BogFeature
Hal Koch - En biografi

Af Henning Lyngsbo

Forfatteren er lektor, Ph.d., ved Saxo-instituttet ved Københavns Universitet.  Cand. mag. fra 1995 i historie og filosofi. Var i nogle år højskolelærer på Ryslinge Højskole og Grundtvigs Højskole. Derefter projektforsker ved Grundtvigakademiet i 2003 og siden 2008 lektor i historie, Københavns Universitet.

Er forfatter til flere publikationer, herunder:

• Grundtvigianisme i det 20. århundrede, forlaget Vartov 2005

• Caspar Paludan-Müller som historiker, (medforfatter: Mads Mordhorst) Museum Tusculanum,  2005

• Hal Koch – en biografi, Gads Forlag (udkommer 17. april 2009)

foruden et betydeligt antal artikler og anmeldelser. Han er også kendt som TV- kommentator.

For fuldstændighedens skyld skal tilføjes, at forfatterens ægtefælle er sognepræst

På den baggrund er det let at se et interessesammenfald med biografiens person - professor dr. theol. Hal Koch. Forfatteren erkender da også, at biografien ikke kan sige sig fri for at være præget af hans beundring for Hal Koch. Forfatteren er født 1966, så der er et par generationer i tidsforskel, idet Hal Koch er født i 1904 og døde i 1963.

Forfatteren skriver om opgaven, at Hal Koch er vanskelig at portrættere i helfigur, fordi han i grunden var et blufærdigt menneske. Et forhold der havde givet sig udslag i, at størstedelen af hans private korrespondance er destrueret. Forfatteren har derfor fundet sit materiale i arkiver og hos en lang række personer. Men ikke mindst offentliggjorte artikler og litteratur har været vigtige kildematerialer. Forfatteren har valgt at fremdrage to områder af Hal Kochs liv, hvor han ydede den væsentligste indsats efter forfatterens mening. Dels arbejdet som akademiker, hvor han brillerede som kirkehistoriker og tænker og dels som ”politisk” aktør i forbindelse med Tysklands besættelse af Danmark.

Der ligger utvivlsomt også en pragmatisk, rationel holdning bag forfatterens valg og dermed begrænsning af biografiens indhold og omfang. Efter at have læst bogen et par gange, må jeg erkende, at der hersker en fortsat forvirring i mit sind i mine forsøg på at skabe oversigt i samlingen af de tråde, bogen skulle have givet mig for at kunne portrættere Hal Koch. Så jeg forstår forfatterens begrænsning af biografien og fornemmer en vis sarkasme i hans opfordring til andre om at gøre de uopdyrkede områder af Hal Kochs liv til genstand for yderligere forskning. Det vil ikke blive nogen nem opgave. For som forfatteren et par gange med stor beklagelse fremfører, så mangler vi adgang til Hal Kochs inderste tanker. Det må også siges at være en ret usædvanlig adfærd for en person, der i den grad har været en offentlig person det meste af sit liv, at fjerne ethvert spor af privatsfærens indhold. Det usædvanlige forstærkes af, at Hal Koch jo blev gift med cand.theol. Bodil Koch, senere kirkeminister. Men også hun lukkede af for indsigt i privatlivet.

Forfatteren kalder det blufærdighed, og har dermed undskyldt ægteparret. Men det efterlader stadig hos læseren af biografien en tvivl. Er blufærdigheden nu også den fulde sandhed? Eller var der forhold, tanker o.l. som ikke måtte komme til offentlighedens kundskab, idet det måske ville svække Hal Kochs image og position. Gaves der en anden Hal Koch end den offentligheden kender?

Ungdomsvennen og tidehvervsmanden K.E.Løgstrup holdt sig ikke tilbage, da Hal Koch i begyndelsen af 30’erne under sit opgør med faderen, sognepræsten Hans Kochs, KFUM’s, Indre Mission’s m.fl.’s kristendomsforståelse i stedet valgte at rette sin kritik mod Oxfordbevægelsen, som derved blev stedfortrædende målgruppe. Sandsynligvis for at beskytte faderen og studenterbevægelsen. Altså personlig hensyntagen under det teologiske angreb. Løgstrup sagde til Hal Koch: ” Du er ligesom disse udramatiske dramatikere, hvis skuespil er uden handling og nerve, men alene lever på deres replikkunsts underholdende egenskaber.”

Det blev ikke sidste gang, at Hal Koch blev fanget i, at sige èt og mene noget andet.

