Menu

Travle tider

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 107

 

Som noget ganske sjældent har fotograf Aage Fredslund Andersen gennem ti år fotograferet mennesker på arbejde. De er 200 enestående billeder, som er dygtigt farvelagt. Bogen er et sjældent indblik i danskere og det værktøj og maskiner, de brugte. En fascinerende bog

Af Michael Koch

Det kan nok være muligt at finde et par billeder af folk “på arbejde” i perioden 1930 til 1940. Det er garanteret også muligt at finde gammelt værktøj, cigarkasser og andre ting og sager fra den tid. Det her er noget helt andet. Her er fotografen midt i situationen, ikke nogen kunstige reklameopstillinger, ikke nogen pralende virksomhedsejer, men rigtige mennesker på rigtige arbejdspladser. Der er ingen tvivl om, at det var hårdt arbejde, meget hårdt. Arbejdsdagene var meget lange, og 5-dages uge var endnu ikke en udbredt. Man havde som regel fri om søndagen, resten af ugen var arbejdsdage.

 I 1940 kom den første isvinter, og blikkenslageren var rundt for at tø rør og cisterner op.

Når det er sagt, så er der en ting, der er slående efter mange timer i den dejlige bogs selskab. Det er arbejdsglæden, smilene og den ro, som mange udstråler på billederne. Ingen tvivl om, at der blev trukket store veksler på det arbejdende folk. Mange slidsomme dage, mange tunge løft og dårligt indrettede arbejdspladser, og alligevel er stolthed det, der stråler ud af ansigtet på mange arbejdere på billederne.

Pottemageren. I sigende ro og i et fantastisk lys

Manden bag billederne er fotograf Fredslund, som han helst ville kaldes. Han tog både pressefotos og reklamebilleder. Men i denne bog er det 200 billeder ud af hans portefølge på over 15.000 billeder, som er udvalgt. Fredslund blev født i landsbyen Vinkel ved Viborg i 1904, og fra 1927 flyttede han rundt til flere forskellige jyske byer. Herefter flyttede han til København, men han rejste også lidt rundt i Europa. Fra årsskiftet til 1932 og frem til 1940 arbejdede han igen i Jylland, denne gang i Aarhus. Det er her fra, og i denne periode at billederne i bogen stammer. I 1940 stoppede han brat sit fotojob og lagde kameraet på hylden. Han købte en gård ved Ebeltoft og blev landmand om sommeren og kunstmaler om vinteren. Den arbejdsform holdt han fast i frem til sin død i 1976.

Fotografen Aage Fredslund Andersen. 1904 til 1976

Bogen har en fin strukturering med arbejdsstederne opdelt: Dem på fabrikken, på værkstedet, på landet, på havnen og de, som bygger og handler, de som betjener kunder, og endelig de, som er uden arbejde. I slutningen af bogen er der litteratur om Aage Fredslund Andersens billeder og endelig et register, hvor man kan se, hvor og hvornår billederne oprindeligt blev bragt. Det er tydeligt, at Fredslund leverede rigtig mange billeder til avisen Demokraten. Avisen var i øvrigt arbejderens, tjenestemandens og middelborgerens blad, hvilket de selv skrev i bladets kolofon.

Blanke sko for 30 ører. Nye snørrebånd hvis det trænger.

Læseren kommer tæt på billeder med eksempelvis cigarformere og cigarsorterere, slagteri af kvæg og kaniner i al sin gru, og grisetæer som saltes i tætte dritler. Syv kvinder plukker høns på et fjerkræsslagteri, høns der ikke burde ende på et middagsbord, fordi de er papirtynde. Så er det straks mere delikat at se mælk blive tappet på de smukke, høje, klare flasker. Vi er på besøg hos bogtrykkeren, på systuen med kæmpe bunker af hvidt tøj, Frichs togfabrik, og hos en skotøjsfabrik.

Rebslageren. Et uddøende fag for manuelt arbejde. Stålwire og maskine åd sig ind i faget.

Husassistenten har netop taget en plade med småkager ud af ovnen

Det er betryggende at læse om bageren: Han må ikke have sorte negle, må ikke tygge skrå, mens han står bøjet over det enorme dejtrug, og så skriver de, at “gærbacillen” får brødet til alt hæve. Velbekomme. I skrædderiet er det mand ved mand, som koncentreret syr uniformer. Vi ser på tvebakker, smør, bilreparation og et cykelværksted. Blyindfatning hos glarmesteren, forgylderen der viser sit fag og konservatoren, der udstopper en stor rovfugl, og så er der alle de, som “betjener”. Fra telefon til babypasning og bag skranken på kommunekontoret, hvor man stod op hele dagen. Der var ganske enkelt ikke en stol til medarbejderne. Ja, med denne bog kan man blive ved og ved. Billederne er hver for sig fabelagtigt komponerede og med imponerende lysindfald.

Cykelsmeden er gået op fra kælderen for at pumpe lille Annalises cykel

Læseren vil straks bemærke, at billederne i bogen er i farver, og ikke sort/hvide, som var det, man kunne i 1930´erne. Farvelægningen er da også udført digitalt, men med respekt for billederne. Teksterne i bogen kan bedst beskrives som meget lange billedtekster. De indeholder megen information, antagelig fra de artikler, der ledsagede billederne i avisen. Det gør bogen endnu mere spændende, og hver side i bogen kan studeres længe. Den er flot indbundet med partiel lak og indbydende fremtoning med godt layout og stort format. I bil med fruen udbrød anmelderen: Det er en fantastisk bog, jeg er vild med den!

[Historie-online.dk, den 8. oktober 2025]

Se relaterede artikler
LANGFART, LÆNGSEL OG LIDERLIGHED
Redskaber til ferme hænder
Stemmer fra Grønland