Museumsnumre 128 - fartøjer
Museerne har ansvaret for en stor del af bevaringsarbejdet, når det gælder fortidens genstande, men der er dog adskillige områder, som overstiger deres kræfter. Bygninger er et af de områder museerne ikke kan klare. Museerne bor sommetider i historiske bygninger, men de har ikke midler til at bevare slotte, kirker, broer, møller, fabrikker osv. Heldigvis har vi Bygningsfredningslovet af 1918. Den bestemmer, at visse bygninger af historisk betydning for Danmark og eftertiden, kan fredes. Fredningen betyder at man ikke må nedrive eller helt forandre bygningen. Samtidig får man fra staten en hjælpende hånd i form af fradrag for vedligeholdelsesudgifter. Overtager man et fredet hus, skal man altså varetage et stykke kulturarv. Vil man ikke det, så bør man købe et andet hus eller bygge et nyt.
Med hensyn til andre større brugsgenstande som skibe og tog skulle man heller ikke tro at sådanne sejlede eller kørte rundt med museumsnummer, men ikke desto mindre er der i begge tilfælde specialmuseer, der har påtaget sig opgaven at bevare vigtige dele fra vores søfartshistorie og jernbanehistorie (se nr. 109). Lad os se på skibene eller fartøjerne. Danmark er jo omgivet af hav, og fartøjer har derfor været afgørende for samfundets udvikling gennem landets historie.
Størrelsen sætter naturligvis en grænse opefter for de fartøjer, som kan bevares. Der er to måde man kan bevaret et fartøj på: På land eller sejlende. Ingen af delene er lette. Al erfaring viser, at opbevares et fartøj på land udendørs, så går det til i løbet af nogle år. Det gælder især fartøjer bygget af træ. De tørrer ind, rådner og forgår som alt træværk. Mindre fartøjer, dvs. både brugt i fiskeriet eller lystbåde er derimod med held blevet bevaret indendørs i udstillingshaller. I Svendborg og i Hobro findes gode udstillinger af tidligere tiders lystfartøjer. Det er elegante fartøjer, udført af dygtige bådebyggere og konstruktører. De museer, som har specialiseret sig i søfart og fiskeri, har også med held bevaret mindre fartøjer indendørs. Det gælder Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg, hvor man kan se en samling af de fiskefartøjer, der forskellige steder i landet har været brugt inden for de sidste 100-150 år. Bådene er udstillet sammen med deres fiskeredskaber og udrustning og det giver en glimrende 1:1 dokumentation af fiskerierhvervet førhen. Flere andre museer har også bevaret fiskerfartøjer, nemlig i Gilleleje, på Flynderupgård ved Helsingør, i Løgstør, Skagen og Hvide Sande.
Den nordiske klinkbyggede båd blev i 2021 erklæret verdenskulturarv af UNESCO. Så meget desto mere er der grund til at bevare eksemplarer af båden. Kystliv Holbæk tog initiativ til en udstilling om den klinkbyggede båd, kystliv holbæk
Når det drejer sig om fragtfartøjer er bevaring indendørs vanskelig på grund af størrelsen. Da vikingeskibene blev fundet og udgravet ved Skuldelev i Roskilde Fjord byggede man et hus til skibene. Fundet af skibene gav anledning til ny forståelse af skibets betydning i vikingetiden, og man rekonstruerede flere af vragene og anstillede sejladsforsøg, hvilket viste at fartøjerne var glimrende sejlere og fremstillet til forskellige formål og farvande. Da langskibet fra Skuldelev blev rekonstrueret, gjorde man med det en rejse til Dublin og høstede på den måde erfaringer og stor anerkendelse og opmærksomhed på verdensplan. Med fundene af stammebåde, Hjortspringbåden, Nydambåden, vikingeskibene, Ellingåskibet og skudevragene på Lolland-Falster, er Danmark måske det land i verden, som kan tegne det mest nøjagtige billede af en fartøjsudvikling fra stenalderen til renæssancen.
Vikingeskibsmuseet har bevaret en række både fra nyere tid og de bruges til sejlads med skoleklasser, vikingeskibsmuseet.
