Menu
Forrige artikel

Prinsesse Marie - Historiens Aktører nr. 33

Kategori: Artikler
Visninger: 1164

 

Kongehuset var omkring 1900 sandt at sige ikke i kridthuset hos store dele af befolkningen. Det havde sine årsager, først og fremmest i kongehusets rolle i forfatningskampen, hvor kongen, Chr. d. 9., og et politisk mindretal i rigsdagen hindrede det største parti Venstre i at overtage regeringsmagten. Højre stod mod Venstre i denne lange kamp, som i perioder var voldsom med oprettelse af riffelforeninger og regeringens modsvar med indsats af gendarmer. I 1901 kom systemskiftet. Langt om længe fik det største parti magten, men kongehusets antidemokratiske handlemåde var ikke glemt.

Så meget desto mere interessant er det at konstatere, at et medlem af kongehuset nød en betydelig respekt i befolkningen og vandt stor sympati ved sine handlinger. Personen var en lille bourbonsk prinsesse, Marie af Orleans. Den danske kongefamilie var stor og fik gennem ægteskaber forbindelse til datidens stormagter. Chr.d. 9. og dronning Louises datter Dagmar blev gift med den russiske kejser Alexander d. 3., prinsesse Alexandra blev gift med Edward d.7., kongen af Storbritannien, og Thyra med hertugen af Cumberland. Foruden kronprinsen, Frederik, havde parret to sønner Vilhelm og Valdemar. Den første blev konge af Grækenland under navnet Georg d. 1, mens Valdemar blev søofficer og gift med Marie af Orleans. Disse ægteskaber havde et politisk formål, nemlig at sikre Danmark, som efter nederlaget i 1864 var reduceret til en lilleputstat, mod truslen fra det militaristiske tyske kejserrige mod syd. Politiske ægteskaber var et ældgammelt kort, som kunne spilles, og den danske kongefamilie havde held til at spille dette kort: Rusland, England og Frankrig i familieskabet!

Marie af Orleans var en usædvanlig kvinde. En royal person som i den viktorianske tidsalder trådte i karakter med valgsproget: ”Qui s’en grogne, je m’en moque!” (Den der gør vrøvl derover, lader jeg hånt om) påkalder sig interesse. Hun var født i 1865 i England som ældste barn af ægteparret Robert d'Orleans og hans kusine Francoise d'Orleans-Joinville. Hendes far var fraværende i hendes barndom som militær involveret i tidens krige, bl.a. den amerikanske borgerkrig, krigen mod Tyskland i 1870 og krigen i Algier. Familien fik lov at vende tilbage til Frankrig i 1871 og fik bolig på  Chataux d'Eu i Chantilly. Den fordrevne kongeslægt spillede stadig en politisk rolle i Frankrig. Landets monarkister ønskede bourbonerne tilbage til magten, mens republikanerne var imod deres tilstedeværelse i Frankrig, og i 1886 måtte Maries far atter gå i eksil.

Marie blev 1885 gift med prinsen i Nord, et arrangeret ægteskab. Prins Valdemar var både for franske og danske monarkister en interessant person. Der var i 1886 tale om, at han fik tilbudt at blive konge af Bulgarien. Men Valdemar takkede nej til den bulgarske kongekrone.

Brylluppet stod i Paris, først en borgerlig vielse og derpå kirkelig vielse i slottet Chateau d'Eu. Festlighederne strakte sig over flere dage. Da Marie var katolik og Valdemar var lutheraner, skulle paven sige god for ægteskabet.

Prinsesse Marie fotograferet med sin tatovering - et anker, foto tumblr

Marie fik eget hjem og bolig, det Gule Palæ i Amaliegade, ikke langt fra Amalienborg. Og snart kom børnene. Fire sønner og en datter blev det til. Børnene blev frit opdraget, og ved hoffet blev de fem til "de uartige børn fra det Gule Palæ". Ægteskabet blev fulgt af datidens boulevardpresse. De to var et smukt par. Valdemar tog som søofficer ofte på rejse. Og prinsesse Marie lod sig tatovere med et anker på overarmen for at vise sin støtte til Valdemar, hendes sømand. I 1899 var Valdemar som chef på panserkrydseren "Valkyrien" på et længere togt til Siam, hvor danske erhvervsfolk med H.N. Andersen i spidsen gjorde sig gældende.

Marie sad hjemme, men hun sad ikke på sine hænder. Hos svigerfar var hun i kridthuset, og hun kunne bryde nogle af hoffets stive etiketter, bl.a. gik hun fra starten alene ud i byen, og involverede hun sig i samfundsforhold. Hun gik ind for social ligestilling, udfoldede sig kunstnerisk som maler og var politisk aktiv, idet hun støttede et systemskifte og skubbede på i forhandlingerne om udnævnelsen af ministeriet Deuntzer, det første Venstreministerium. Mht. kunsten var hun elev af Otto Bache og Frants Henningsen, og udstillede sine værker på Charlottenborg og blev medlem af Akademiet. Desuden lærte hun at køre bil, noget uhørt for en kvinde. Hun havde tæt forbindelse til kredsen af erhvervsfolk omkring H.N. Andersen, stifteren af Østasiatisk Kompagni.

Folkekær blev hun, da hun i forbindelse med en brand på Kongens Nytorv i 1893 dukkede op på brandstedet, gik ind i huset og opildnede brandfolk og matroser til arbejdet med slukning og redning af indbo. Usnobbet og bevidst om betydningen af popularitet optrådte hun derefter flere gange i branduniform og blev københavnernes lille brandmajor. Et andet sted hun pludselig dukkede op var på "Samritaneren", et sted hvor byens fattige fik mad og hjælp. Hun udtalte sin støtte til det arbejde, der blev gjort for de fattige. Marie nærede en særlig sympati for søens folk og startede sin egen landsindsamling for de efterladte efter redningsulykken ved Harboøre i 1894.

Prinsesse Marie i brandmandsuniform, foto kgl. bibliotek

Marie var også til fest og farver og hendes evner som arrangør af store fester kom flere gange til udfoldelse. Mest strålende i 1908, da der i Koncerthuset d. 1. april blev afholdt en tre dages velgørenhedsfest, en "valmuefest", som afsluttedes med et kostumebal.

Eventyret om den lille populære prinsesse fik en brat afslutning. I 1909, kun 44 år gammel blev hun ramt af influenza, som udviklede sig til en hjernehindebetændelse, og hun døde. Hendes begravelse blev fulgt af tusindvis af mennesker og hun blev båret til graven af marinens folk. Prins Valdemar og de tre sønner opholdt sig alle i Siam.

 Prinsesse Maries Mindesmærke på Langelinje. Hendes portrætbuste øverst og en mor med barn ved soklen, udført af Carl Martin Hansen, foto wikipedia

Der blev startet en landsindsamling til hendes minde og der indkom så store beløb, at der blev råd til et fornemt mindesmærke på Langelinje nær ved Toldboden og til støtte til Sømændenes Hjem på Christianshavn. Det blev i 1911 omdøbt til "Prinsesse Maries Hjem" og rummede boliger for gamle sømænd og sømænds enker. Prins Valdemar døde i 1939.

[Historie-online.dk, den 4. august 2021]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Henry Bessemer - Historiens Aktører nr. 37
Marie Christensen - Historiens Aktører nr. 14
Michael Larsen - Historiens Aktører Nr. 32