Menu
Forrige artikel

Det nære demokrati

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 146

 

Af Peter Fransen, Rigsarkivet

Den 9. juni 2024 afholdes der valg til EU-parlamentet, og de fleste af os deltager i valghandlingen. Det vil ske med større og nok især mindre entusiasme, for dette valg er svært at opfatte som andet end et udtryk for fjerndemokrati. I Købers bog er det diskussionen om et helt andet demokratibegreb, der er på spil. Vi sendes tilbage til en ikke så fjern fortid, der dog på flere felter alligevel virker som meget langt borte. Bogens centrale omdrejningspunkt er spøgsmålet om nærdemokratibegrebets historie i Danmark fra diskussionen tog fart omkring 1970, til debatten nærmeste døde ud i 1980´erne.

Der er ikke tale om en bog, som prøver at revitalisere debatten om nærdemokrati, men et akademisk funderet værk baseret på forfatterens ph.d. afhandling fra 2017. Selvom bogen er gjort mere læsevenlig, og teoribegrebet er så godt som udeladt, så fornemmer man stadig den lidt tunge arv fra afhandlingen. Bogen er bygget op med en indledning, som kort placerer demokratibegrebet generelt – og slår fast, at i efterkrigstidens Danmark var demokrati det centrale og omdiskuterede omdrejningspunkt for enhver vision om det gode samfund. Kampen om demokratiets betydning udspillede sig i forskellige opfattelser af det velfærdssamfund, som hastigt voksede frem i de første årtier efter besættelsen. Man kunne også formulere, at selve kampen om demokratiet var udtømt, men debatten om hvorledes samfundet skulle indrettes fortsatte. Og på den politiske og holdningsmæssige slagmark forgik der heftige debatter om nærdemokrati.

Begrebet havde således både relevans og fascinationskraft i 1970erne. Der hersker flere definitioner på begrebet nærdemokrati, og forfatteren lader de forskellige aktørers opfattelse stå uantastet. Han anfører dog på s. 54, at nærdemokrati i den tidlige fase handlede om et fysisk fællesskab, der kun kunne foregå i tætte, nære fælleskaber og som et politisk system, hvor magthaverne kunne kigges i kortene gennem borgermøder og høringer. Et opgør med bl.a. økonomen Joseph A. Schumpeter, som tilbage i 1940´erne havde anført, at demokrati aldrig kunne bygge på folkets styre, men kun på folkets muligheder for at udskifte deres ledere.

I forskningsdiskussionen er det mere selve demokratibegrebet end specifikt spørgsmålet om nærdemokrati, der er i centrum. Vi præsenteres bl.a. for diskussionen om troen på eksperter og demokratioverbevisningen som en grundpille i det fremvoksende velfærdssamfund.

Hvad angår det egentlige kildemateriale til forfatterens redegørelser og analyser er der alene anvendt trykt materiale. Køber har systematisk gennemgået tidsskrifterne Byplan og Danske Kommuner i perioden 1970-1980 og garneret med politiske principprogrammer, betænkninger og indlæg fra aktive samfundsdebattører. Bogens fortjeneste er altså primært forfatterens genlæsning og ny placering af de holdninger til begrebet nærdemokrati, som blev gjort gældende i samtidens debat.

Bogen er opdelt i opdelt i seks kaptitler; Lokalsamfundenes -, Kommunernes-, Kritikernes-, Arbejdspladsens-, De liberales- og Oprørernes Nærdemokrati. Forfatterens metode og fremgangsmåde er, at han gennemgår, hvad vi må formode er de væsentligste aktører, som ytrede sig om nærdemokrati.

Fungerer det? Ja, det gør det, men ikke ideelt, hvilket forfatterens sikkert også selv har måttet sande, da han i for mange tilfælde har set sig nødsaget til at benytte frem- og tilbagevisninger for at skabe den ønskede overordnede sammenhæng.  

Er det spændende læsning? Tja, for en lidt snæver kreds, som jeg dog gerne tilslutter mig. Selve analysedelen er dog lidt uklar – der mangler styrende forskningsspørgsmål, hvilket også forklarer den manglende samlede konklusion.

Hvad angår redegørelserne så er de af svingende kvalitet. Overbevisende er redegørelsen vedrørende socialdemokratiets kvababbelser med at rumme nærdemokratibegrebet og omdirigerede det i kommunal retning. Spændende er det, hvorledes det lykkedes socialdemokraterne at inkludere begrebet og gøre det til et kommunalt anliggende. Socialdemokraterne som absolut ikke knuselskede de tendenser i samfundet, som krævede mere nærdemokrati.  

Væsentligt er det også at få en gennemgang af de borgerlige synspunkter, der også tog nærdemokratibegrebet til sig og anvendte det i deres angreb på den socialdemokratiske velfærdsstat. Især frygten for virkningen af 1970-kommunalreformen og den generelle centralisering i samfundet vakte her bekymring.

Redegørelsen for venstrefløjens omklamring af begrebet er mere summarisk, hvorimod der gives god plads til bogen Oprør fra Midten fra 1978 skrevet af Niels I. Meyer (forskeren), K. Helveg Petersen (politikeren) og Villy Sørensen (forfatteren). Bogen fik stor opmærksomhed og udkom i mere end 120.000 eksemplarer på ét år. Mit eget eksempler – en bogklubudgave, var havnet i kælderen og kunne først genfindes efter en omfattende eftersøgning. Ikke helt ulig den skæbne, der overgik bogen og forfatternes holdninger. Dog synes både forfatteren og anmelderen at have en del sympati for de idealistiske og utopiske tanker, som fremkom i bogen.

Nærdemokrati blev ikke en del af vores politiske virke – ligesom økonomisk demokrati og demokrati på arbejdspladsen heller ikke er blevet til andet end luftkasteller.

Jeg sidder tilbage med, at Schumpeters erkendelse af, at demokratiet alene er et spørgsmål om befolkningens mulighed for at kunne udskifte de valgte ledere, samt en erkendelse af at det reelt eksisterende demokrati er en fremadskridende illusionsløs virkelighedsforvaltning.

Men trods alt ikke så dårlig set i forhold til andre ikke-demokratiske styreformer.

[Historie-online.dk, den 14. maj 2024]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Europæisk og globalt engangement 1973-2003
En højere sags tjeneste
Når ting fortæller