Storbyen bag pigtråd

To historikere står som fyrtårne, når det drejer sig om de tyske flygtninge i Danmark 1945 – 1949: Thomas Harder og John V Jensen. Sidstnævnte har nu skrevet en fin introduktion til Danmarks største flygtningelejr: Oksbøllejren ved Varde. Det er en fremragende lille bog, der tegner et bredt billede af både tragedie og triumf. Og der var begge dele.

Af Erik Ingemann Sørensen

De tyske flygtninge begyndte i februar at komme til Danmark. Efterhånden voksede antallet kraftigt. På trods af, at Werner Best havde sagt, at der ikke er tale om ret mange. Flygtningene blev fordelt rundt omkring - blandt andet i skoler og sportshaller. Det var tyskernes opgave at tage vare på landsmændene, der ved befrielsen udgjorde omkring 250.000 mennesker. Foto: Privatoptagelse

I det inferno, der var resultatet af de voldsomme russiske bombardementer, var der efterhånden ikke noget sted, hvor den tyske befolkning kunne søge i sikkerhed. Nu var flugten det eneste håb om at slippe væk, om at redde livet. Men det kostede – bestikkelse var nødvendig.

Her lader John V Jensen så en række enkeltpersoner komme frem, som nu Charlotte Neubacher, der var flygtet fra Danzig med sine to børn. De undslap med nød og næppe flyverangreb. Det lykkedes hende at få plads på passagerskibet ”Deutschland”, der sejlede til København.

Efter en kortere periode i Fredericia blev hun overflyttet til Oksbøl.

Nu dukkede hun så op i det, der med tiden blev Danmarks 6. største by. En by med godt 35.000 fordrevne mennesker.

Her tager John V Jensen et fremragende kildemateriale frem, der desværre alt for ofte forbliver i glemslens udørk: Brugsforeningens medlemsblad: ”Samvirke”. Det er blevet digitaliseret med fri adgang på nettet. Her finder man et væld af samtidige artikler, der antyder, hvordan man så på forholdene dengang.

Flygtningene er her blevet anbragt i en badmintonhal, hvor hver især måtte finde ud af, hvordan man kunne finde sit lille frirum. Foto: FHM

Længslen efter familien

Den tidligere nævnte Charlotte Neubacher fra Danzig var sammen med børnene: Marianne (14) og Jürgen (4) havnet i Oksbøl.. Det var imidlertid lykkedes hende at få kontakt til hendes mand, så de kunne skrive sammen. 200 af hendes breve senere genforenes den lille familie. Det er så afgørende vigtigt med disse vinklinger på historien. Her bliver det virkelig understreget, at der ikke blot er tale om tørre tal, men om levende mennesker.

I øvrigt får vi lige et indblik i lejrens danske forhistorie. Området var blevet anvendt af det danske forsvar til skydeøvelser – herunder med tunge våben og kampvogne. Det gør man fortsat, men dog lidt længere mod vest.

Da man nåede frem til februar 1945, udstedte Hitler en Førerordre, hvori det blev bestemt, at en del af de mennesker, der var flygtet mod vest af skræk for russerne, skulle indkvarteres i Danmark. ”Førerordren forøgede menneskestrømmen mod vest og blev på den måde en af forudsætningerne for historien om de tyske flygtninge i Danmark, hvor den lille stationsby ved det store militære øvelsesområde Oksbøl i det sydvestlige Jylland pludselig fik tildelt en hovedrolle…” (s.7).

Den 12. februar 1945 ankom de første flygtninge, hvilket havde fået Udenrigsministeriets chef Nils Svenningsen til at henvende sig til Werner Best med stor bekymring. Lidet hjalp det. Det illegale ”Land og Folk” tordnede, men også uden held. Ét stod dog klart: flygtningene var helt og aldeles tyskernes ansvar. Dem havde danskerne intet ansvar for. Ikke før den 5. maj om morgenen. Da tippede billedet. Fra da af var det hele en dansk opgave. Og med 250.000 flygtninge fra det land, der direkte havde været årsag til 60 millioner menneskers død, var det absolut ikke en opgave, danskerne så på med velvilje.

Men man havde ikke noget valg.

De flygtninge, der kom med den første ”bølge”, ankom til Oksbøl 16. - 17. februar 1945. Blandt disse var Adelheide Borutta, der var i 7. måned. Hun forsøgte at flygte, men havde ikke heldet med sig.

Den 8. maj 1945 skrev Nazityskland under på den betingelsesløse kapitulation. Det skete i Karlshorst - i en af militærets bygninger.

[I dag er der lavet et fint lille museum, der er et besøg værd].

Der kom efterhånden mange flere flygtninge til. De var oprindeligt blevet indkvarteret i blandt andet skoler, sportshaller og i fabrikshaller.

Uden for og inden for

John V Jensen undrer sig over, at Oksbøllejren, der nåede at blive hjem for op mod 90.000 tyske flygtninge, stort set er ukendt for danskerne. Har man ganske enkelt fået ryddet så meget op, at sporene fra dengang er blevet slettet? Da den sidste flygtning havde forladt Oksbøl, gik man i alle fald i gang med at slette sporene. ”I januar 1949 stod mere end 400 barakker og andre bygninger tilbage på det gamle lejrområde. Siden rykkede militærnægterne ind. Lejren skulle fjernes.

