Erik den Røde I - Skibet og sværdet
Karsten Gabrielsen. Arkivar. Bevarings- og Kassationsafdelingen, Rigsarkivet
Skibet og sværdet er det første af de to bind i en roman om Erik den Rødes liv. Vi følger her vikingeteenageren fra moderens død og faderens fredløshed, da han er 14, til han møder Tjodhild som 21-årig. Den beskriver rejsen og bosættelsen på Island, hans oplæring inden han tager tilbage til Norge for at genrejse slægtens ære, hans deltagelse i et togt til Suderøerne (Hebriderne), hans ophold i Norge og hans tilbagekomst til Island som voksen mand.
Erik portrætteres som en ungdomsoprører, impulsiv og med en tæt kontakt til guden Tor. Han lærer at ”tale med Tor”, og bogen bruger megen plads på at beskrive hans syn og kontakter med guden, der fører en oplæring i beherskelse af krop og sind med sig – og heri ligger en af dette binds udviklingslinier. En anden af disse udviklingslinier handler om Eriks kamp for og opnåelse af accept og position både i det islandske og det norske samfund, og imellem disse to linier udspiller handlingen sig. Sproget sørger for, at vi hele tiden får et ordentligt tryk på opleveren, både når der sker noget, og når handlingen kommer i smult vande. Det kan godt føles, at der i de mindre actionprægede dele af handlingen bliver trykket lidt for kraftigt på det sproglige maskingevær til at læseren får tid til refleksion og eftertanke.
Preben Mørkbaks sprog er nemlig rigt krydret med adjektiver, med lydmalende ord, og med en sprogtone, der veksler mellem saga- og skjaldepastiche og en del meget mere moderne vendinger. Det kommer til at virke velgørende, men måske lidt ironisk i forhold til fremstillingsformen, at en af personerne på et tidspunkt siger: ”Det var dog græsseligt, så højstemt du evner at tale. Du kunne vel nøjes med at tale ganske almindeligt.”
Der bliver daldret, og moset og brølet og nasset og skvattet og bjæffet og buldret i Preben Mørkbaks roman om Erik den Røde. Der er skingrende hyleri og sug af snappende åndedrag og folk har ild i tindingen, indtil de har fået bank og kun ligger og hikster. Næsten 400 siders lydmaleri må næsten overbevise os om, at det har været svært at få ørenlyd i vikingetiden.
Bind 2, Ploven og sangen, udkommer til efteråret.
