BogFeature
Outze. Reporter – Redaktør – Revser.

Af Henning Lyngsbo

Forfatterne er tidligere medarbejdere på Information. Ole Lange var journalist på bladet 1971-88. Alex Frank Larsen ligeledes journalist samme sted 1974-87. Da Børge Outze døde i 1980 havde begge forfattere således fået et omfattende førstehåndsindtryk af ham i hans sidste arbejds- og leveår på Information. Outze døde som 68-årig. Arbejdsom til det sidste.

En legende skriver forfatterne. En fræk journalist skriver andre. Hans skriverier gennem tiden – først som diminutive, illegale nyhedsinformationer i A4-størrelse under krigen, siden som ledere/spidser i den efter krigen nu legale avis Information – foranledigede ofte, at læserne fik kaffen i den gale hals. Sandheden var og er som bekendt ilde hørt, men Børge Outze ville sandheden. Det var hans raison d´être. Nogen gange gav han den råt for usødet, andre gange pænt pakket ind. Ikke overraskende havde det sin pris i form af efterfølgende stigning eller fald i oplagstallet for Information alt efter læsernes mentale fleksibilitet.

Avisen Information har altid levet under vanskelige økonomiske vilkår. Avisens holdninger kom jo til udtryk gennem den daglige leder, hvilket sjældent medførte den store tilgang af læsere. Tværtimod sattes et gennem længere tid oparbejdet pænt oplagstal ofte over styr, når Outze havde udbasuneret sandheden om dette eller hint. Det var forudsigeligt. Så når et følsomt emne var under opsejling, kunne redaktionen godt finde på at bringe 2 ledere herom, men med hvert sit standpunkt. Det var naturligvis uacceptabelt for både avis og læser. Det var da også den absolutte undtagelse.

Men selvom avisen havde været på fallittens rand flere gange, lykkedes det altid at overleve. Avisen havde sine venner, der gerne satte små eller store beløb på spil for at bevare bladet. Set i bakspejlet er det utroligt, at det har kunnet lade sig gøre. At sponsorer ikke blev trætte af de mange åreladninger. Men nej. Gennem Outzes skriverier manifesteredes en uafhængig avis og det frie ord. At være fri, uafhængig af politiske eller organisatoriske interesser var værd at kæmpe for. Outze var garanten for uafhængigheden. Det indeholder biografien mange dramatiske eksempler på.

De fleste danskere, der har kendt til Børge Outze og hans arbejde som chefredaktør på Information, havde også en viden om eller måske en ikke særlig prægnant fornemmelse af hans illegale arbejde. En hastig gennemgang af det nærmest ustyrligt store antal bøger, der er fremkommet om besættelsestiden, viser en forholdsvis beskeden omtale om Børge Outze. 

Slår man f.eks. op i bogen Besættelsens Hvem Hvad Hvor, udgivet af Politikens Forlag, tildeles han få spaltelinjer og en diminutiv indsats under besættelsen. Ret så uretfærdigt. Men bladet Politiken og Børge Outze var vel heller ikke de bedste venner under og efter besættelsen. Divergerende holdninger var ikke ukendte.

Men der var dog alligevel nogle, der værdsatte Outze. Til eksempel modstandsmanden Jørgen Kieler, der i 2001 udgav tobindsværket ”Hvorfor gjorde I det?” om sine personlige erindringer fra besættelsestiden. Han omtaler Børge Outze flere gange. I første bind side 241 citerer han f.eks. Outze, der om den folkelige tilslutning til Modstandsbevægelsen siger: ” Det var indtil foråret 1943 faktisk muligt – ikke blot teoretisk, men omtrent også i praksis – at nævne navnene på deltagerne. Flere var der ikke! Men netop foråret 1943 blev det tidspunkt, da historien drejer væk fra den enkelte person til grupper, til forskellige funktioner i kampen. (….) Før 1943 var de, der deltog i illegalt arbejde, så afgjort ikke typiske danskere!” Andre steder omtaler Jørgen Kieler nogle for besættelsens forløb vigtige begivenheder med Outze som hoved- eller medaktør.

Til trods for Jørgen Kielers tobindsværk er udgivet i flere omgange og må betragtes som et must i enhver fordybelse i Modstandsbevægelsens historie, er værket ikke omtalt i Outzes biografi. Men kan Jørgen Kieler sige god for Børge Outze, kan jeg også. At der så skulle gå 30 år efter Outzes død, før der udgives en biografi om ham, gør ikke hans bedrifter mindre.

Det var Informations daværende direktør Henrik Bo Nielsen, der for nogle år siden opfordrede de to forfattere til at skrive en biografi. De sagde ja, og det blev så til en tyk bog på knap 850 sider. Børge Outze har ”medvirket” i stort omfang til bogens tekst, idet forfatterne har indsat rigtig mange af Outzes skriverier, primært hans ledere. Stort set alle disse citater er angivet med fremhævede typer, der gør det enkelt at skelne mellem forfatternes egne tekstbidrag og så Børge Outzes. Men det er måske også forfatternes måde at udtrykke egen beskedenhed i forhold til deres tidligere chef og mesterskribent.