Det var under tyskernes besættelse af Danmark, at Hal Koch især blev kendt for sine ambivalente holdninger. Han var så heldig at få en enestående platform for sine teologiske og politiske aktioner. Han blev formand i 1940 for det nystiftede Dansk Ungdomssamvirke, der stort set omfattede alle landets ungdomsorganisationer. KFUM og KFUK meldte sig dog ikke ind. Igen fik K.E. Løgstrup

lejlighed til at rette skytset mod Hal Kochs samvittighed. Regeringen havde indgået en pagt med Tyskland om samarbejde. Dansk Ungdomssamvirke og dermed Hal Koch havde stillet sig solidarisk med regeringen og dermed – som forfatteren udtrykker det – indgået som kontrahent, altså part i den samme pagt, som det skulle vise sig så vanskelig at bryde. Løgstrup appellerede til Hal Koch: ” Du er jo historiker. Tænk dig så om. Om tyve år eller tredive eller længere henne.  …….  vi fik aldrig sagt nej så vi kom i krig med Tyskland …… hvordan tror du dine taler om sandhed og ret og frihed og danskhed vil tage sig ud i det perspektiv?”  Hal Koch havde efter Løgstrups opfattelse i den grad fedtet sig ind i regeringens gøren og laden, at han reelt fungerede som regeringens ungdomsminister.

Selv Kaj Munk kom Hal Koch på kant med. Efter en foredragsaften d. 24. juli 1942 på Askov Højskole, hvor Kaj Munk talte og nærmest besværgende konfronterede tilhørerne i Dansk Ungdomssamvirke med voldsomme udfald som f.eks. med indledningen: ” Da Stauning den 9. april om morgenen fejt og æreløst forrådte Danmark til tyskerne ……”, afsluttede Hal Koch som mødeleder mødet med ordene: ” De skal have tak for, at De fulgte opfordringen til at komme og tale her i aften, Kaj Munk. Men De skal ikke have tak for hvad De sagde. Mødet er slut!”

Forfatteren fortsætter med at beskrive de dramatiske følger af Kaj Munks tale. Hen på sommeren 1943 skriver Kaj Munk i det nystiftede parti Dansk Samlings partiblad om Hal Kochs position, hvor han på den ene side kritiserer regeringens politik, der krænker både friheden, sandheden og retten, men på den anden side accepterede, at det nu engang var de midler, der var påkrævet. Kaj Munk: ” Han fordømmer og billiger i samme åndedræt. Med andre ord: Han revner sig i to; han hedder ikke hal’ for ingenting.”  

Der var mange andre, der så dilemmaet. For eksempel den kendte modstandsmand, dr. med. Jørgen Kieler, der faktisk betragtede Hal Koch som modstandsbevægelsens værste fjende. Eller som den senere rektor for Københavns universitet Mogens Fog udtrykte det:” Hal Koch forstår ikke, at reelle angreb på vor frihed og vore interesser kræver ikke alene åndelig, men også reel aktiv modstand.”  

Men modstandsbevægelsen var en vederstyggelighed for Hal Koch. Han opfordrede i stedet de unge og reelt hele befolkningen til at stå sammen omkring regeringens samarbejdspolitik. Det fik han ikke uventet tak for fra især socialdemokratiet, hvor især H.C. Hansen takkede ham for indsatsen forud for valget i marts 1943, der netop blev en sejr for de gamle samarbejdende partier. Spørgsmålet er imidlertid, om ikke resultatet var blevet det samme uden Hal Kochs indsats. Dels havde Christmas Møller siden 1942 via sit eksil og sine BBC-udsendelser manet danskerne til sammenhold, ja sågar til aktivt at yde modstand, men især til at deltage i valget i marts 43 og derved vise tyskerne demokratiets styrke, og dels er det jo ikke nogen ukendt sag, at er der noget der i den grad kan forene en nation, er det eksistensen af en fælles ydre fjende.

Et andet spørgsmål hang i luften. Hvad skulle valgmanifestationen egentlig bruges til? Tingene fortsatte jo, som om intet var hændt. Og man har en fornemmelse af, at Hal Koch heller ikke ønskede, at der skulle ske noget, der ændrede på tingenes tilstand. Selv Løgstrup havde skrevet, at besættelsen kunne vare tyve år eller mere. Men Hal Koch blev imidlertid overhalet indenom.

29. august 43 stod for døren med danskernes aktive og åbenlyse demonstrationer m.m. og tyskernes svar herpå: undtagelsestilstand  i Danmark. Befolkningen havde hørt om tyskernes mange og alvorlige nederlag. Det var på tide at skifte hest. Ud fra en gemen kræmmersynsvinkel var det også nødvendigt at blive gode venner med sejrherrerne i vest. Men Hal Koch havde ingen del i skiftet. Det lå uden for hans cirkler. Godt nok havde han den 28. august skrevet en pjece med titlen ”Vandene skilles”, hvor han på baggrund af de udenrigspolitiske forhold stillede spørgsmålet, om der skulle gøres op med regeringens forræderi. Men hvor han selv svarer, at man ikke kan tale om forrædere blandt vore statsmænd. De har gjort deres pligt. Der var opnået relative fordele under besættelsen. De skulle ikke sættes over styr. Så tiden var ikke inde til aktiv indsats. Men pjecen røber dog en begyndende nervøsitet. Løgstrups advarende budskaber var blevet til skriften på væggen.

