Krigens mørkeste time
Officer og modstandsmand Svend Truelsen kæmpede imod samarbejdspolitikken indefra, og genopbyggede en hemmelig parallel efterretningstjeneste, der holdt de allierede informeret med oplysninger under besættelsen. Hans indsats sikrede Danmark en plads ved bordet under oprettelsen af FN
Af Michael Koch
Da forfatteren var færdig med det store værk “Storfyrstinden”, havde Trine Engholm en del kasser stående med bemærkelsesværdige kvinder i modstandskampen. Selvom flere ideer til bøger var på skrivebordet, var der en stor urimelighed, der trængte sig på. Hvad var der sket med den mand, som “Storfyrstinden” Jutta Graae havde mødt i de kaotiske dage i september 1943? Noget i forfatteren sagde hende, at denne mand, den 28-årige reserveløjtnant som sad i efterretningstjenestens inderkreds, var meget spændende og meget speciel. Inden hans effektive rolle i efterretningstjenesten havde han i besættelsens første tre år været gemt væk i Landbrugsrådet.
Det viste sig også, at Svend Truelsen blev kastet ned bag fjendens linjer som SOE-agent for at støtte lokale modstandsgrupper i en bølgende guerillakrig. I britiske arkiver ligger der ubetinget hyldest til ham, mens der herhjemme blev arbejdet på at underminere ham fra politisk og toppen af militærets side. Den evige krig med uretfærdighed og rædsler slap aldrig taget i ham. Svend Truelsen var i øvrigt også aktivt engageret i retsopgøret, som han leverede fakta til i de første år efter krigen.
Sven Truelsen kom ind i Livgarden, og der trivedes han så godt, at da obersten fra 4. regiment Ebbe Gørtz ville overflytte ham fra Livgarden til landshærens reserveliste, var svaret nej. Livgarden var blevet hans ståsted. Senere kom Truelsen til Landbrugsrådet på Axelborg, hvor han skulle være økonomisekretær. Som 17-årig havde han taget en handelsskoleeksamen. Hvad de fleste ikke vidste, var, at stillingen reelt var et dække. Allerede dengang i 1936 skulle han hente hemmelige oplysninger hjem fra Hitlers Tyskland. Men samtidig skulle han stå for økonomien på det store Bellahøj Dyrskue. Truelsen og de andre efterretningsofficerer opsnappede blandt andet, at en motorkolonne på 60 kilometer var på vej til grænsen fra Hamborg i tiden inden 9. april 1940. Truelsen var rystet over, at politikerne ikke agerede på de beskeder, efterretningstjenesten formidlede. I 1987 fortalte Truelsen til Ninka i et interview, at hans skuffelse over regeringen dengang kun voksede.
Han blev opfordret til at få en juristuddanelse, det mente hans ven Stephan Hurwitz, at Truelsen havde anlæg og evner for. Det viste sig senere at være helt rigtigt. I flere år var han på kontoret fra ni til fem, og så på studenterkursus fra 18 til 23. Studentereksamen var nødvendig for at komme ind på jurastudiet. Efter at have spist, læste han til klokken fire morgen, sov og stod op klokke otte. Til sidst var han så træt, at han “dårligt kunne løfte en kop”. Kæresten Maud og Svend købte en grund på Soløsevej i Jægersborg og byggede et hus. Deres store ulykke i 1942 var, da Maud fødte et dødfødt barn. Samme år kom Truelsen effektivt ind i efterretningsverdenen. Stillingen som personalechef i Kødforsyningen på Axelborg, var det perfekte sted. Da tyskerne i dagene 22.-23. oktober 1943 begyndte at løslade internerede danske officerer, myldrede de ind i Kødforsyningen. De var henvist fra Nordisk Boghandel, stedet hvor illegale unge mødtes. De unge illegale så Svend Truelsen som en mand, der brugte klar tale i modsætning til de uldne ordrer fra de internerede militære chefer.