At bevare fartøjer i vandet, fast fortøjet ved en kaj er meget vanskeligt. Hvis skibene ikke sejler, tjener et formål og desuden har mulighed for indtægter til vedligeholdelse er bevaringsopgaven næsten uoverkommelig. Et stort museum som South Street Maritime Museum i New York har måtte give op i bevaring af flere store skibe. Herhjemme har Nationalmuseet påtaget sig den store opgave at bevare en række historiske fartøjer i vandet: et fyrskib, ”Gedser Rev”, en havnepram ”DFDS nr. 19”, en galease, ”Anna Møller”, en slup ”Ruth”, en tomastet skonnert ”Bonavista” og en tremastet skonnert ”Fulton”. Bevaring lykkes bedst for de fartøjer, som har en besætning af faste folk som eksempelvis ”Fulton”. Af hensyn til sikkerhed og sejlads med passagerer må visse ombygninger ske. F.eks. bliver fartøjets lastrum indrettet til opholdsrum for passagerer, og sejlskibe må forsynes med en motor. Redningsmidler i form af bl.a. redningsflåder skal være om bord. Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg har bevaret en snurrevodskutter E. 1 ”Claus Sørensen” sejlende og den bruges til pædagogiske opgaver. Nordjyllands Kystmuseer ejer fiskekutteren ”Hansa” af Skagen fra 1924. En gruppe af frivillige forestår arbejdet og sejler med ”Hansa”.
Restaureringsarbejde på galeasen ”Anna Møller” på værft i Holbæk, nationalmuseet
Tremastet skonnert ”Fulton” under sejl, nationalmuseet
En række mindre museer har også klaret opgaven at bevare et fartøj. I Dragør har Museum Amager bevaret fiskekutteren K. 571 ”Elisabeth”, som deltog i sejlads med modstandsfolk og jøder, der måtte til Sverige under den tyske besættelse.
I søfartsbyen Svendborg har museet bevaret krydstoldjagten ”Viking”. Denne fartøjstype blev brugt af toldvæsenet til at kontrollere skibe i danske farvande og forhindre smugleri. Krydstoldjagter var gode sejlere, som kunne indhente de fragtskibe, som skulle inkvireres. Museet har bevaret andre mindre fartøjer, nemlig de små færgebåde ”Hjortø” og ”Kaia”.
I regi af Marstal Søfartsmuseum er bevaret et kystmotorskib, ”Samka”, fra 1956. Disse små motorskibe afløste de gamle motorsejlere i 1950-erne. I alt blev bygget 23 af denne type skibe, som efter den første nybygning ”Caroline”, blev kaldt carolinere.
Carolineren ”Samka” af Marstal på rejse
Mange flere historiske fartøjer er bevaret af foreninger og private ejere. De sidste kan kun få det til at gå rundt, hvis de sejler med passagerer og derved har indtægter. Hjuldampskibet ”Hjejlen” fra 1861, vores ældste kontinuerligt sejlende skib, er et eksempel på hvordan et historisk fartøj er blevet bevaret i passagerfart. Den sejler nu som før på Silkeborgsøerne.
Ejerne af de historiske skibe er gået sammen i en interesseforening ”Træskibssammenslutningen”, som på forskellig vis søger at hjælpe skibene. Skibene spiller i øvrigt en markant rolle i den turistprofil som tegnes af Danmarks Turistforening. Tænk blot på betydningen af Nyhavn med de gamle skibe og de fredede gamle huse.
Lokalt har man i adskillige købstæder forstået både den kulturhistoriske og turistmæssige værdi af fartøjsbevaring. Man har samlet de gamle skibe i særlige havneafsnit, museumshavne, og stillet faciliteter til rådighed for træskibsfolkene. Det gælder f.eks. Middelfart, Hobro, Holbæk, Løgstør, Faaborg, Svendborg, Rudkøbing, Marstal og Helsingør m.fl. Når undtages Nyhavn har landets hovedstad ikke vist større forståelse for værdien af de gamle fartøjer.
Staten har også vist ansvarlighed, idet der eksisterer en Skibsbevaringsfond hvorigennem staten uddeler lån og tilskud til skibsbevaringsarbejde efter bestemte kriterier. Fonden kan ansøges og gennem årene har den fremhjulpet rigtig mange bevaringsprojekter.
Som passager kan man sejle med et af de historiske skibe. Der eksisterer sejladser f.eks. Fyn Rundt og Limfjorden Rundt, som man kan købe billet til. Man sejler fra by til by, deltager i arbejdet om bord og sover i en køje. Det er en oplevelsesrig og aktiv ferieform, som udmærket kan konkurrere med Middelhavets strande og Alpernes bjerge. Prøv det!
Nyhavn med gamle farverige huse og historiske skibe er opskriften på en turistsucces, som nu er blevet så stor, at man ikke længere markedsfører Nyhavn til turister, aabningstider nyhavn.
Ole Mortensøn
Se de øvrige artikler i serien ”Museumsnumre” her
[Historie-online.dk, den 2. juli 2025]
