Hvorfor holder vi Bededag?

Den "Store Bededag" var blot én ud af mange bededage. 

Idémanden bag Store Bededag er Hans Bagger, som var biskop i Roskilde fra 1675 til 1693. I løbet af sine to første år som biskop fik Bagger indført hele 3 faste- og bededage. Den midterste af dem blev lovfæstet ved en kongelig forordning d. 27 marts 1686, og placeret den fjerde fredag efter påske. På denne måde kunne Christian den Femte nå at holde Bededag i København, inden han drog ud på sommerrejser til sine riger og lande. 

Denne lovfæstede Store Bededag var kun en ud af mange. Der var flere mindre bededage som var spredt ud over kalenderen. Fx var hver onsdag bededag på landet. På bededagene bad præsterne i kirken for fred, dagene var bodsdage og man fastede. 

Store Bededags helt korrekte navn var "ekstraordinær, almindelig bededag", og den blev indvarslet allerede aftenen før, ved ringning med kirkens største klokke, - stormklokken. Ringningen var signal til, at kroer m.v. skulle lukke, og at der ikke længere måtte drives handel. På den måde var der håb om, at folk kunne komme rettidigt (og ædru) i kirke, som forordningen krævede. Man skulle faste indtil gudstjenesterne - inklusive aftensang - var var afsluttede, og i øvrigt afholde sig fra arbejde, rejser, leg, spil og al slags "verdslig forfængelighed".