Kaos - krig og overlevelse i 1600-tallet

Bogen ”Kaos - krige og overlevelse i 1600-tallet” tager læserne med rundt til steder og begivenheder, hvor svenskekrigene trak deres blodige spor. Fortællingerne er mangesidede, men lidelse, nød og død følges hånd i hånd gennem udsugningen af stort set alt. Tilbage stod resterne af en gruppe mennesker - hvis man ikke lige havde fået alle slået alle ihjel - der havde mistet så godt som alt.

Af Erik Ingemann Sørensen

Kobberstik med scener fra Trediveårskrigen udført af Jacques Callot 1633 under titlen: ”Les misères et les malheurs de la guerra”. Her plyndrer og myrder de løs. Husherren hænger over ilden. Det er svært at se detaljerne. Man kan se mere på nettet.

Det er en mangesidet redegørelse for krigens mange ansigter, der her er fortalt om. Hvor generelle temaer igen og igen dukker op. ”At håndtere kaos blev et grundvilkår og en nøgle til at forstå, hvordan mennesker i tidlig moderne tid navigerede i en verden, hvor orden altid kunne bryde sammen.” (s.223).

Forfatterne viser, hvad der venter på læseren: ”Historikere har kaldt 1600-tallet for jernårhundredet og krisernes tidsalder. Perioden var præget af religiøse, sociale, politiske, økonomiske og demografiske kriser og opbrud, som resulterede i en række mere eller mindre indbyrdes forbundne krige. De definerede Europa i 1600-tallets første halvdel og skabte en følelse af, at dommedag lurede lige om hjørnet. Hertil kom hyppige udbrud af epidemiske sygdomme. Pest, plettyfus og kopper var nogle af tidens store dræbere. Og de mange krige og de uhygiejniske forhold i de store hære bidrog til smittespredningen. Samtidig var klimaet præget af faldende temperaturer og meget nedbør. Det gik hårdt ud over landbruget og fødevaresituationen i hele Europa. Tiden fra 1300 til 1850 er senere blevet kaldt den lille istid.” (s.15).

For civilbefolkningen var det mareridt på mareridt. Man kunne vågne om morgenen i eget hus. Og om eftermiddagen stå og se den rygende ruin. Mens landsknægtene tømte de tønder med øl, de havde taget, inden de stak ild på huset.

Det er fine iagttagelser og kommentarer, der lægges frem. Det er fagfolk, der ved, hvad det drejer sig om. Og ved hvordan man præsenterer stoffet på en måde, så læseren får lyst til mere.

Det fremgår så sandelig også af den litteratur, de har anvendt. Med en enkelt undtagelse. Hvorfor har de undladt at inddrage Aage Fasmer Blombergs store disputats ”Fyns vilkår under svenskekrigene”? Som jeg ser det, er det et af hovedværkerne indenfor denne periode. Der er også god grund til at rose bogens illustrationer. De giver en meningsfuld sammenhæng tekst og billede. Men igen et lille surt opstød: Hvorfor i alverden mangler kunstneren i billedteksterne? Nu skal man om i et register bag i bogen. Lidt irriterende.

Her er et billede fra bogen:

Kvægmarked Kolding. Det solgte kvæg gik oftest sydover. Det betød, at der skulle betales told. På denne måde blev det af kongerigets store indtægtskilder kun overgået af Øresundstolden, fortæller forfatterne. Foto fra bogen. ”Et kvægmarked”, 1676. Kunstneren er Johann Heinrich Roos:

Grav hvor du står

Dette mantra fra mange år siden var ensbetydende med, at man burde tage udgangspunkt i det lokalsamfund, hvor vi har vores daglige gang. Der er ikke mange kilometer mellem Fredericia Museum og så landsbyen Bredstrup. Både museumsfolk og mennesker med interesse for at finde nyt om fortiden, havde gennemsøgt et stort område bag landsbyens kirke. Antallet af fund var overvældende – og ens for de flestes vedkommende: bly.

Det undrer sikkert mange. Men for historikerne understregede det én bestemt side af soldaternes tilværelse. De var lejesoldater ansat til at slås. Personlig udrustning skulle de selv stå for. Det betød, at de selv måtte stå for proviantering. Det medførte, at de med brutal optræden ganske enkelt tvang lokale til at udlevere de fødevarer, de havde gemt. Nægtede de, ja så blev de oftest slået ihjel uden videre.

Man vidste godt, at der havde ligget noget lejr her. Det fremgår kort af svenskeren Erik Dahlbergs beretning. Det var det hele. Da arkæologerne og de frivillige var færdige med en meget omhyggelig scanning af området, stod de med en utrolig opdagelse. Den ”… havde været et sted, hvor mennesker havde deres hverdag i månedsvis på trods af krigens kaos. Men den var også et sted, som bragte orden, for soldaterne og deres følge var underlagt disciplin…” (s.29). Foto fra bogen.

Fotografiet indeholder stort set alt det, der gør historie så spændende og udfordrende. Og der ligger givet massevis af fund ”under mulde” – med deres mange fortællinger.

