Kirkehistoriske Samlinger 2024
Af Leif Arffmann, fhv provst
Hvem skriver historien?
Det er en fornøjelse at læse Kirkehistoriske Samlinger 2024. Her bliver der fremdraget historiske og kirkehistoriske emner, der kan forekomme ganske specielle, men som indeholder nogle væsentlige perspektiveringer, således det afgørende spørgsmål: Hvor har vi vores historiske viden fra, hvem skriver historien?
Dette gælder i særlig grad Rasmus Dalsgaard Lunds artikel: ”Historieskrivning i kalenderform: Om Paul Ebers Calendarium Historicum”. Her får vi et indblik i, hvorledes historien blev fremstillet i 1500-tallet. Wittenberg-teologen Paul Eber ville gerne med sin kalender erstatte de romersk-katolske helgenkalendere og dermed fortælle, hvilke dage der er vigtige for at forstå både fortiden og nutiden. Værket var ganske udbredt, også hertillands, om end oplysningerne om særlige danske begivenheder og personer ikke var overvældende. Det er dybt interessant at læse fremstillingen af, hvorledes Paul Eber lader det tysk-romerske rige danne ramme for historiens forløb, hvorved eksempelvis de danske konger bliver bipersoner i historien.
Jens Wendel-Hansen fortæller i en veloplagt artikel, hvorledes Kong Frederik VIII efter flere ”kongerunder” og forsøg på at finde en regering i 1909, udpegede Lensgreve Holstein-Ledreborg som konseilspræsident. Denne var regeringsleder i perioden 16. august – 28. oktober, og gik af, da Folketinget vedtog et mistillidsvotum imod ham den 22. oktober. I regeringsperioden lykkedes det Holstein-Ledreborg at skabe flertal for forsvarsforlig, men alligevel fik han et flertal imod sig. Jens Wendel-Hansen undersøger i artiklen, om den kendsgerning, at katolikken Holstein-Ledreborg fik tilladelse til, at slotskapellet på Ledreborg blev gjort til et romersk-katolsk gudstjenestested, var en betingelse for greven for at blive regeringsleder. Begivenhederne har tidslige sammenfald, men undersøgelsen viser, at der ikke blev indgået en direkte ”studehandel”, men at der snarere var tale om en gensidig anerkendelse mellem kongen og lensgreven. Historien blev ikke nødvendigvis skrevet i vindueskarmen.
I den tredje artikel redegør Carsten Elmelund Petersen levende om vækkelsesmiljøet i Nordsjælland i anden halvdel af 1800-tallet med udgangspunkt i den bornholmske smed Christian Møller, der virkede på egnen fra 1866. Denne gjorde i et skrift gældende, at dåben ikke uden videre bragte mennesket nærmere vor Herre, der skulle mere til, ligesom forsagelsen af Djævelen var at regne for udvendighed. Møller redigerer i sine synspunkter ved senere udgivelser, og det er særdeles interessant at følge diskussionen om dåben i artiklen og sammenholde den med den diskussion, der i øjeblikket foregår i folkekirken vedr. dåbsritualet. Her vil det være gavnligt at lære af historien, og se, hvem der skrev dåbens historie i slutningen af 1800-tallet.
I fire mindre bidrag føres læseren ind i fire vidt forskellige tidsaldre. Svend Clausen beretter om Danmarks eneste kvindelige helgen, (dog aldrig stadfæstet af Pavestolen) Margrethe (d. 1176) og dennes gravlæggelse, samt de dokumenter, der knytter sig hertil. Carsten Bach-Nielsen redegør med kyndig akkuratesse for begrebet ”emblemer” og ”embemmaleri”, og hvorledes udsmykningen i flere jyske kirker fra 1600 og 1700-tallet ikke altid har været beskrevet fyldestgørende, da viden om emblemerne ikke var været tilstrækkelig. I et bidrag om valget til Den Grundlovgivende Rigsforsamling i 1848 fortæller Jens Rasmussen, med udgangspunkt i Svendborg Amts 1. distrikt, hvorledes præster flere steder i landet blev opstillet som kandidater til rigsforsamlingen, men ikke blev valgt. Dette skyldte i høj grad en organiseret indsats fra Bondevennernes side, bl.a. gennem bladet ”Almuevennen”. Endelig fører Holger Villadsen os gennem en del af dansk kirkehistorie, som for mange fortsat står i erindring, nemlig tilblivelsen af folkekirkens Alterbog fra 1992. Villadsen redegør på spændende vis for, hvorledes gudstjenestens indledende bønner, kollekterne, fandt vej ind i Alterbogen.
Den nyeste kirkehistorie bliver traditionen tro beskrevet af Kurt E. Larsen i bidraget ”2023 – en oversigt over dansk kirkeliv”. Der er her på glimrende vis blandt andet redegjort for en af de største brudflader i forholdet mellem stat og kirke i nyere tid, nemlig afskaffelsen af Bededag. Alene af den grund er oversigten særdeles læseværdig.
Hvis man er til lækkerbiskener kan det i det hele taget anbefales at anskaffe ”Kirkehistoriske Samlinger 2024”. Trods enkelte meningsforstyrrende trykfejl fremtræder bogen som et vægtigt bidrag i dansk historieforskning og formidlingen af samme.
[Historie-online.dk, den 11. juni 2025]
