag, meteorologi, og han var med til at starte Danmarks Meteorologiske Institut i 1872, hvor han blev ansat. Han opfandt et apparat, som gjorde det muligt på flere frekvenser at sende telegrafsignaler. Da han selv finansierede sine opfindelser og brugte meget tid, kneb det for familien rent økonomisk, og desuden forsømte han sit arbejde. 

 Fotografisk portræt af Poul la Cour, foto qaz.wiki

I 1878 forlod la Cour sit job som statsansat i København og gik om bord i et helt andet arbejde. Han flyttede til Askov højskole, lige på grænsen til det tabte land Slesvig. Hans hustru havde besøgt højskolen, som nu ville indføre undervisning i nye fag, og hun skubbe på for få ham til Askov. Højskolebevægelsen var tidens store sag, inspireret af Grundtvig og Kold. Det handlede om at dygtiggøre og styrke den danske ungdom gennem viden, gymnastik og fællesskab. La Cour var en af de mange, som fik den opgave til at lykkes. Han underviste på højskolen de unge i matematik og fysik og benyttede højskolens pædagogik med at drøfte og udfordre eleverne. I 1888 skrev han en lærebog: ”Tidens Naturlære” og nogle år senere et tobindsværk ”Historisk Fysik”.

Imidlertid var der også en opfinder i la Cour, og den del af hans virke tog et stort opsving, idet han begyndte at studere vindkraften. Han byggede en vindtunnel og foretog målinger og nåede bl.a. til ny erkendelse om aerodynamikken vedrørende luftstrømninger omkring vindmøllevinger. I 1891 fik han med statsstøtte opført en forsøgsvindmølle ved Askov og eksperimenterede med at få møllen til at lave strøm. Derved stødte han ind i mange problemer, bl.a. at vindkraften var ganske ustabil. Ydermere hvordan kunne man lagre vindkraften, så den kunne bruges, når det ikke blæste? Hans løsning var at bruge strømmen til at omdanne vand til ilt og brint, som så blev opsamlet i beholdere og brugt til gasbelysning af højskolen. Uden uheld forløb det ikke, bl.a. en eksplosion, som kostede adskillige vinduer. Til at skabe en jævn kraftoverføring til dynamoen konstruerede han en såkaldt kratostat, en mekanisme som ved tyngdekraften udjævnede vindens skiftende styrke. Han arbejdede også med selve vindmøllens konstruktion, og efter flere forsøgsmøller bygget i årene 1891-1897 nåede han det resultat, at en vindmølle opført på et jerntårn med fire vinger forsynet med såkaldte klapper eller jalousier var den mest velegne type til at levere kraft til mindre virksomheder og landbrug. Hans klapsejlere blev opført rundt omkring i landet og kopieret af lokale smedemestre. De mange nye gårdmøller var en torn i øjet på Dansk Møllerforening, hvis medlemmer, møllerne, mistede kunder, især i Vestjylland, Thy og Vedsyssel, når de enkelte gårde fik mulighed for selv at male korn.

Postkort fra Askov. Poul la Cour står på marken foran to forsøgsmøller, forrest en hollændermølle og bagerst en klapsejlermølle, foto la Cour museet.

Bag La Cours opfindervirksomhed lå desuden et socialt engagement. Industrialiseringen var i fuld gang, også på landet med mange andelsmejerier og det gjaldt for la Cour om, at hele landet, ikke kun byerne, skulle have adgang til energi og elektricitet. I 1903 stiftede han Dansk Vindelektricitets Selskab, og han stod for udgivelsen af verdens første tidsskrift om vindbaseret elektricitet. På Askov uddannedes hundredvis af såkaldt landlige elektrikere, som blev apostle for elektrificering på landet. La Cour drog desuden rundt og holdt foredrag for landbefolkningen om nødvendigheden af at elektrificere landdistrikterne. I 1894 blev han titulær professor og i 1907 blev han formand for Elektricitetskommissionen nedsat af rigsdagen. Allerede året efter døde han.

Han nåede ikke at se Danmark forsynet med elektricitet, hvilket skete i årene efter første verdenskrig. Men hans arbejde med udnyttelsen af vindkraften til at producere el blev fortsat, idet to af hans elever, Knud Lykkegård og Poul Vindig, fortsatte udviklingen af klapsejlermøllen. Og efter anden verdenskrig lod SEAS en forsøgsmølle bygge i Gedser med ingeniør Johannes Juhl, en anden af la Cours elever, som ledende kraft. Imidlertid valgte man grundet den billige olie at drive elektricitetsværkerne med store dieselmotorer. Gedsermøllen blev trods gode resultater taget ud af drift i 1967, og vindkraftsperioden syntes at være forbi. Men oliekrisen i 1973 og stigende oliepriser samt nogle pionerers erfaringer med bygning og drift af en stor vindmølle i Tvind fik atter liv i de elproducerende vindmøller. "Lad 1000 møller blomstre", sagde møllebyggerne i Tvind i 1978, og ønsket gik i opfyldelse.

Ole Mortensøn

Se de øvrige artikler i serien "Historiens Aktører" her

[Historie-online.dk, den 12. maj 2021]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Peter Sabroe - Historiens Aktører nr. 19
Marie Christensen - Historiens Aktører nr. 14
Nina Bang - Historiens Aktører nr. 15