Tråde af tid
Af Ole Schramm, cand.mag. i historie og musik
Ulla Tofte, der er direktør på Frederiksborg Slot, giver en perspektivrig introduktion til bogen og udstillingen. Hun peger på alle de komplekse sammenhænge, som Riddersalens gobeliner er et udtryk for. Det drejer sig bl.a. om deres produktion, emnekreds, traditioner og stilarter. Hun postulerer ligefrem, at gobelinerne måske er mere moderne i 2026, end de var, da de blev skabt for 100 år siden. Men hun forklarer ikke, hvad det betyder. Det er jo egentlig en meget spændende tanke. Men måske kan bogen bidrage til en forklaring, da den præsenterer helt ny forskning.
Bogens omslag, der adskiller sig fra de fleste andre bøger ved sin stoflige kvalitet, viser, at bogen handler om anvendelsen af tekstiler eller tråde til gobeliner. Forsiden og bagsiden prydes af en mælkebøtte. Meningen er vel, at vi i bogen skal forsøge at finde et svar på, hvorfor denne blomst er så central for at forstå bogens emne: Frederiksborgs gobeliner. På s.18 følger allerede en forklaring herpå: ”Den optræder på den genskabte gobelin Kalmars erobring og er formentlig en tilføjelse til det oprindelige billedtæppe og udtrykker den samtid, gobelinerne blev genskabt i, hvor mælkebøtten blandt andet var et symbol på kvinders drøm om et samfund, hvor kønnene var ligeværdige og ligeberettigede”. Samtidig finder vi forklaringen på, at bogens titel er Tråde af tid.
Kapitlet Tråde af tid er skrevet af tre af de forfattere, som vi også møder i senere kapitler: Tina Langholm Larsen, der er ph.d. i religionsvidenskab og seniorforsker på Frederiksborg, Lone Kølle Martinsen, der er ph.d. i historie og forskningschef på Frederiksborg og Lene Bøgh Rønberg, der er ph.d. i kunsthistorie og projektforsker på Frederiksborg. Forfatterne fører os ind i gobelinernes verden, deres historie og den fornyede interesse, der dukkede op for ca. 100 år siden for gobeliner, og de introducerer os på bedste vis for de problemstillinger, som vil blive belyst i bogen.
Bogen er en hyldest til de kvinder, der producerede Frederiksborgs genskabte gobeliner, og kapitlet Søsterskab på vævestuen af Tina Langholm Larsen handler om det særlige fællesskab, som væverne indgik i. Der er også et helt kapitel om Kristiane Konstantin-Hansen, lederen af gobelinprojektet på Frederiksborg til sin død i 1925. Hun bliver af Lone Kølle Martinsen kaldt en mønsterbryder, fordi hun var grundtvigianer, kvindesagsforkæmper og en dygtig forretningskvinde, men det, som betyder mest, er ”hendes mangeårige bestræbelser på at højne det tekstile kunsthåndværk i Danmark, at skaffe kvindelige kunsthåndværkere ordentlige vilkår og opbygge talentmasse” (s. 76). Det er en af bogens store fortjenester, at forfatterne i disse kapitler fortæller om uudforskede sider af kvindebevægelsen, og at de gør det så spændende og med så stort engagement.
Desværre må jeg så indrømme, at billedet Gobelinprøve med motiv af Frederiksborg, 1900, der er gengivet på s. 66, ikke svarer til de forventninger, som der er lagt op til efter hyldesten af projektlederen. Motivet er meget sløret og uskarpt, og farverne er så afdæmpede, at det virker helt karakterløst. Det er svært for mig at vide, om det skyldes, at vi i år 1900 befinder os i projektets begyndelse, eller om det siger noget om kvaliteten af det farvede garn, som vitterligt var et kæmpe problem, hvad der fremgår af et senere kapitel.
I kapitlet Skønvirke i Riddersalen fortæller Lene Bøgh Rønberg mere indgående om brugen af mælkebøtten og om andre ukrudtsplanter i gobelinerne. Efter kapiteloverskriften ser vi et billede af afblomstrede mælkebøtter (s. 79). Det stammer fra et udsnit af Karton til Bort med mælkebøtter, af Marianne Høst ca. 1896. Vi får ikke at vide, om det stammer fra et forarbejde til gobelinerne, men kun, at det opbevares på Designmuseum Danmark. Til gengæld får vi en spændende gennemgang af den nærmest ophøjede status, som nogle forfattere, fx H. C. Andersen, og nogle billedkunstnere, gav planten. Det skal dog også bemærkes, at der blev udtrykt modvilje og foragt for blomsten på samme tid. Ja, det svarer jo nærmest til situationen i dag, hvor det vælter frem med reklamer for sprøjtemidler på nettet, hvis haveejeren skal tage kampen op mod de fandens mælkebøtter. At mælkebøtten fandt vej til Frederiksborgs gobeliner viser, at de blev fortolket som et symbol på modstand, livskraft og ukuelighed af skaberne af gobelinerne, ligesom udgiverne af bogen har valgt at gøre det. Konklusionen på Lene Bøgh Rønbergs afsnit er, at kvinderne ”spillede en afgørende rolle i etableringen af gobelinvævning som kunstart i Danmark - ikke blot som en lavt rangerende kvindesyssel. Og lige foran næsen på den magtfulde Christian 4. i Kalmars erobring fik de sat et mærke - en brændende gul blomst, der synliggjorde de moderne kvinders bidrag” (s. 103).
