Menu
Forrige artikel Næste artikel

Aalborg 1300-1660. By, slot og befæstning

Kategori: Bøger
Visninger: 1159

Af Bjørn Westerbeek Dahl

Der er sikkert ikke mange, der vil opfatte Aalborg som en by med en militær fortid, og dog har den som mange andre byer i ældre tid været forsynet med forsvarsanlæg af forskellig art. Rundt om byen har der i middelalderen ligget volde og grave, og sydligst i byen opførtes i 1300-tallet det første Aalborghus. I 1500-årene opførtes ud mod Limfjorden det endnu eksisterende Aalborghus, hvorfra der er bevaret synlige rester af de oprindelige og nu forlængst sløjfede forsvarsanlæg.
En sammenfatning af den viden, der findes herom fra højmiddelalderen frem til 1662 foreligger nu i den seneste Aalborgbog, skrevet af tre lokale arkæologer/historikere, der har suppleret deres fremstilling med oplysninger fra skriftlige kilder i form af lensregnskaber mv.
Det er derfor oplagt, at emnet formidles gennem et temanummer af netop Aalborgbogen, der distribueres til Selskabet for Aalborgs Historie i det imponerende tal af 1.000 eksemplarer. Udbredelsen synes således sikret.

Bogen falder naturlig i tre afsnit om henholdsvis by, borg og slot, og inddelingen afspejler også det kronologiske forløb.
De skriftlige kilder er få og vanskelige at bruge fuldt ud, så det er heldigt, at det i de senere år har været muligt at foretage udgravninger flere steder langs den middelalderlige byvold, som vi ellers intet kender til. Man har tilmed fundet spor, der har kunnet datere anlægget af i hvert fald den nordlige del til årene lige omkring 1320.
Med forfatterne føres vi rundt om byen og ned i udgravningsfelterne på en måde der giver et godt indtryk af de system af volde og grave med byporte mod øst og vest, der mødte Henrik Rantzau, da han i 1534 erobrede byen og knuste Skipper Clement-oprøret. Denne dramatiske begivenhed gjorde imidlertid også en ende på byens befæstning, der i de følgende årtier blev mere eller mindre sløjfet. Rester af portene dog så sent som i 1870’erne.
Gennemgangen er ledsaget af et fortrinligt og meget smukt kort (s. 19) med angivelse af udgravningsfelter og med snit og planer, men mærkeligt nok ikke med en tegning af, hvordan anlægget blot helt eller delvis kunne have set ud. Omslagets afbildning af Aalborg i 1534 fra Rantzaus anetavle er heller ikke brugt inde i bogen, selvom den da i det mindste burde være omtalt nærmere som den eneste afbildning af Aalborg fra denne tid.
En tegning af fundamentet til Vesterport (s. 32) er gengivet efter en udgravningsberetning i 1907, selvom man foretog nye undersøgelser i 1935, der gav en del yderligere oplysninger. Her havde en nytegning været på sin plads – og måske også et forsøg på i ny streg at anskueliggøre portens placering i forhold til byens Vesterå og vold og grav, der kan stå lidt diffust for en ikke lokalkendt.
Aalborgs bybefæstning mistede i 1534 sin betydning, selvom forfatterne er på sporet af planerne for en fornyelse i 1557, da Christian den 3. og Rigsrådet blev enige om en befæstning af by og slot. Nogen spor heraf kendes dog ikke, og forfatterne stiller sig fornuftigvis også skeptiske til, om beslutningen blev ført ud i livet. Alligevel bruges en synsforretning over ”plankeværk, volde og grave” fra 1626 som argument for, at der da fandtes ”en form for befæstning”. Det synes dog at være en noget hårdhændet konklusion, idet de nævnte elementer jo kunne være de sørgelige rester af de ældre anlæg eller blot markering af jurisdiktionsgrænsen mellem by og land.

Hvad der end måtte have været, var det åbenbart ikke tilstrækkeligt, for efter Kejserkrigens afslutning i 1629 fremkom igen forslag til en befæstning af Aalborg. Den kendes fra forhandlinger mellem konge og Rigsråd og diverse ordrer mv til lensmanden. Nogle få oplysninger i lensregnskab og tingbog bekræfter, at der blev arbejdet, men de er ikke specifikke nok til at røbe, hvor og hvad der blev gjort, bortset fra sikringsarbejder omkring portene og nogle uspecificerede skansearbejder. Aalborg bys befæstning er i sandhed gådefuld.

Endnu mere tåget bliver beskrivelse af borgen Aalborghus, der i modsætning til slottet af samme navn lå sydligst i byen. Her er det tydeligt, at forfatterne i mangel af håndfaste arkæologiske beviser for borgens udseende og beliggenhed er helt ude i gisningerne. De ganske få spor af borgen, der dog findes, synes dog at antyde, at der er tale om et castrum/curia-anlæg, altså en tvedelt borg med en forborg med diverse økonomibygninger og en hovedborg med lensmandens residens mv. Gerne havde man til illustration heraf set et godt eksempel på et sådant anlæg.