Med så stor en lejr har ”Mutter Courage” samt kvinder fra det såkaldte ”lette kavaleri” haft nok at se til.  Nogle havde veneriske sygdomme, der blev spredt. Og så markerer den de voldsomme begivenheder, der ødelæggende fandt sted i 1600-tallets Danmark.

De ødelæggende svenskekrige

I byen, hvor jeg bor, er gadenavnene i den nye bydel også markeringer af vigtige begivenheder. Ene og alene af den grund, at Roskildefreden blev underskrevet i Høje Taastrup kirkes præstegård i 1658. Den grumme fred, der fik en af danskerne til at udbryde: ”Utinam nescirem litteras - Gid jeg ikke kunde skrive. Og der blev rigeligt at skrive om. Mere end rimeligt. Det var, som om en af Apokalypsens ryttere red gennem landet og gav sig rigtig god tid.

En af bogens styrker er, at det primært er almindelige mennesker, der tages frem i historierne. Historieskrivning i Bertold Brechts stil: ”En arbejdende læser spørger”:

Hvem byggede Theben med de syv porte?
I bøgerne står der nogle kongers navne.
Har kongerne da slæbt klippeblokkene derhen?
Og Babylon, der blev lagt øde så tit,
hvem genopbyggede den hver gang?

Hvis ikke mennesket er det centrale omdrejningspunkt i historien, hvad skal vi så med den? I ”Kaos” er mennesket med i mange forskellige situationer. Flere gange under særdeles barske omstændigheder. Selv i kirken kunne man ikke føle sig sikker for det ubehagelige. Og det var ikke lige stedet, hvor man skulle snuppe en ’powernap: ”For at forhindre og afskaffe den store uskik med at sove i kirkerne er det vores nådige vilje, at der skal udpeges folk, som kan gå rundt med lange kæppe og slå dem i hovedet, der falder i søvn under prædiken.”

Hertil kommer forfatterens bemærkning: ”Selv om der i flere kirker fandtes timeglas, så præsten kunne holde øje med tiden, kunne tidens prædikener alligevel vare i timevis.” (s. 109).

Det er en af bogens store forcer, at der er et vekselspil bogen igennem. Teksten kan supplere et billede. Eller et billede kan lægge yderlige dimensioner til den større forklaring.

Nu spiller krigene den helt store rolle. Det er dem og deres forskellige former, der er de helt store katalysatorer.  Beretningerne herom er præget af skribenternes store indsigt, der gør det lettere at overskue de mange handlinger.

Ser man på billeder fra Gaza eller Ukraine, så har man faktisk et billede af. 1600-tallets ødelagte beboelser. I kongeriget måtte man nu gå i gang med genopbyggelse af det, der engang var familiens sted, Ikke nogen lille opgave og en opgave, der krævede kapital under en eller anden form.

Svenskekrigene og det folkelige erindringsunivers

Bogen slutter forfatterens tanker om, hvilken rolle disse krige har spillet for erindringen. Mine egne oplysninger kan måske også være med til at belyse emnet.

Jeg er født og opvokset i Fredericia – inden for voldene. Det er afgørende for, at man er rigtig fæstningsdreng. Det blev en tradition, at min far hver søndag efter morgenmaden tog mig med på en gevaldig travetur. Ned til havnen for at se, hvilke skibe, der lå der. Så op på volden med mange stop. Min far var historiker og en fremragende fortæller, Han kunne tryllebinde mig i timevis, hvis det skulle være. Han skar pilefløjter til mig og lærte mig at spille. På de helt lange ture ud til Treldeskanserne havde han tevand og brød med til os. Når vi så sad og slappede af, kunne han fortælle. Natten frem til udfaldet fra Fredericia den 5. og 6, juli 1849 forblev favoritten. Det var, som så jeg det hele for mig. Tiden og begivenhederne blev fastholdt i erindringens univers. Svenskekrigene, som det jo drejer sig om, kom også ind i billedet, når vi gik over kirkegården ved Trinitatis kirke.

Frederik VII plantede denne mægtige eg på graven for de 500 danske dragoner, der nægtede at overgive sig til svenskerne. Historien blev fortalt så spændende, at det var en af de mange, man tog med sig på rejsen videre. FA

Naturligvis havde far Carit Etlars roman med: ”Gøngehøvdingen”. Den læste han højt fra, når jeg var lagt i seng. Og når det så drejede sig om preussere og slesvig-holstenere blev det serien om”Rasmus fra Rodskov”.

På denne måde, blev både svenskere og tyskere en del af mit erindringsunivers. Primært på baggrund af fortællinger.

En usædvanlig god bog

Det er en usædvanlig god bog, forfattergruppen her lægger frem. Rent umiddelbart kunne man tro, at det nok er et rent lokalhistorisk værk. Og det kunne det meget vel være blevet. Men bogen igennem har fortællingerne et langt bredere perspektiv. Hertil kommer deres evne til at få mennesket frem – en evne der er uden tid og sted. Og så er det af altafgørende betydning.

Stor tak til forfatterne for en stor læseoplevelse.

[Historie-online.dk, den 14. oktober 2026]