Menu
Forrige artikel

Fra skipperliv til østrigsk fangenskab

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 1043

 

Af Vigand Rasmussen. Ærøbo em.

Den 29. marts 1864 kunne man i Dagbladet læse følgende notits under ’Skibsefterretninger’:

”Triest, den 12te Marts. Det imorges hertil fra Dalmatien ankomne Lloyds Dampskib ’Arcibuco Ludovico’, Kapit. Hesse, beretter, at det danske Skib ’Alf’, Kapit. Andersen, der blev taget af et østerrigsk Orlogsskib, er indbragt til Meglin.”

Bag denne korte notits gemmer sig en lang, dramatisk historie, som historikeren Helge Mørch Jensen afdækker i denne fortræffelige og smukke bog.

Kaptajn Niels Andersen blev født i Marstal i 1819 som ældste søn af en skipper, og da han var blevet konfirmeret i 1834, skulle han stå til søs som alle andre raske marstallerdrenge. Han blev gift i Marstal Kirke i 1848, og han og hustruen Karen fik i alt seks børn, hvor det sidste barn blev født i 1862.

De første år af Niels’ sømandskarriere mellem konfirmationen og 1850, hvor han fik sit skippercertifikat, har  været vanskelige at klarlægge. Så forfatteren antager med god grund, at læreårene til søs nok er foregået på skibe fra Marstal, måske på nogle af familiens skibe, idet både faderen og svigerfaderen havde skibe i søen. Nogle af skibene sejlede på Smålandshavet, og her kan Niels Andersen have fået kontakt til agent Benzon i Stubbekøbing. I hvert fald blev han efter 1850 skipper på Benzons skonnert Benedictus og fra 1856 skipper på briggen Alf, også et Benzon skib. Helge Mørch Jensen undrer sig med rette over, hvorfor Andersen ikke blev skipper på et Marstal-skib, når det havde været naturligt for så dygtig en sømand med familien boende i den ærøske søfartsby. Men nogen forklaring har det ikke været muligt at finde, selv om der med Jensens grundighed er blevet søgt alle mulige steder.

Niels Andersen kom vidt omkring på de to skibe, han nåede at være skipper på. Der var sejladser i nærområdet og Østersøen samt på England, men han krydsede også Atlanten flere gange, og takket være et fyldigt kildemateriale er vi næsten med på hver en rejse, ligesom vi ved, hvad der gemmer sig i lasten. Det er spændende læsning for såvel søulke som landkrabber. Og dramaet indfinder sig også undervejs, hvor Andersen og hans skib deltager i redningsaktioner ude på det store hav. Det var engelske skibe og søfolk, han kom til undsætning, hvorfor han efterfølgende fik en hædersbevisning fra den engelske regering.

Alfs sidste tur med Niels Andersen som skipper begyndte i Rio de Janeiro den 14. september 1863, hvor man ankom med en last stenkul. To en halv måned senere afgik skibet tilbage til Europa med lasten fuld af kaffe. Første anløb var Malta, hvor man ankom den 6. februar 1864, og herfra skulle man videre til Konstantinopel med resten af kaffen. På samme tid var 2. slesvigske krig brudt ud mellem Danmark og Østrig/Preussen, hvilket blev afgørende for Alfs og Niels Andersens videre skæbne.

Mens man nærmest kan brolægge gader og stræder med bøger om landkrigen i 1864, så er det meget mere småt (bortset fra slaget ved Helgoland) med egentlige værker om, hvad der skete til søs i denne ulyksalige krig, især når det drejer sig om begivenheder omkring handelsflåden, hvis skibe jo befandt sig alle mulige steder, da kampene rasede på landjorden. Den mangel råder denne bog fint bod på.

De krigsførende parter opbragte nemlig en del handelsskibe, der sejlede under fjendens flag. For danske skibe skete der det snurrige, at den østrigske flåde i Middelhavet havde ordre til kun at opbringe kongerigske handelsskibe, ikke skibe fra Hertugdømmerne. Det kunne skyldes, at man ikke ville genere redere i de områder, som Østrig og Preussen regnede med ville blive en del af sidstnævnte, hvad der jo også skete ved freden.

Derfor blev kun to danske skibe opbragt af østrigerne. Det ene var briggen Grethe af Dragør. Det andet var Niels Andersens Alf fra Stubbekøbing.

Andersen var nået til farvandet ud for Tyrkiet, da den østrigske skruekanonbåd Velebich, som trods betegnelsen ’båd’ var et pænt stort tremastet skib, opbragte Alf og påbegyndte en bugsering af det danske skib med kurs mod havnen i Pola i bunden af Adriaterhavet. Det var noget af en rejse, der også bød på mange genvordigheder, inden man nåede frem den 22. marts. Mandskabet på Alf gik i land og blev betragtet som krigsfanger. Folkene blev først givet fri efter våbenhvileaftalen i krigen den 1. august, men det blev uden skipperen. Niels Andersen havde nemlig hængt sig i sin celle den 30. marts, kun 45 år gammel. Hvorfor han tog denne drastiske beslutning, findes der ikke nogen præcis begrundelse for. I en slægtsbog er anført, at det kunne skyldes, at han var reserveofficer i den danske flåde, og at tilfangetagelsen var gået hans ære for nær. Så skal man da være meget nærtagende, når man hjemme i Marstal har kone og seks børn, som med dette selvmord mistede deres forsørger. Det er meget mystisk.

Helge Mørch Jensen har skrevet en flot bog om en sømand fra Marstal, og tilmed belyser bogen sider af krigen 1864, som hidtil har ligget lidt underdrejet i den store historie. Det gør de ikke længere.

[Historie-online.dk, den 20. september 2023]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Vejlebogen 2022
Gader og mennesker i middelalderens og renæssancens København (bd. 2)
Historiske årbøger: En ganske kort oversigt