Spørgsmålet om betydningen af mælkebøtterne i Kalmars erobring er imidlertid kun en af de problematikker, der fortæller om vævernes betydning for det færdige resultat, for Lene Bøgh Rønberg henviser også til Tina Langholm Larsens kapitel, hvor det hedder, at ”de tegnede og malede også på vævestuen” og at ”de satte hvert sit personlige kunstneriske aftryk på værkerne” (s. 40). Det er imidlertid uklart for denne anmelder, hvordan væverne ellers har sat deres aftryk på de færdige gobeliner. I kommentaren til eksempler på forskellige udgaver af bordurerne hedder det ”Til venstre ses Heinrich Hansens version af de oprindelige bordurer før slotsbranden, mens borduren til højre er en nyere version, som holdet bag genskabelsen af gobelinerne arbejdede med” (s. 104). Det er vidt forskellige versioner, men vi får ikke at vide, om den nyere version virkelig var et resultat af vævernes indsats, for så har deres indflydelse været meget stor! Eller er der en uklarhed i teksten?
Tore Leifer, der er er cand. mag. i bl.a. musik og nu er redaktør på Frederiksborg, har i sit kapitel Solens kys, fortalt om, hvor holdbare farverne i garnet har været. Han belyser også samarbejdet med Manufacture Nationale des Gobelins i Paris. Det er bestemt meget vigtige problemstillinger, der bliver rejst, og for mig er det meget overraskende, at der bliver rejst tvivl om kvaliteten ved det garn, der blev leveret fra gobelinfabrikken i Paris. I vejledningen til Gobeliner til Danmarks dronning bliver samarbejdet med denne franske ærværdige institution selvfølgelig også nævnt, men her virker det som om, at navnet på gobelinfabrikken i Paris garanterer for kvaliteten. Derfor bliver omtalen af de utallige problemer, der har været med farvernes holdbarhed, meget vigtige. Der blev også leveret garn fra en svensk fabrik, men der var problemer med garnet både fra Frankrig og fra Sverige. ”Det viste sig imidlertid, at både det blå garn fra Paris og det fra Borgs Söner ændrede farve, men forskelligt” (s. 129).
Det vil føre for vidt her at gøre mere ud af de mange problemer, som Frederiksborgprojektet løb ind i. Interessant og meget overraskende er det imidlertid, at det endte med, at en dansker, Hanna Hoffmann, farvede gobelingarnet med de ”gamle plantefarver, man brugte, endda dyrket lokalt blot 15 km fra Frederiksborg” (s. 136). Samarbejdet varede kun i to et halvt år, da Hanna Hoffmann døde i februar 1917.
Gobelinfabrikken i Paris måtte erkende, at der i slutningen af 1800-tallet opstod mange nye problemer, fordi tekstilfarvningens gamle håndværk gennemgik en voldsom forandring i den industrielle tidsalder. Det ramte gobelinprojektet på Frederiksborg, men da Bjørn Nørgaards gobeliner på Christiansborg skulle produceres, er der sandsynligvis kommet styr på alle de ovennævnte problemer. Vejledningen til Gobeliner til Danmarks dronning skriver intet om problemer med farverne fra gobelinfabrikken.
Historikerne Hans Fabricius-Rahbek og Emma Gyldenlev Flø Pedersen, der begge er tilknyttet Frederiksborg som henholdsvis forsker og samlingsassistent, skriver om tilblivelsen af nogle af de motiver, som blev genskabt med motiver fra den såkaldte Kalmarkrig (1611-13). Den foregik i begyndelsen af Christian 4.s regeringstid, hvor han anså sig selv som en fandens karl, der var på vej mod den stjernestatus, som han selv mente, at han fortjente. Derfor skulle billeder, der blev malet eller vævet også tjene til at forherlige hans bedrifter. Det er motiver fra krigen og et billede af Christian 4.s kroningstog, som bliver analyseret med udgangspunkt i de forestillinger, kunstneren Karel van Mander 1. havde udviklet om, hvordan et billede ”bedst komponeres og fortæller historie” (s.145). Det var denne kunstners søn, Karel van Mander 2., der stod for opgaven med at komponere billederne.