Der er nu ingen grund til at betegne forfatternes indsats som beskeden. De har udført et betydeligt researcharbejde. Nødvendigt, idet der kun fandtes meget lidt materiale om Børge Outzes personlige forhold. Selv havde han ikke bidraget med oplysninger. Tværtimod. Hvilket vel er noget gådefuldt og uforklarligt, når henses til hans betydelige, ja fremragende evner udi tekstproduktion. Biografien har som sit basale stof denne tekstproduktion. Retfærdigvis skal det siges, at det kun er en lille del af Outzes samlede produktion. Men denne lille del fylder meget i biografien, hvilket forfatterne skal roses for. Jeg har i hvert fald fået en bedre forståelse af mennesket Outze gennem læsningen af de mange kronologisk citerede ledere/spidser, end hvis jeg skulle ”nøjes” med forfatternes grublerier. For de har ikke megen omtale af mennesket Outze, hans holdninger, private meninger og liv – når han ikke arbejdede i redaktionen. I stedet linkes Outzes tekster med forfatternes fortællinger om de sideløbende begivenheder i Danmark. Børge Outze havde jo selv fulgt disse begivenheder. Altid parat til at synliggøre sin mening gennem en leder i Information.  Forfatternes mellemakter om det historiske forløb og enkeltpersoners oplevelser med eller uden deltagelse af Børge Outze er velskrevne og vel disponerede. Men nogle gange lovligt kortfattede uden at give læseren hele historien. F.eks. den lapidariske tekst side 408 om journalist Jørgen Arboe-Rasmussen, der blev stukket af en kollega, hvorefter Gestapo dræbte Arboe-Rasmussen. Noten henviser kun til ”Information d. 23. Juni 1945” i forbindelse med avisens omtale af retsopgøret efter besættelsen. Hvad jeg mangler her, er den kvalmende oplysning om, at kollegaen, der også var Jørgens gode ven, fik 100,-kr. for sit stikkeri. Stikkeren blev henrettet 8. Maj 1947, efter at Højesteret havde idømt ham dødsstraf. I øvrigt var det ikke Gestapo, der skød Arboe-Rasmussen, således som oplyst nævnte side i biografien. Det var en Hipomand, der herfor blev idømt dødsstraf og henrettet 22. Januar 1948.

Noteapparatet er noget pauvert og egentlig kun til brug for kildehenvisninger. Der er ikke mange noter med angivelse af forfatternes holdninger til citeret stof og kildemateriale iøvrigt. Supplerende oplysninger er en mangelvare. De før nævnte manglende oplysninger burde i det mindste være bragt i en note. Det samme gælder for den på side 702 anførte omtale af tyskeren Johann Philip Palm. Her kunne en note være velanbragt om den fantastiske historie om den tyske boghandler Palm, der overfor de franske besættelsesstyrker nægtede at oplyse navnet på en anonym forfatter af et kritisk skrift, der var til salg i Palms boghandel. Skriftet indeholdt kritik af Napoleon, og Palm blev henrettet for sin beskyttelse af den anonyme forfatters navn. Palm blev efterfølgende udråbt som den første martyr i nationalstaten Tyskland. Da Hitler godt 100 år senere dukkede op på den politiske arena, udtrykte han sin begejstring for denne modige tysker og omtalte ham tit i sine taler, hvilket jo var noget klamt, når Hitler sidenhen i den grad selv knægtede ytringsfriheden. 

Forfatterne har i deres research haft mange samtaler med folk, der har kendt Børge Outze. Det fremgår af oversigten over disse personer, at forfatterne også har talt med Walter Børner. Men jeg kan ikke noget sted i biografien se, hvad han har bidraget med.                     

Men helhedsindtrykket af biografien er godt. Det supplerende billedmateriale er vel udvalgt og i et tilfredsstillende omfang. Efter at have læst biografien var mit indtryk umiddelbart, at biografien egentlig er en slags Danmarkskrønike. Et værk som fremstiller hovedpersonen i et godt lys. Ingen negativ omtale. Kun rosende ord om hovedpersonen og hans dristige togter som pennefører garneret med små fortællinger om hans samtid. En dramatisk periode i Danmarks historie. Forfatternes fortællinger er glimrende som krønike-mellemakter til penneførerens beskrivelser af de mange togter. Altså et hyldestskrift til ære for hovedpersonen Børge Outze.

Men kunne man forvente andet, når nu bogen er udgivet af Informations Forlag, skrevet af tidligere medarbejdere på Information om en anden tidligere medarbejder, der sågar var Informations stifter og chefredaktør til sin død? Næppe. Og da slet ikke, når man ved, hvor svært det har været for forfatterne at finde oplysninger om mennesket Børge Outze.

I forordet erkender forfatterne, at de – og vi læsere – ikke får hele historien. Børge Outze forbliver en gåde. Noget tog han med sig, da han forlod den jordiske tilværelse. Til gengæld efterlod han sig en velestimeret avis med veluddannede medarbejdere. Og nu – post mortem – et særtryk over næsten 40 års skriblerier, mest under signaturen o. alias Outze - en storslået og velfortjent biografi.