Fastere grund under fødderne har man naturligvis ved beskrivelse af det nuværende Aalborghus, der rejste sig efter en kongelig beslutning i 1535 og som opførtes som tvangsborg mod de genstridige aalborgensere, ganske som Malmøhus i forhold til malmøboerne efter Grevens Fejde. Den historie er fortalt af såvel Otto Norn i Christian den 3.s borge fra 1949 og af Florian Martensen-Larsen i dennes bog om Aalborghus fra 1989.
Derfor koncentrerer forfatterne sig naturligt om beskrivelsen af de nyeste arkæologiske fund, og man fornemmer ganske tydeligt, at de selv for nylig har haft spaden i jorden.
Formidling af arkæologiske udgravninger er en svær genre, og fremstillingen kan her og der være vanskelig at følge for lægmand, når man skal igennem beskrivelser af f. eks. ”undersøgelseshuller langs ydersiden af den østlige fløjs vestlige facade mod gården, langs den nordlige fløjs sydlige facade mod gården og langs den nordlige fløjs nordlige facade mod fjorden” (s. 86). En vis sproglig bearbejdning havde bestemt været på sin plads, og man aner fraværet af en redaktør.
Flere af de interessante iagttagelser havde også kunnet være bedre formidlet med en ledsagende illustration. Således savnes et billede af slottets nordmur, som efter forfatterens undersøgelser måske har skullet udgøre første del af en påtænkt hovedbygning, som den man kender den fra Malmøhus.
Og det havde været rigtig fint og instruktivt, om man havde gengivet Aalborghus med tidligere voldgrav og volde i sin nutidige skikkelse – i lighed med det udmærkede luftfotografi af Malmøhus. En i øvrigt glimrende tegning af bygningerne (s. 107) rækker ikke.
Forfatterne følger Florian Martensen-Larsens opfattelse af, at slottet bevarede sin militære værdi i godt 100 år efter opførelsen. Myter om problemer med vandforsyningen har tidligere ledt til den opfattelse, at slottet var ubrugeligt straks efter færdiggørelse i slutningen af 1550’erne. Forfatterne har da også blik for det urimelige i påstanden, og tilmed fundet to plankebyggede brønde på slotspladsen, der turde dementere den endegyldigt. Men myter har jo et langt liv.
Det betød dog ikke, at slottet ikke forfaldt. Man skal helt frem til Kalmarkrigen for at støde på senere omtale af befæstningsarbejder ved slottet. Det skete, da der blev opsat et brystværn på den gamle runddel mod nordvest. Prisen for arbejdet var dog så beskeden, 21 rdlr., at det burde have fået forfatterne til at studse, for enten har det blot været en mindre reparation af et eksisterende anlæg eller så beskeden en konstruktion, at det ikke har haft nogen større betydning. Under alle omstændigheder var det et forsøg på at bruge den gamle runddel, ikke som det var tiltænkt, men som basis for et beskedent forsvar.
Byens fæstningshistorie går herefter over i ren krigshistorie, hvad Kejserkrig, Torstenssonskrig og Karl Gustav-krig da også berettiger til. Men at den svenske besætning på Aalborghus i 1659 satte sig til modværge, gør ikke dette til en fæstning eller et forsvarsanlæg. Med denne episode fik slottets forsvarshistorie en national-heroisk afslutning. 

Bogen er mærkværdigvis ikke udstyret med noter, men en ganske omfattende litteraturliste på hele ni sider skal vel opveje denne mangel. Der er derimod uforståeligt, at der ikke findes et person- eller stedregister og peger igen tilbage på en manglende redaktionel indsats.
I det hele kunne bogen havde vundet ved en grundigere bearbejdning og sproglig afpudsning. Det hedder således ikke ”6 rigsdalere” eller ”jorde” (flere forekomster), men henholdsvis ”rigsdaler” og ”jorder” og Stygge Krumpen var ikke rigsmarskal, men ”kun” rigsmarsk (s. 36).
Det er mere eller mindre petitesser, der vel kun kan holde følsomme anmeldere søvnløse om natten, værre er det, at bogen ikke fremstiller Aalborgs befæstningsanlæg i et bredere perspektiv. Der gøres ikke meget ud af Aalborgs placering i forhold til andre middelalderlige befæstningslæg eller renæssancens Aalborghus Slot og dets parallelfæstninger andetsteds i riget. Overvejelser om forholdet mellem Aalborgs forsvar og de nye anlæg, der i midten af 1600-tallets var projekteret ved Hals, berøres heller ikke. Det havde dog kunnet betyde en opgivelse af selve Aalborg by, der på et tidspunkt var tænkt flyttet ud til Kattegatkysten.

Men inden for de rammer, som forfatterne har opsat, gives en fyldestgørende status for vores aktuelle viden om byens befæstning og forsvarsanlæggene for både borgen og slottet Aalborghus.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Kirken, kongen og enevælden
Aktstykker og Oplysninger til Rigsrådets og Stændermødernes Historie i Frederik III.s tid
Broderstrid