Menu
Forrige artikel

Jernalderfolk parterede faldne fjender

Kategori: Arkiv
Visninger: 288

Fire bækkener på en kæp og bundter med skændede knogler afslører, at der foregik et voldsomt rituelt efterspil med ligene af de krigere, som blev nedkæmpet ved Alken Enge omring Kristi fødsel.

Det vakte international opsigt, da arkæologiske udgravninger i 2012 afslørede knoglerne af krigere fra en hel hærstyrke, der i tiden omkring Kristi fødsel var blevet smidt i mosen ved Alken Enge i Østjylland efter at være blevet nedkæmpet ved et større slag. Siden er der blevet gravet yderligere i området, og arkæologer og fagfolk fra Aarhus Universitet, Skanderborg Museum og Moesgård Muserum har nu gjort nye opsigtsvækkende fund.

”Vi har fundet fire bækkener fra fire forskellige mænd sat på en træstok. Derudover har vi fundet bundter af knogler, og knogler med skære- og skrabemærker og knuste kranier. Vores undersøgelser viser, at der forgik en voldsom afslutning, efter at de falde krigerne havde ligget på slagmarken i et halvt år,” fortæller projektleder Mads Kähler Holst fra Aarhus Universitet.

Resterne af de faldne blev samlet sammen, knogler blev renset for kødrester, sorteret og ødelagt med stor brutalitet for til sidst at blive smidt ud i søen. Sammen med knoglerne fra krigerne ligger slagtede dyr og lerkrukker, der sandsynligvis har rummet madofre.

”Vi er ret sikre på, at der er tale om en religiøs handling. Det ser ud til at være en form for naturhelligdom – en hellig lund – hvor man har afsluttet en større krigshandling med en rituel udstilling og ødelæggelse af knoglerne fra de overvundne krigere,” udtaler Mads Kähler Holst.

Geologiske undersøgelser har vist, at fundene i jernalderen blev smidt ud i søen fra enden af en landtange, der strakte sig langt ud i Mossø, der på det tidspunkt var en del større, end den er i dag.

”De fleste knogler finder vi spredt ud over den gamle søbund uden sammenhæng, men med de nye fund får vi pludselig et stærkt indtryk af, hvad der er sket. Det gælder ikke mindst fundet af de fire bækkener. De må være sat på kæppen, efter at de var blevet skeletteret,” fortæller udgravningsleder Ejvind Hertz fra Skanderborg Museum.

Foto: Fire bækkener på stok. (Foto: Peter Jensen, Aarhus Universitet)

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Guldspiraler er en gåde for arkæologerne
Spritten skal fredes
Hvordan lyder det, når udvandrernes efterkommere taler dansk?