Det må være følt som en spand koldt vand for Hal Koch at opleve dramaet den 29. august. At han så oven i købet efterfølgende blev taget som gidsel sammen med et par hundrede mere eller mindre kendte personer og interneret i Horserød er lidt af et paradoks. Et ophold som efter de interneredes egne udsagn var yderst komfortabelt, selvom det varede nogle måneder. Lige før jul 1944 samt i april 1945 udsattes Hal Koch for nogle meget ubehagelige episoder med indtrængen af bevæbnede mænd, der formentlig ville ham til livs. Han nåede at flygte fra det sidste forsøg ved at springe fra 2. sal og via en altan ned på fortovet. Beskadigede rygsøjle og den ene hånd og blev indlagt på Bispebjerg hospital under falsk navn. Han oplevede befrielsen herfra. Det er aldrig blevet opklaret, hvem der stod bag disse attentatforsøg. Der var i øvrigt et tredje attentatforsøg i form af en bombesprængning ud for hans bopæl, hvorved ruder og indgangsdør blev beskadiget. Han havde mange fjender, og der blev endnu flere under og efter besættelsen. Ikke underligt, at Hal Koch frygtede for sit liv.

Ikke desto mindre gik Hal Koch hårdt i rette med de, der ville foretage en udrensning efter besættelsen. Han udgav i 1947 bogen ”Jeg anklager Rigsdagen”.  Kendt blev sætningen: ”Plager fanden jer, alle pæne, anstændige, moralsk og økonomisk velhavende mennesker? Tror I, at vi har ret til at dømme, til at gøre ansvaret gældende?” Hans gåen i rette med retsopgøret skyldtes især det forhold, at det jo stort set var de samme mennesker, der tidligere samarbejdede med tyskerne, der nu ville lovgive og dømme med tilbagevirkende kraft, jf. det famøse straffelovstillæg. Jeg er enig med forfatteren i, at Hal Koch i disse år udviste et mod og en civil courage, der må siges at være enestående i betragtning af, at han på det nærmeste stod alene.  

I kapitlet om Humanisme og Kristendom beskriver forfatteren de mange selvransagelser, som verdenskrigen havde udløst. Hal Koch bidrog med fornævnte opgør med retsopgøret og en bog om demokrati i et forsøg på at formulere principperne for et demokratisk samfund og dets fundamentale retsprincipper. Hal Koch producerede endvidere en række artikler i tidsskriftet Frie Ord, hvor Hal Koch behandlede spørgsmålet om humanismen. Herunder om den havde spillet fallit. Ydermere tog han forholdet mellem Humanisme og Kristendom op til systematisk behandling.

Det er nok især kapitlerne om Hal Kochs forhold til de forskellige kirkelige retninger, der kan virke forvirrende. Konsistens er der i hvert fald ikke. Hal Koch udsprang af et borgerligt miljø med en socialkonservativ og Indre Missionsk holdning. Faderen Hans Koch bekendte sig dog åbent til socialdemokratiet. Hal Koch gjorde op med faderens kristendomsforståelse og lod sig inspirere af den reformerte teolog, svejtseren Karl Barth. I sin tiltrædelsesforelæsning som professor sagde han, at Barthianismen var kommet til ham som en åbenbaring. Grundtvig var ude indtil da. Han udtalte spøgende: ” Jeg kendte ikke grundtvigianere; jeg mente, at det var sådan en stamme, der levede visse steder i det indre af landet.”  Men Grundtvig kom ind igen i forbindelse med  overtagelsen af professoratet. Efter ikke at være anvendt i 10-20 år blev Grundtvig nu et kursusfag på Københavns Universitet. Hal Koch var blevet begejstret for Grundtvig. Det kom ham til gode under den serie af offentlige forelæsninger om Grundtvig, Hal Koch iværksatte efter den 9. april. Forelæsningerne blev tilløbsstykker. Efter etableringen af Krogerup Højskole gled Grundtvig ud. Ikke så meget, fordi Grundtvig havde uret i sine synspunkter, men fordi tiden var løbet fra hans synspunkt, sagde Hal Koch i 1950. Til sin død i 1963 arbejdede Hal Koch med – som han kaldte det – spændingen mellem Humanisme og Kristendom. 

Jes Fabricius Møllers biografi om Hal Koch må siges at være lidt af en præstation uanset den selvpåtagne begrænsning af stoffet. Bogen er efter min opfattelse ualmindelig ærlig og objektiv. Den tilfører læseren megen viden om Hal Koch. Om en strålende begavelse med sine meningers mod. Om en person, der let kunne få negativ omtale som opportunist og dobbeltmenneske m.m., men som også kunne bjergtage et helt folk, skabe beundring hos de studerende, nyde respekt blandt kollegaerne på bjerget, højskolelærerne, historikerne og politikerne.