Menu

TV-tips, uge 47, 2025

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 47

 

I denne uge skal være vidner til Conquistadorernes fald, bandevold og historien om julemærket. Vi skal opklare danske mord og se på forvandlingen af en dansk bindingsværksgård. Sean Penn portrætteres og sømændene sejler – og endelig et norsk autentisk drama om begivenheder i 1942. God fornøjelse!

 

Historien om Julemærket

DK4, 19. november, kl. 21:35

Julemærket – en enkel idé, med en kæmpestor betydning. Et godt eksempel på, hvad vi er i stand til, når bare vi er mange nok; sommerfuglens vingeslag, der kan mærkes på den anden side af kloden. Julemærket blev trykt i Danmark for første gang i 1904 og har siden ændret livet, til det bedre, for mange mennesker, også i andre lande. I ”Historien om julemærket” fortæller datteren til Julemærkets opfinder Einar Holbøll, Agnethe Holbøll om sin karismatiske far – og om hvordan ideen bag det lille mærke blev til virkelighed. Men det hele handler ikke om dengang. Også i dag er salget af julemærker og julekort – samt alle andre ting, der er kommet til, i takt med, at brevene er blevet færre – med til at gøre livet bedre for mange unge mennesker. Vi er bl.a. med til åbningen af julemærkehjemmet Liljeborg.

 

Sean Penn - Outsideren

DR2, 20. november, kl. 19:05

Fransk dokumentar fra 2024. (Sean Penn - The Outsider) Skuespiller, instruktør og engageret provokatør. Sean Penn - kendt for blandt andet 'Milk' og 'Mystic River' - er næsten en levende legende. Hans filmografi tegner et billede af et 'andet Amerika': det lavere samfund, de undertrykte og outsiderne. Uanset om det er som skuespiller eller instruktør, vender han op og ned på alle de store myter fra amerikanske film. Denne dokumentar dykker ned i Sean Penns unikke præg på 'drømmeindustrien'.

 

Den største forbrydelse

DR2, 21. november, kl. 23:35

Norsk autentisk drama fra 2020. (Den største forbrytelsen) Familien Braude er en helt almindelig norsk familie med livsdrømme og fremtidsambitioner. Men alt ændrer sig den 26. november 1942. Efter ordre fra den tyske besættelsesmagt bliver en storstilet politiaktion sat i gang over hele landet. Alle jøder skal deporteres - uden undtagelse. Det får alvorlige følger for familien Braude. Skrækslagne tvinges de under dæk på et stort lastskib. Endestationen er udryddelseslejren Auschwitz. Medvirkende: Jakob Oftebro, Anders Danielsen Lie, Carl Martin Eggesbø m.fl. Instruktion: Eirik Svensson.

 

Danske mord - Smukke Carola

DR2, 22. november, kl. 21:20

Hun var en af de mange prostituerede som ved århundredeskiftet trak i Nyhavn i København. Smukke Carola, som hun blev kaldt, fik skåret halsen over og politiet var overbevist om, at det var hendes kæreste, der også var hendes alfons, som stod bag drabet. Men meget tyder på, at den skyldige var en helt anden.

 

Huse med hemmeligheder (4:6) Bindingsværksgårdens forrygende forvandling

DR2, 23. november, kl. 21:00

Søren og Julie ejer en vestfynsk bindingsværksgård, hvor suler, en oldgammel byggeskik, løfter taget højt mod himlen. Parret er uenige om, det historiske eller æstetiske skal vægte højest i restaureringen. Men enige om at være ekstremt grundige. Ane Cortzen finder frem til en pudsig aftægtskontrakt fra 1800-tallet, der løfter sløret for datidens pension.

 

Bandernes børnesoldater (1:3) - Bomben i Odense

DR1 | Fra 24. november, kl. 21:25

En bombe bliver placeret uden for en opgang i Odense, hvor Lars og hans naboer intetanende ligger og sover. Pludselig bliver beboerne en del af en brandvarm konflikt i bandemiljøet, der involverer børnesoldater og danske narkokriminelle, og trækker tråde til topkriminelle i Sverige. Men hvorfor er det blevet så brutalt, at uskyldige mennesker kan blive ofre i kriminelles konflikter? For første gang fortæller topfigurer i den danske underverden om en ny udvikling, hvor såkaldte børnesoldater bliver benyttet i Danmark.

 

Sømand af verden - Sømandskabet (1:5)

DR2, 25. november, kl. 18:55

Denne serie er en hyldest til den danske sømand. Tatoveringer over hele kroppen, et saftig sprog og en pige i hver en havn. Der er mange myter om sømanden, og i fem programmer tager DR K ham under kærlig behandling. Vi har fået adgang til en unik samling af gamle billeder og film, der skildrer livet på havet. Derfor kommer vi helt tæt på den danske sømand gennem tiderne, og vi følger med ham ombord, med i havn og med i krig. Vi begynder på det gode skib Fulton, hvor generationer af purunge skibsdrenge har lært sømandskabet at kende fra bunden. På den hårde måde! Tilrettelæggelse: Liv Thomsen & Charlotte Lønstrup

 

Conquistadorernes storhed og fald (6:6) Den Sorte Legende

DR2, 25. november, kl. 22:40

Amerikansk dokumentarserie fra 2023. (Conquistadors - The Rise and Fall) I 1568 er den første generation, født i den Nye Verden, blevet voksen. Sølv har gjort beboerne rige og magtfulde. Den nye generation udfordrer den spanske trone, der kræver høje skatter. Kolonisterne har ry for at være brutale, og en religiøs og antispansk propaganda kaldet Den Sorte Legende overdriver historierne. Trods erobringerne i Filippinerne og på øen Guam, er conquistadorernes grusomme og blodige æra snart ovre.

[Historie-online.dk, den 18. november 2025]

Se relaterede artikler
TV-tips, uge 11, 2025
TV-tips, uge 20, 2025
TV-tips, uge 4, 2025