Menu
Forrige artikel Næste artikel

Hitlers første verdenskrig

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 789

Af Nils Arne Sørensen  

”Første verdenskrig gjorde Hitler mulig”, skriver Ian Kershaw i sin store Hitler-biografi (1998-2000), der helt fortjent er blevet et standardværk. Alligevel fylder Hitlers første verdenskrig kun 19 af biografiens godt 2.000 sider. Da jeg fik Webers tommetykke bog i hånden, var min første tanke derfor: giver det virkelig mening at skrive en så tyk bog om det emne? Det korte svar efter læsningen er: ja, det gør det bestemt. Der er tale om en særdeles velresearchet bog, der fremlægger både nyt materiale og nye tolkninger og som ikke mindst har nogle meget ambitiøse revisionistiske dagsordner. Det er også en meget læsværdig bog, selv om oversættelsen kunne være mere elegant.

Overordnet behandler Weber to emner. Hvordan var Hitlers verdenskrig, og hvordan brugte han og nazisterne siden krigen og især Hitlers krigserfaring i deres politiske retorik og propaganda. Begge spørgsmål angribes ud fra både en rekonstruktions- og en dekonstruktionstilgang.

Størstedelen af bogen er helliget det første emne, hvor Weber først og fremmest argumenteret for, at Hitlers krigsoplevelse ikke var den gennemsnitlige og typiske for en frontsoldat i infanteriet – sådan som Hitler selv fremstillede det, først og fremmest i Mein Kampf. I stedet var det afgørende, at Hitler blev fodordonnans tilknyttet regimentets stab allerede et par uger efter sit møde med krigens virkelighed i det første slag ved Ypres (”Første Ypres” som det hedder i bogen med en af desværre for mange anglicismer). Det betød, at Hitlers krig ikke blot var markant mindre farlig, men også at den på mange andre måder adskilte sig fra den typiske frontsoldats. Den pointe argumenteres overbevisende hjem ved systematisk at skildre ikke blot Hitlers, mens hele hans regiments krig, hvor Weber blandt mange fine pointer fx kan vise hvordan den krigslede, Hitler iflg. Mein Kampf først (og kun) mødte på hjemmefronten faktisk var udbredt blandt hans soldaterkammerater i bayerske Regiment List allerede i 1916. En af bogens styrker er den nære skildring af regimentet. Årsagen til dette greb er, at kildematerialet om Hitler selv er sparsomt, men det lykkes Weber at vende til en styrke. Weber har gravet dybt i kilderne, og at han af og til digter lidt over dem for at skabe en mere dramatisk fremstilling, kan man let tilgive ham.

Det er ikke blot Hitlers senere selvfremstilling, der dekonstrueres i Webers analyse af krigen og soldaternes krigsoplevelser. Undervejs søger Weber også at gøre op med en række, iflg. ham, udbredte forestillinger om tysk politisk og militær kultur før og under krigen. Grundsynspunktet er, at Tyskland langt fra var et gennemmilitaristisk og udemokratisk samfund før krigen og følgende en afvisning af en særlig brutal tysk krigsførelse med rod i disse dybt forankrede traditioner. Det har Weber langt hen ret i, men man fornemmer meget tydeligt, at vi her læser en bog skrevet for et britisk publikum, hvor fordomme om tyskere fortsat er udbredte, og det er også påfaldende, at Weber har en tendens til at bruge revisionistens klassiske operation, nemlig at finde en ekstrem eksponent for et synspunkt og efter en grundlæggende kritik af denne så nå frem til en afvisning af synspunktet som sådan. For historikere, der ikke er udelukkende henvist til den engelsksprogede litteratur, er det i vid udstrækning åbne døre, der slås ind (og man skal, må det for en god ordens skyld tilføjes, bestemt heller ikke lede længe i engelsksproget litteratur for at finde nuancerede behandlinger af det wilhelminske Tyskland og tysk militær under 1. verdenskrig).

Mere interessant er en anden af Webers revisionistiske grundpointer. Blandt specialister i både verdenskrigen og nazismen er der konsensus om, at der går meget tætte linjer mellem de to. Den sammenhæng søger Weber at sætte endog meget store spørgsmålstegn ved. Hans grundlæggende argumenter er to. For det første argumenterer han for, at Hitler ikke vendte hjem fra krigen som en omtrent flyvefærdig nazist, men i stedet som en rodløs enspænder, der omtrent desperat forsøgte at genskabe den erstatningsfamilie, som hans lille gruppe af kammerater ved regimentets stabskvarter havde udgjort for ham. Og videre at Hitler i den første efterkrigstid også var politik rodløs og flakkede mellem positioner til venstre og højre. For det andet vil han vise, at krigen ikke resulterede i en radikal nationalistisk-militaristisk højredrejning blandt soldaterne i almindelighed. Det var ikke krigen, der skabte grobund for hverken nazismens demokratikritik, anti-semitisme og voldsdyrkelse, men udviklingen efter krigens afslutning og ikke mindst de mislykkede, men blodige kommunistiske revolutionsforsøg, argumenterer han. Weber fokuserer her især på ”Hitlers regiment” og udviklingen i Bayern, og det gør han godt og overbevisende. I et snævert perspektiv er nytolkningen altså vellykket, men den er nu heller ikke helt så ny, som Weber gør den til. Fx er det velundersøgt, hvordan konkurrerende krigstolkninger var en vigtig del af Weimarrepublikkens politiske kultur, og Weber synes at overse, at tolkningen af sammenhængen mellem krig og nazisme ikke bygger på så enkle sammenhænge, som dem, han dekonstruerer. Man kan faktisk meget fint acceptere holdbarheden i Webers analyser og så fastholde, at man ikke kan forestille sig nazismen uden krigen.

Webers analyse af, hvordan Hitler og nazisterne brugte Hitlers krig politisk efter krigen, ægger ikke til nær så megen diskussion. Til gengæld falder det let at rose hans både grundige og veloplagte behandling af, hvordan nazisterne meget systematisk plejede og forsvarede (med alle midler) den myte som sin krig, som Hitler havde gjort til en nøgle til sit politiske og ideologiske grundsyn i Mein Kampf.

Det er ikke så tit, at man præsenteres for en massiv kildebaseret bog med så store ambitioner som Webers. Han fortjener stor ros for sit arbejde (og forlaget ros for at bringe bogen til danske læseres opmærksomhed). Som det er fremgået, er det ikke lykkedes Weber at overbevise undertegnede om alle sine tolkninger. Men det var en fornøjelse at læse og tænke med og mod hans bog, og den anbefales hermed på det allervarmeste til alle, der interesserer sig for både verdenskrigen og nazismen.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Historier om en sønderjysk familie og krigen 1914 – 1918.
Når Gud sender krige…
Michael Klos: Den første verdenskrig