Fortielsen

Journalist Jens Rebensdorff har skrevet sin selvbiografi, som indeholder alt fra en svær barndom med en far, der ikke var hans rigtige far og en mor, der holdt sin fortid skjult. Forfatteren bekender, at han til tider var selvudslettende, men et besøg i Columbia hos hans rigtige far og familie satte skub i tingene

Af Michael Koch

Fortielsen er en bog om forfatterens egen opvækst i et hjem, hvor (sted)far var træt og ofte hang i lænestolen med en øl. Hans mor var konfliktsky og stille. Jens kunne som dreng undre sig over sit udseende. “Du ligner en grønlænder”, sagde drengene i skolen, og Jens’ lange mørke hår passede heller ikke til hans forældres udseende. Over mange sider hører vi om Jens’ konflikter med forældre og venner, og det er først, da han er 20 år, at Jens’ mor fortæller ham om hans rigtige far.

Forældrene rejste i 50érne til Columbia, da faren skulle arbejde som ingeniør med opbygning af en cementfabrik. Jens’ mor blomstrede op og udfoldede sig. Faktisk så meget, at hun rejste hjem med Jens i maven, hun var nemlig blevet gravid med en venlig columbiansk mand. Jens boede sammen med familien, som også inkluderede en ældre søster. Det bliver endnu mere kompliceret, for senere viser det sig, at Jens har endnu en søster - en halvsøster, hvis far var tysk soldat. Jens måtte opdage, at hans mor havde haft et længere forhold til en tysk soldat under besættelsen. Det skulle også vise sig, at Jens’ (sted)far også havde været tæt på den tyske værnemagt, nemlig som soldat i et af de frivillige korps. Begge forældre blev straffet efter besættelsen.

Jens finder som dreng en tysk bajonet fra krigens tid i hjemmets kælder. Forældrene var skamfulde over deres deltagelse i krigen, og dette var med til at give ham et mangelfuldt familiemæssigt “landkort”. Der var mange ting, han ikke fik med sig fra barndommen. Det gjorde ham konfliktsky og resulterede i mangel på selvindsigt. Et besøg sidst i bogen gav svar på mange af de frustrationer, man som læser føler undervejs i bogen. Det forekom, at Jens hele tiden lukkede af og mente, at det nok rettede sig med tiden. Det får vi så svar på gennem et besøg hos en psykoterapeut. Lige med ét bliver bogen relevant og interessant, da redegørelsen kommer på bordet.

Jens får at vide, at der er et “vi”- feldt mellem forældre og børn. Noget indforstået, man ikke kan sætte ord på. Man kender blot hinanden, kender grænser og ved, hvad der glæder hinanden. Barnet lærer at høre til. Psykoterapeuten bruger et spejl som billede. Spejlet holder forældre op foran deres børn. Spejlet er forældrenes ansigter, stemmer, tonefald og fysiske reaktioner. Når barnet græder, tager forældrene barnet op og trøster. Derigennem lærer barnet, at dets følelser giver mening. Barnet skaber en identitet.

Det er også på bogens sidste sider, at vi gennem psykoterapeuten får at vide, at Jens har en mangeltilstand. Der er noget, han ikke fik med som barn, og det har påvirket ham, hans reaktioner og hans handlinger. Det er reelt så meget, at Jens skriver om sit tidligere svære forhold til datteren. Det var spændende læsning, at Jens med datter og venner tog til Columbia for at møde hans rigtige far og familie. Han havde gennem livet kun kendt navnet på sin far. Nu mødtes de ved et utroligt held. I Columbia fik de kontakt til hans far med familie. Selvom der er mange lidt langstrakte fortællinger i bogen, er den som helhed interessant, især efter de sidste 10 -15 sider, hvor det hele falder på plads.

Det er tydeligt, at forfatteren er en dygtig journalist. Bogen er ualmindeligt velformuleret og skrevet i et meget levende sprog. Læseren kommer tæt på forfatteren, og det er prisværdigt, at han lægger sit liv i hænderne på læseren som en helstøbt historie.

[Historie-online.dk, den 5. august 2026]