Vejen til at genskabe de oprindelige billeder er spændende at følge, men det er vigtigt at huske på, at gobelinerne i Riddersalen ikke er ”eksakte kopier, men tilnærmelser, fortolkninger af de originale” (s. 150). Jeg ved ikke, om bogens gengivelse af kroningstoget svarer til virkelighedens gobelin i Riddersalen, men der er problemer med at se mange detaljer i gengivelsen - især området omkring baldakinen. Lignende problemer er der ikke med scenerne fra krigen.
Problemet med hyldesten til Christian 4. er, at det er svært at løsrive sig fra en langt mere kritisk holdning til kongen, sådan som de fleste historikere indtager i dag. Bjørn Nørgaards dom over kongen i hans gobeliner er i langt bedre overensstemmelse hermed. Spørgsmålet er så, om en senere tids kritik passer ind i de rammer, som en genskabelse af gobelinerne i Riddersalen er udtryk for? I kapitlet hedder det ”Den totale erobring og undertvingelse af Sverige slog fejl, og drømmen om Kalmaruinonen brast. Måske derfor blev det desto vigtigere for kongen at etablere en fortælling om sig selv som krigens sejrherre” (s. 144). Et længerevarende perspektiv på krigen får vi ikke svaret på eller en diskussion heraf.
Tom Hermansen, der er mag.art. og ph.d. i kunsthistorie, fortæller i sit kapitel Danske billedtæpper efter Frederiksborg, at der har været en overraskende kontinuitet i gobelinvævningens historie og ikke et brud, som ellers har været den gængse opfattelse. Det skyldes, at ”Modernismens omgang med tekstil generelt (er) underbelyst” (s. 154). Årsagen er, at tekstilkunst er blevet betragtet som en feminin form for kunst. Det er derfor på tide, at tekstilkunsten atter får en seriøs opmærksomhed, sådan som Tom Hermansen overbevisende argumenterer for. Han har bl.a. set samtidens aviser og magasiner igennem, og han skriver, at det er tydeligt ”at det piblede og boblede i tekstilkunsten, og noget af energien kom fra Astrid Homs skole” (s. 164). Denne kunstner boede i Paris i årene 1909-14, hvor hun mødte den nye kunst, og hun blev leder af væveskolen på akademiet trods nogen modstand. Bl.a. derfor var ”årene 1920-50 … et vedvarende kredsløb af ideer, institutioner og aktører, der holdt billedtæppet levende” (s.177). Det er som her altid spændende og vigtigt, når gamle ”sandheder” står for fald, og nye erkendelser vinder frem. Godt gået!
Bogen slutter med afsnittet Biografier Vævestueledere og Biografier Vævere skrevet af Tina Langhoff Larsen, som også skrev om Søsterskab på vævestuen.
Det siger sig selv, at der ikke indgår flere billeder med relation til danmarkshistorien i Riddersalens gobeliner, end de billeder, der er afbilledet i bogen. Det er jo egentlig ikke særlig mange, og så kan anmelderen ikke se billedet af Christian 4.s togt til Stockholms Skærgård og øen Vaxholm i bogen. Derfor må Riddersalens gobeliner især vurderes som et stykke overdådigt og meget pompøst udtryk for de martialske idealer, som den overmodige Christian 4. var besat af. Billederne på s. 15 og 17 og s. 104 ff. viser det på fornemste vis. De viser ”et hav af konge og sejrssymboler i form af våben, krigshorn, udsmykkede spyd m.v.”. Hertil kom våbenskjolde og rustninger osv. Bogen handler jo om gobelinerne, men alligevel er det underligt, at malerierne af den glüksborgske kongefamilie slet ikke er blevet omtalt i bogen, da de er en del af Riddersalens inventar.
Fik vi så svar på spørgsmålet om gobelinerne virker mere moderne i 2026? Min første indskydelse var, at det gør de ikke i sig selv, men det gør de kun, fordi bogen og forskningen placerer dem i sammenhænge, hvor nye problemstillinger bliver taget op. Men når anmelderen ser på, hvordan oprustning har fået en meget central rolle i dansk politik, får gobelinerne lige pludselig en helt ny og uventet relevans i disse år.
Tråde af tid er en meget spændende og læseværdig publikation - ikke mindst, fordi den giver os mange nye indsigter og viden om de gobeliner, der blev genskabt til Riddersalen. Den hylder ganske fortjent den indsats, alle vævestuelederne og væverne bidrog med. Der tilføjes nye facetter af kvindehistorien i begyndelsen af det 20. årh., og bogen fortæller om de mange problemer, som gobelinfabrikken i Paris måtte kæmpe med, da en ny tid og syntetiske farver begyndte at vinde indpas. Og hvor er det en fantastisk ide at bruge mælkebøtten i centrum for forsiden. Den vilde og ukuelige blomst fortjener i den grad denne anerkendelse. Trods de ovennævnte kritikpunkter kan Frederiksborgmuseet være godt tjent med denne bog.
[Historie-online.dk, den 15. april 2026]