Den 1. september 1943 fik han beskeden: “Det er nu!”. Han hoppede på cyklen og efterlod Maud og den nye lille datter Marianne. Han og Maud var blevet skilt, alene for at beskytte hende, og for at hun kunne sige : “Ja, jeg vil da også gerne vide, hvad han går og laver”, hvis tyskerne skulle banke på. Truelsen var en af de centrale personer i efterretningstjenesten. Det var en mindre gruppe af effektive og dygtige mennesker. Mødestedet, der ofte blev brugt af efterretningstjenesten, var den forstbotaniske have ved Charlottenlund Station. Netop Truelsens effektivitet og dygtighed gjorde ham til en god leder med indsigt og handlekraft. “Han kunne både drifte og tænke stort”, sagde vennen og modstandsmanden Frits Tillisch.
I april 1944 var Truelsen i fuld gang med at indsætte nøglepersoner i Jylland, som havde modstandsstyrke, specielt under krise og i pressede situationer. En af dem, han lærte op, var den meget dygtige Ruth Philipsen, der blev en stærk og særdeles dygtig nøglefigur i efterretningsarbejdet. Truelsens arbejde blev nu hindret af Den Lille Generalstab personificeret af Svend P. Schjødt-Eriksen, som havde et hadefuldt syn på modstandsfolk. Truelsen og Schjødt-Eriksen havde tidligere haft sammenstød og modsætningsforhold. Men nu var det kørt op i en spids. Truelsens opgaver i Jylland blev afbrudt, og han tog afsted mod sin bolig i Dronningegården i København. I Odense overnattede han på hotel, hvor han sov i badekaret. Var der nogen der brasede ind ville de blive mødt af en tom redt seng. I toget rejste han på 1. klasse, så kunne venner hurtigere finde ham. Det var en god ide, for på Roskilde Station trådte Ole Lippmann ind i kupeen og sagde: “Du må ud!”.
Konflikten med hærens ledelse endte med, at Truelsen blev sat i husarrest i syv-otte dage af Schjødt-Eriksen. Således bremset af egne chefer, var det omvendt med London. De allieredes chefer var meget begejstrede for Truelsen. Den 14. maj 1944 kom han via Tuborg Havn til Sverige. Den 21. juni 1944 kom Truelsen via Sverige afsted til London med et Mosquito fly. Kort tid efter blev han major med uniform i det britiske regiment The Buffs, som SOE brugte til at træne danskere. Af rapporter kan man se, at der var stor tillid til de to danskere: Truelsen og den markante og dygtige modstandsmand Flemming Juncker. De fik begge adgang til SOE-kontorerne, hvilket var udtryk for den største tillid. Det var skuffende for Truelsen at opdage den manglende udnyttelse af en del informationer, som danske med stort besvær og ricici havde kanaliseret il London. Arkivet og de indkommende rapporter var også et område, som Truelsen fik systematiseret. Han kanaliserede arkiv og kontor til bedre og mere aktiv anvendelse af efterretningerne. Truelsen kunne konstant mærke, hvordan Schødt-Eriksen forsøgte at trække ham ned hjemme fra Danmark. Der blev endnu engang appelleret til chefen Nordentoft, for at få den gamle hærmand, Schjødt-Eriksen, sat på plads.
Den 13. oktober 1944 blev Truelsen tilknyttet Royal Air Forces’s kontorer. Sammen med chefen for Group Bomber Command, Basil Embry, hjalp han til med at planlægge et angreb på Kollegierne i Universitetsparken i Aarhus. Baggrunden for at iværksætte et angreb var, at Truelsens efterretningsagent i Jylland, Ruth Philipsen, mod alle odds var blevet taget. Det var en katastrofe, der skulle stoppes. Philipsen var yderst central. Hun kendte alle, og vidste utroligt meget. Den 31. oktober blev angrebet gennemført. Præcis på det tidspunkt hvor alle arkivskabe i kontorerne stod åbne. Uheldet ville, at Philipsen var inde i bygningerne til afhøring, men det lykkedes hende at svinge sig ud over en altan og lade sig falde tre etager ned. Hendes eneste skade var en strømpe, som tabte en maske. Angrebet var en meget stor succes.
