TV-tips, uge 48, 2025
I ugens flow-tv skal vi have serie med prinserne William og Harry, udsendelser med John og Yoko og også om Mussolini. Vi skal også på besøg i en hattebutik i København, se 1800-tallet på vrangen (meget tidligt om morgenen), høre om huse med hemmeligheder og jagte Cecilie Nielsens opgaver i ”Jagten på Danmarkshistorien”. Og så er der i øvrigt en masse kvindehåndbold. God fornøjelse!
En helt særlig tidslomme
DK4, 26. november, kl. 21:35
Midt i en af Københavns mest travle gader, ligger en helt særlig butik. Et sted, der ikke har ændret udseende siden, det blev grundlagt i 1857. Og når man åbner døren og træder ind, er det som at tage tilbage i tiden. Petitgas er, efter sigende, verdens næstældste hattebutik, og fører i dag forskellige klassiske herrehatte som sixpence, bowlerhatte og selvfølgelig høje hatte. Siden 1872 har man blandt andet kunnet finde hatte fra det anerkendte italienske mærke Borsalino, der af mange er kendt for at producere verdens bedste hatte. Forretningen blev grundlagt af franskmanden Francois Petitgas, der i 1900 modtog en guldmedalje som hattemager ved verdensudstillingen i Paris. I dag drives stedet af ægteparret Bernhard Tommerup og Bess Kristoffersen, og de kræser om de gode, gamle klassiske dyder, som altid har været kendetegnede for butikken. Her er ingen netbutik. I stedet bruger de den tid, det tager at finde den perfekte hat til hver en kunde. Og ægteparret kender hver en hat i butikken, da de selv besøger producenterne, og gerne bestiller specieldesignet hatte til Petitgas. Selve forretningen og bygningen er i dag fredet, hvilket underbygger den helt særlige stemning, som gør, at forretningen er beskrevet i flere udenlandske rejseguides, og som tiltrækker mange mennesker, unge som gamle, der gerne vil opleve en helt særlig tidslomme.
William og Harry i kærlighed og had (1:3)
DR1, 27. november, kl. 21:25
Britisk dokumentarserie fra 2025. (William and Harry: The Rise and Fall) Brødre, engang forenet, nu splittet af skandale, tragedie og forræderi. Prins William og prins Harry blev engang set som det britiske monarkis fremtid. Men efter deres mor, prinsesse Dianas, tragiske død blev de kastet ud i rampelyset. Og mens verden så dem vokse op, voksede spændingerne imellem dem også. I dag står de som fremmede på hver sin side af Atlanten, med et forhold i ruiner - og et kongehus mere splittet end nogensinde før.
1800-tallet på vrangen
DR2, 28. november, kl. 06:00
Århundredet er ved at rinde ud. Klunkestilen hersker og den nye overklasse udstiller al sin rigdom og kaster sig ud i et orgie af kvaster og frynser og pyntegenstande. Forfatteren Herman Bang lever det overfladiske liv på storbyens cafeer og er udsat for en massiv klapjagt på grund af sin homoseksualitet. Men det er også tid til selvransagelse og nye fremtidsdrømme. Kunstnerne vender sig indad og dyrker sjæl og ånd. Arbejderne drømmer til gengæld om et nyt og mere retfærdigt samfund. Det lysner forude! Vært og tilrettelægger: Liv Thomsen.
John & Yoko: One to One
DR2,, 29. november,kl. 20:00
Britisk dokumentar fra 2025 (John & Yoko: One to One) I 1971 flytter John Lennon og Yoko Ono til New York. De bosætter sig i en lille lejlighed i Greenwich Village og tilbringer mange timer foran tv'et. Men det forelskede og kreative par involverer sig også i politiske sager. Deres engagement kulminerer i velgørenhedskoncerten 'One to One' i Madison Square Garden. Det er Lennons første fuldlængdekoncert siden The Beatles, hvor han optræder sammen med Yoko, desværre også den sidste inden hans tragiske død i 1980.
Huse med hemmeligheder (5:6) Bombespor i rækkehuset
DR2, 30. november, kl. 21:00
I Århus bor Mads og Magnus i et smukt rækkehus fra 1948. Der går en historie i kvarteret om, at nogle af murstenene i husene stammer fra bombardementet af Aarhus Universitet under 2. Verdenskrig. Ane Cortzen kaster sig ud i en intens jagt efter svaret. I mens overvejer Mads og Magnus, om de skal bruge tid og kræfter på at bevare den sidste oprindelige dør i hele bebyggelsen.
Jagten på Danmarkshistorien (5:6) Bryggeriets hemmeligheder
DR1, 1. december, kl. 20:00
Hvorfor er der et skjult glyptotek på Carlsberg? Og hvorfor er der hagekors overalt? Det finder Tine Gøtzsche, Huxi Bach, Phillip Faber og Lise Baastrup ud af, når de skal løse kryptiske opgaver i bryggeriets skjulte historie. Undervejs støder de på en videnskabelig verdenssensation og hjerteskærende breve, der får tårerne til at trille. Men hvem holder hovedet koldt og finder svaret på den endelige gåde?
Mussolini - Den første fascist (1:2)
DR2, 2. december, kl. 22:40
Fransk dokumentarserie fra 2022. (Mussolini: The First Fascist) Den 29. april 1945, dagen før Adolf Hitlers selvmord, bliver Benito Mussolinis lig udstillet i Milano. Kort tid inden var Italiens diktator blevet tilbedt som en gud. Han opfandt fascismen, udråbte marxisterne som fjender og tog magten med vold i 1922. Hitler beundrede Il Duce, føreren, der drømte om Romerrigets genkomst. Men hvordan formåede en tidligere lærer og journalist at trække italienerne ind i 2. verdenskrig?
[Historie-online.dk, den 25. november 2025]