Tvind Busserne
Af Kresten Søe
Citat fra bogens bagsidetekst:
”Bussen gik i stykker, inden vi forlod Fyn. Det var noget gammelt skrammel. Samlivet var MEGET tæt og fanatisk underlagt Tvind kultur. At køre i busser er genialt, når man skal rejse. Der var konstant noget galt med bussen. Og så kører man sydpå uden rigtig at vide, hvad det hele går ud på! Meget af det, vi gjorde, var overmodigt. Bussen gik i stykker ustandseligt, så det var næsten ikke den samme bus, vi kom hjem med.”
Baggrund og Indhold
Ovenstående uddrag fra bindets bagside serverer både på en glimrende appetitvækker og rammer sømmet på hovedet for både bogens vinkel, koncept og de ofte meget dramatiske oplevelser i de gamle delvist udrangerede Tvind busser.
Jørgen Kjærs bog er nemlig baseret på en række af Den rejsende Højskoles deltageres egne oplevelser og erfaringer på de lange ture i de udslidte busser. Tvind ideologien og dennes baggrund er her i modsætning til mange andre bøger om emnet kun perifert berørt.
I stedet ligger bogens helt primære vægt på indkøbet af busserne, deres klargøring og indretning med hensyn til turens forberedelse med de ting, der blev købt ind for de sparsomt tildelte Tvind rejsepenge, selve turene og sidst med ikke mindst det hav af udfordringer, der dels fik den enkelte til at træde i karakter, og dels svejsede deltagerne sammen i et team. Derudover byder bogen under de ofte op til 20.000 kilometer lange ture i eksotiske omgivelser på en perlekæde af personlige og fælles oplevelser blandt lokale mekanikere, stive administrative embedsudøvere og en som oftest venlige stedlig befolkning.
Udfordrende forhold undervejs
Gennem de enkelte deltagere skriver Kjær om de agerendes personlige baggrund med hensyn til forudsætning fx uddannelse, stort kørekort, mekanisk snilde og et ofte modsætningsfyld forhold til både de ledsagende Tvind lærere og deres rejsefællerne undervejs -forhold, der ofte spidsede til, når strabadserne bed, og der opstod uenighed.
Et særligt aspekt udgøres af kørselsforholdene gennem is og sne i bjergene i op til 40 graders frost og gennem brændende ørkener, hvor de brøstfærdige busser for alvor blev sat på prøve samt de episoder, hvor livet kunne stå på spil. Hertil kom sygdom som følge af den haltende hygiejne og de sparsomt tildelte Tvind kostpenge, som resulterede i ensformig kost af fx havregrød og billige lokale råvarer.
Alt sammen hård kost for de fleste af deltagerne, der mest havde meldt sig af eventyrlyst med baggrund i 1970’ernes eksperimentelle ungdomskultur og den samtidige lidt naive begejstring for Tvind-konceptet.
Bogen bliver til
Jørgen Kjærs inspiration til bogen var dels lillebroderens oplevelser i en 20 år gammel bus og dennes breve hjem på en tur til Indien med Den rejsende Højskole1973. På samme måde vakte et indledende datidigt besøg på Tvinds ”busværksted” også eftertanker hos forfatteren om de mekaniske udfordringer, et så udslidt køretøj uundgåeligt ville byde på for de mestendels forudsætningsløse unge på de lange rejser.
Kjær startede med bogen på beddingen research, der indledningsvis stødte på vanskeligheder, idet de udvalgte kontaktpersoner ofte Ikke orkede at tale mere om de gennem tiden gennemtærskede Tvind koncepter for ikke igen at rippe op i begivenhederne for 50 år siden.
Men da vinklen på rejserne ikke var tiltænkt ideologien men oplevelserne omkring busserne og undervejs på rejserne, så tøede hovedparten af kontakterne op. - Ja, blev faktisk glade for at genopleve minderne fra turene, der i sig selv for de fleste havde været en oplevelse, der havde præget deres videre livsbane derefter.
Foruden de egentlige ”menige” deltagere lader Kjær også Ole Friis Laursen fra Tvind inderkredsen komme til orde. Også Johs Thorst fortæller- som tidligere medlem af lærergruppen – om dennes selvforståelse som elitær fortrop i den store revolutionære omvæltning, der skulle frigøre Danmark fra kapitalismens åg.
Bogen er derudover bygget på en del andre interviews efter et fast mønster, som ofte foregår i form af spørgsmål-svar. Hertil kommer en række kapitler bygget på og med fx dagbogsuddrag, breve til familien derhjemme suppleret med dele af tidligere bøger med erindringer fra turene i Den rejsende Højskole.
De enkeltes erindringer fylder hvert sit kapitel med personlige oplevelser, men er ukoordinerede med den øvrige fremstilling og rummer på den måde også enkelte interessante overlapninger af oplevelser i samme bus fra forskellige personlige vinkler.
Bogen er gennemillustreret med deltagernes egne samtidsfotos af forskellig teknisk kvalitet, men som tilsammen giver bogen en fin samtidsatmosfære for læseren.
Bemærkninger, vurdering og konklusion
Læseren vil Indledningsvis hurtigt bide mærke i, at Ole Friis Laursens i første kapitel indigneret benægter, at Tvind busserne i de første år var noget gammelt skrammel.
Et udsagn der så rigeligt dementeres i alle følgende erindringskapitler. Her kommenterer Jørgen Kjær ikke selv, men lader klogeligt læseren selv dømme ud fra resten af bogen.
De mange spændende erindringer supplerer hinanden godt og belyser dermed hele buskonceptet i et fint nuanceret helhedsbillede fra flere varierende vinkler.
De mange fotos giver autentisitet, men her jeg savner dog beskrivende undertekster i en stor del af dem.
Målgruppen er primært læsere, der har oplevet samtidens ungdomsoprør og fulgt både Tvind konceptet. Den rejsende Højskole og debatten her i årene efter. Endelig kan også den almindelige globetrottere for en del være med.
Jørgen Kjærs bog er både spændende og let tilgængelig - især for de, som selv var unge i 1970’erne.
Fængende? I hvert fald for undertegnede, der har læst og anmeldt Tvind bøger og selv besøgte reden i Ulfborg i storhedstiden. En baggrund der fik mig til at sluge bogen på under et døgn med en del af natten til hjælp.
(HIstorie-online.dk, den 1. oktober 2025]