Der var rigeligt at tage fat på. Mere end rigeligt. Så på et tidspunkt satte man alt det, man ikke selv skulle bruge, til salg. ”… kasser med te-erstatning, foruden gamle spande, skriveborde, skabe og radiatorer, læselamper, stole og en stabel hvidlakerede ligkister…” (s.105). I øvrigt kunne man tilsyneladende købe et lokomotiv, som ingen vidste hvordan var havnet i Oksbøl.

Af den mere interessante del kan nævnes, at lejrens biograf også var på auktion. Den gik til Rødovre Kommune.

Nu dukkede flere og flere af disse flygtninge op i Danmark – både med skib og jernbanerne. Men det er vigtigt at understrege, at det var Værnemagtens opgave at tage vare på dem. Og kun Værnemagten.

Et ældre ægtepar har udstået strabadserne under flugten.  Flygtningene er nu anbragt i en fabrikshal. Værnemagten tog sig efterfølgende af dem og fik dem privat indkvarteret. Foto: FHM.

Billedet viser en af de ældre barakbygninger, der nu skulle rumme nogle af de mange flygtninge, der blev ved med at komme. Blandt andet fra andre lejre. Foto: FHM

Manglende medier

Desværre er der ikke henvisninger til filmisk materiale. Det er ikke godt, da læserne og museumsbesøgende her kan hente stor viden om perioden. Der er især en film, der presser sig på: ”Kornet er i fare” – med slet skjult ironi. Det er en grumme fætter, der begynder at tage næring fra kornet – der ødelægges for enorme beløb. Man skulle ikke bruge megen tid på at se forbindelsen til Værnemagten

Rundt om på nettet ligger der videoer om og med tyske flygtninge. Her findes også filmen: ”Tyske flygtninge i Danmark”, der er Flygtningeadministrationens officielle fortælling. Den kommer rundt i mange hjørner. Den er på godt 40 minutter. Se mere: ”Danmark på film” Herefter ”Tyske flygtninge i Danmark”. Den er lavet af Ole Berggreen.

Farvel da

Man var overbeviste om, at de tyske flygtninge nu skulle vende hjem. Hvis de altså havde et. Men sejrherrerne ville ganske enkelt ikke have, at de skulle forlade Danmark. Her havde man jo alt, hvad der var behov for. I Tyskland var der knaphed på alt. Så man måtte se i øjnene, at flygtningene skulle blive her i rigtig, rigtig lang tid. For Oksbøls vedkommende betød det, at der nu kom en midlertidig dansk lejrchef, der overtog de opgaver, tyskerne hidtil havde stået for. Først i juni kunne den egentlige chef tiltræde: dragon og Ritmester Harry Bjørnholm. Han var god til tysk, hvilket kom til at spille en stor rolle.

Han var udmærket klar over, at der var behov både for at rette op på den bestående lejr og så på nybygninger. I slutningen af 1946 kunne man gøre regnskabet op: 2.800.000 kr. havde arbejdet kostet. Det svarer i nutidskroner til 70.300.000 kr.

Og så kom den nedslående melding. Der var ikke noget, der tydede på, at flygtningene kunne slippes ud foreløbig. Vi kunne kun afvente englændernes træk. Nu var man blevet klar over, at der ikke var udsigt til en hurtig hjemsendelse, så man skiftede nu spor.

Først og fremmest drejede det sig om begrebet demokrati. Et sådant havde ikke eksisteret siden begyndelsen af 1933. Lejrchefen mente, at den bedste måde at lære demokratiet at kende på var ved at lade det indfinde sig lige foran dem selv. Hvad man så gjorde. Og så kom de alarmerende meddelelser dumpende. Lejrens første kommandant og talsmand for flygtningene var en nazistisk embedsmand, der omgående blev fjernet. Nu fik så en tidligere kornhandler fra Hannover, Georg Ebeling, posten som borgmester. Desværre for denne fandt man ud af, at han havde en sort fortid som SS-Obersturmbannführer. Journalistens store indsats medførte yderligere afsløringer af gemte nazistiske embedsfolk, der spillede en stor rolle inden for pigtråden. Så der blev for alvor renset ud. Så lejren kunne fungere.

Fornemme redegørelser og fortællinger

John V Jensen bringer herefter både fortællinger om de muligheder, flygtningene havde for at udholde hjemlængslen. Han dykker ned forskellige steder og tager læseren med rundt, så vi ser, hvordan livet formede sig for flygtningene. Mange havde ikke hørt fra deres mand, forlovede eller familiemedlem i månedsvis. Dette gjorde det endnu tungere at være flygtning. Det er gribende fortællinger, der sammen med billedmaterialet tager læseren med helt ind i flygtningenes intimsfære. Og der er mange, mange historier, der rammer læseren voldsomt. Desværre har layouten overtaget styringen af tekstudseendet. Det er absolut ikke heldigt – rent faktisk er der sider, man overhovedet ikke kan læse. Sort tekst på grå baggrund er sjældent kønt. I alle fald ikke her. Det kan forfatteren naturligvis ikke stilles til regnskab for. Det er set i andre publikationer fra ”Museerne i Varde”. Jeg vil som læser stærkt anbefale, at man sætter sig ned og tager en ”kammeratlig samtale” om, hvad man gør frem over.

Der er meget mere gemt i bogen – fine fortællinger og gode billeder – som historiker og museumsinspektør John V Jensen har fået frem i samspil, så læseren virkelig er klædt på enten før eller efter besøget.

Et stort til lykke med det færdige produkt. Endnu engang har de museumsbesøgende fået en fornem hjælpehånd til de mange spor, besættelsestiden har efterladt i Vestjylland.

[Historie-online.dk, den 3. december 2025]