Svend Truelsens britiske, militære ID-kort. Sommeren 1944 var Truelsen blevet major i det britiske regiment The Buffs. Han var samtidig trænet som soldat i 1. faldskærmsbrigade. Han sprang mange gange ned over kontinentet og hjalp til i operationer. Det var ikke opgaver, der er beskrevet i arkiverne, og ikke noget de talte om
Truelsen var meget central i planlægningen af angrebet på Shell-huset, ligesom han også var aktiv efterfølgende. Der skulle skrives til pårørende fra den tragiske fejlbombning af den franske skole, og i lang tid efterfølgende havde Truelsen nær kontakt til en del flyvere fra angrebet. Efter krigen påtog Truelsen sig rollen som den, der skulle forklare og forsvare modstandsbevægelsen, efterretningstjenesten og til dels også Frihedsrådet. Han havde også et stort arbejde i at se til, at Danmark blev set som en allieret. Det er typisk, at det var ham, der tidligt så, at der ville blive problemer med russerne. Dette sat i forbindelse med Bornholms besættelse af russerne.
Årene efter krigen var ikke nemme for Truelsen. Han var som flere andre meget dygtige danskere dybt skuffet over den gamle hærledelse og traditionalisterne blandt politikerne. Uden hensyn til de store markante og vigtige positioner og roller Truelsen havde haft herhjemme og i London, blev han holdt nede, ikke mindst af Svend Schødt-Eriksen (som endda kortvarigt havde været medlem af nazistpartiet). Også denne del af Truelsens liv er behandlet og beskrevet indgående, og med respekt for Truelsens eftermæle.
Maud, Theis, Svend og Marianne i 1955
Da Truelsen sagde sit job på Axelborg op for at søge ind på universitetet, var der smalhals i familien. Vennerne rykkede sammen og familien flyttede til godset Juelsberg i Nyborg om sommeren. Truelsen var ofte i midtpunkt, en ren magnet på børn og voksne. Krigen og alt dens afsavn var så meget for hustruen Maud, at hun nu nægtede mere krig. Som jurist kunne han nu udnytte sin metodik og alt det, han havde lært i efterretningstjenesten. Han kunne indlære store mængder materiale, strukturere det og forme til klar præcis fortælling. I 1953 blev Truelsen alvorligt syg af streptokokker. Delvist lammet lå han på det gamle militærhospital på Tagensvej. Heldigvis kom han sig efter lang tid. Både Truelsen og krigsvennerne havde såvel angsten som minderne siddende i kroppen. De kæmpede alle med alt det, de havde udført og været påvirket af under krigen. Senere i livet fik Truelsen flere problemer med helbredet. Det havde han det meget naturligt svært med. Sønnen Theis husker, at det eneste tidspunkt, han havde set sin far græde, var da Maud døde af kræft i 1977. Det var et stort slag. Truelsen kunne også få nedture omkring datoen for bombningen af Shellhuset. Det fyldte meget og påvirkede ham, at så mange danske voksne og børn mistede livet.
Portræt fra 1984. Truelsen var meget tilfreds med sit livs gerning
Lederen af den illegale efterretningstjeneste, Svend Truelsen, har nu endelig fået sin bog om sit imponerende liv under og efter krigen. Bogen er utroligt spændende, den fortsætter “Storfyrstinden”s afdækning og beskrivelse af den uhyre vigtige, illegale efterretningstjeneste. Den meget velskrevne bog er en værdig bog om en af besættelsens vigtigste personer. Den kan varmt anbefales til alle med interesse for 2. verdenskrig og i særklasse til alle, der har et godt kendskab til besættelsen.
[Historie-online.dk, den 19. november 2025]
