J.J.A. Worsaae

Af Per Ole Schovsbo

Kjeld Bjerrum Jensen, der tidligere har skrevet om Anders Sørensen Vedel og Orla Lehmann, skriver og fortæller nu om vejlenseren Jens Jacob Asmussen Worsaae og hans virksomhed. Han gør det godt – med mange sidespring – så man har svært ved at slippe beretningen, før man havner i det moderne misbrug af vikingerne og den nordiske gud Odin, i stormen på den amerikanske kongres i 2021. Spændende men lidt langt væk fra begyndelsen i 1821, nærmere betegnet Vejles Torvegade 17, hvor vores hovedperson blev født.

Faderen var amtsforvalter og fik sine børn undervist i hjemmet bl.a. af en teologisk kandidat – som senere, ifølge anmelderen, blev sognepræst på Tåsinge og begravede Elvira Madigan og Sixten Sparre. Der var ikke nogen latinskole i Vejle på det tidspunkt, kun et privat institut, der ligesom latinskolerne førte eleverne til eksamen artium (studentereksamen) på Universitetet. Efter kort tid i Horsens latinskolen, blev Worsaae elev på Borgerdydskolen i København, og med sin store interesse for oldsager og oldtidsminder fik han hurtigt kontakt med Oldnordisk Museum, hvis leder var den berømte Christian Jürgensen Thomsen (1788-1865), der som den første delte oldtidens perioder i sten- bronze- og jernalder. Worsaae blev Thomsens ulønnede sekretær og en af omviserne på museet. Men efter faderens hjerneblødning i 1839 tog han til Vejle og bestyrede amtsforvaltningen, indtil faderen døde det følgende forår. Worsaae mistede ved faderes død sin økonomiske sikkerhed og blev derfor ansat som skriver i Rentekammeret, enevældens finansministerium, ved siden af sit engagement på museet. Han begyndte at studere teologi, fordi moderen gerne ville, at han blev præst som hendes fader. Men Worsaae skiftede ret hurtigt til jura, for efter embedseksamen at kunne indtage et fast lønnet embede i Rentekammeret. Men der var også en anden grund nemlig at jura ”laa nærmere ved mine fædrelandsk-historiske Interesser” skriver Worsaae i sin selvbiografi.  Sagen var den, at den ulønnede Thomsen ikke bevilgede faste gager til sine medhjælpere. De måtte selv finde et udkomme ved siden af museumsarbejdet. Men fordi de antikvariske studier og Worsaaes arkæologiske undersøgelser fyldte mere og mere, fik han aldrig sin juridiske embedseksamen.

Kjeld Bjerrum beskriver Worsaaes mange undersøgelser og resultater, der fortrængte dele af de tågede forestillinger om Danmarks og Nordens oldtid som ellers havde givet romantiske digtere som Oehlenschläger mulighed for at hengive sig til sin fantasi helt ubundet af de historiske og arkæologiske kendsgerninger. Digteren mente, at han forstod oldtidens åndelige virkelighed bedre end oldgranskerne.      

Takket være sine mange forbindelser - ikke mindst til kongehuset - lykkedes det for Worsaae gennem mange undersøgelser, faglige kampe, mange rejser, omfattende museumsarbejde og et stort forfatterskab at grundlægge en videnskabelig nordisk arkæologi, der fik plads på Københavns Universitet i 1855 med ham selv som professor. Worsaae blev siden det, man kunne kalde rigsantikvar og fik titel af etatsråd i 1864, var en kort tid kultusminister under regeringen Fonnsbech (1874-75) og modtog en række af danske og udenlandske priser, æresbevisninger og dekorationer. Han giftede sig i 1857 med Severine Jacobine Grevencop-Castenschiold til Hagestedgaard ved Holbæk, hvor han døde som godsejer 64 år gammel i 1885.

Tiden var jo med ham, fordi fædrelandet i det meste af århundredet var ved at miste identitet og selvrespekt. Englandskrigens ødelæggelse af København og flåden i 1801 og 1807, den efterfølgende statsbankerot i 1813 og tabet af Norge i 1814.  Oven i det hele kom Den slesvigske Krig 1848-50 og ikke mindst slaget ved Dybbøl i 1864, hvor hertugdømmerne gik tabt og riget blev reduceret med en tredjedel. Derfor blev oldtiden en national ressource som blev fremdraget af bl.a. den historiske og teologiske N.F.S. Grundtvig, der gav de norrøne tekster nyt liv, samtidigt med at Worsaae fik de stumme oldsager og gravhøje i tale. Det var ikke længere kun sagn, digtning og kunsthistorie, men sand virkelighed og national identitet, der nu voksede frem og var med til at støtte det folkelige krav på genforening med det tabte Slesvig.  

I bogen fremhæver Kjeld Bjerrum flere af Worsaaes faglige præstationer, heriblandt nytolkningen af moseliget fra Haraldskær fundet i 1835. Takket være Worsaae blev hun med rette erkendt som en anonym kvinde fra jernalderen og ikke dronning Gundhild, der var gift med Svend Tveskæg (ikke Harald Blåtand). Hertil kommer hans vellykkede rejser i Skandinavien, afsløringen af den såkaldte runeindskift (Runamo) på en klippe i Blekinge som naturlige revner og den store rejse til De britiske Øer og Frankrig, der efterlod faglige spor og livslange forbindelser mellem museerne og deres forskning af nordisk oldtid.  Af Worsaaes store og omfattende forfatterskab fremhæves ”Danmarks Oldtid oplyst ved Oldsager og Gravhøje” fra 1843, der fik stor udbredelse og oversat til engelsk og tysk. Den er fortsat dansk arkæologis klassiker.     

Derfor er det spændende, at Kjeld Bjerrum kommer vidt omkring i den europæiske kulturelle forskning og tænkning i 1800-tallet og sætter derved Worsaae og hans virke ind i et større perspektiv. Der er ikke tale om endnu en arkæologisk biografi af vores store Worsaae med en samlet bibliografi, men et næsten idehistorisk projekt, der søger at fortælle, hvad tiden og Worsaaes forskning siger os i vore dage. Det er stort anlagt og derfor kan det ikke undgås, at der sniger sig irriterende fejl ind på de mange sider. Amtsforvalteren i Vejle døde således i 1840 og ikke i 1839, Worsaae opgav sit teologiske studium efter et år til fordel fra jura og ikke omvendt og Dronning Gundhild var ikke gift med Harald Blåtand, men med Svend Tveskæg og måske også Erik Blodøkse – eller en helt tredje. Man tog det åbenbart ikke så tungt i vikingetiden.

Bogen giver ikke mindst nye vinkler på den meget stålsatte og begavede forsker og verdensmand fra Vejle, der både blev professor, minister og etatsråd uden at have bestået en akademisk eksamen. Det er særdeles fortjenstfuldt, at Kjeld Bjerrum også sætter Worsaaes virksomhed ind i en politisk sammenhæng, så Danmark med sit nye museumsvæsen og arkæologiske og etnografiske forskning gjorde sig positivt gældende blandt de vestlige lande. Worsaaes bedrifter fik derfor betydning for landets omdømme og måske dermed for gennemførelsen af afstemningen i 1919 og genforeningen i 1920. National identitet er jo selve vejen til at styrke den udfordrede sammenhængskraft både i 1800-tallet og i vore dage.  

[Historie-online.dk, den 21. oktober, 2026]