Menu
Forrige artikel Næste artikel

Danmark og renæssancen 1500-1650

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 795

Af Lars Bisgaard

I 1999 var der middelalderår, i år er der renæssanceår. Dengang udkom bogen Middelalderens Danmark, der tjente som baggrundsværk for årets udstillinger og andre aktiviteter, i år hedder værket Danmark og renæssancen. I 1999 blev værket velmodtaget og der er al mulig grund til at gøre det samme med den nye bog. Bidrag fra en række af landets bedste hoveder inden for renæssanceforskningen er samlet her med det ene formål at give publikum deres fortælling og vurdering af, hvad der skete, da den kulturelle bevægelse, som vi de sidste knap tohundrede år har kaldt renæssance, kom til Danmark. At få så mange forskellige eksperter samlet sker kun sjældent – det er næsten lige så besværligt, som at samle alle værkerne fra en kendt kunstner i en udstilling – så det må værdsættes. Det hele er tilmed flot opsat, redigeret af en århusiansk og københavnsk firmandsgruppe, mens billedsiden dygtigt er lagt i hænderne på den unge billedredaktør Rikke Ilsted Kristiansen. På grund af velvillig støtte fra Veluxfonden kan den 374 siders store værk erhverves for det beskedne beløb af 249 kr. Sådan!

Bogen rummer ikke færre end 30 artikler. De er delt i to grupper, otte større artikler hvis sigte er bredt og indførende, og 22 mindre studieprægede nedslag. De lange artikler er ca. 18 sider lange med 10-12 illustrationer pr. artikel, de små er o. 10 sider med seks til syv billeder. Alle illustrationer er i farve, og de spænder fra små billeder i margen til store helsides fotos. Papiret er blankt og hvidt, mens teksten måske er i det mindste og ikke virker så indbydende. Enhver kan se, at her skal der leveres en læseindsats.

Hvad er renæssance så? Her giver bogen ikke et entydigt svar. Marianne Pade, der har skrevet bogens første artikel, er ikke i tvivl. Hun skelner skarpt mellem renæssancen som kulturel bevægelse og renæssance som periodebetegnelse og anvender kun begrebet i dets første betydning. Den begyndte i Italien i 1300-tallet med digteren Petrarca som en første skikkelse og spredte sig herfra som en intellektuel bevægelse med en humanisme, der både dannede og forpligtede den enkelte på fællesskabet. Allerede i bogens anden artikel er man på vild flugt væk fra denne definition. Her er renæssancen først og fremmest en periode i danmarkshistorien, og rigets skæbne fra Christian 2. til Christian 4. gennemgås på udmærket vis. Denne dobbelthed går gennem hele værket. Snart møder læseren nedslag som hyrdelitteratur og gennemgang af en enkeltpersons værker, snart bredere fænomener så som hekse og troldfolk eller skolevæsenet, der kendetegnede perioden. Redaktionen er klar over denne manglende klarhed: perioden vil blive skildret bredt, lover den i forordet, men med stadig hensyntagen til renæssancen i snævrere forstand. Det er så sandt, som det er skrevet.

Jeg skal ikke beklage denne dobbelthed, for den befordrer en bredde i de bidrag, som bogen indeholder. På den ene side viser de snævre bidrag den glæde, der kan være forbundet med at arbejde med renæssancen, og som ikke reduceres til at være uvæsentlige, fordi de ikke passer ind i en overordnet tolkning, og på den anden side er der bud på sammenhænge på et højere niveau, som kan kalde på eftertanke hos læseren. Men jeg savner, at redaktionen ikke klarere har tænkt problemet igennem. Sagt på en anden måde virker udvalget af de 30 artikler lidt tilfældigt, sideordnet som de inden for hver sin gruppe. Det umiddelbare indtryk er et overflødighedshorn, men som man smager af dets frugter, er der lidt for mange eksotiske frugter på bekostning af elementære. Jeg savner med andre ord flere af de overordnede artikler.

For det første er der, som bogen fremstår nu, noget af et spring fra Italien til Danmark. Marianne Pade skriver frejdigt, at renæssancen i Italien tog fart o. 1350, men først nåede Danmark efter 1536 (s. 22). Synspunktet kan umuligt være gennemtænkt. Det vil svare til, at kendskabet til Den franske revolution ikke kom til Danmark før under Anker Jørgensen i 1970erne. Så meget periferi eller et folk på egne betingelser, har vi lige godt aldrig været. Her kunne en artikel om 1400-tallets nordeuropæiske renæssance inden for både kirke og kunst, med udsyn til Norden, havde været et nyttigt bindeled. Her stiller redaktionens noget faste tidsmæssige skel ved år 1500 bagud sig hindrende i vejen. Det er temmelig ærgerligt, for ikke blot bliver spredningsmønstret for humanismen uforståeligt, selve diskussionen om forholdet mellem middelalder og renæssance udebliver. Netop med middelalderåret frisk in mente var jorden ellers gødet for dette.

For det andet er der geografien. Renæssancen indbefattede europæernes opdagelse af nye kontinenter, og kartografer blev i stand til at kortlægge verden i løbet af relativ kort tid. Her har redaktionen prisværdigt et velskrevet bidrag med af Martin Rheinheimer om hertugen på Gottorps udsending, Adam Olearius, der i 1630’erne foretog en rejse til Persien, hvis rejsebeskrivelser siden blev udgivet (1654). Men samtidens forsøg på at beskrive rigets geografi indadtil med Casper Danckwerth som en hovedfigur som udadtil med et knudepunkt om Grønland og Nordvestpassagen leder man forgæves efter.

Endelig er der juraen og med den, tidens tanker indenfor statslæren. Jeg skal indrømme, at flere bidrag omtaler statens vækst og tilmed opfatter dens rolle som noget absolut vigtigt ved perioden, men i mine øjne øger det kun behovet for en samlet præsentation.

Hvad får man så at vide om dansk renæssance? Skal man tro Benito Scocozza, der har skrevet om danskerne på renæssancens tid og Leif Søndergaard, der behandler skriftlighedens rolle og den mundtlige kultur, var den udelukkende et elitært fænomen, alene forbeholdt overklassen. Der eksisterede skarpt opdelte verdener socialt set, og renæssancens effekt var snarere at udvide disse end at indsnævre dem. Middelalderens folkekultur levede mere eller mindre uændret videre.

I forhold til et moderne antropologisk synspunkt, hvor alting til stadighed er til forhandling mellem et samfunds grupper, virker det som en noget statisk opfattelse af renæssancens betydning for Danmark. Synspunktet bliver da også indirekte modsagt af andre bidrag i samlerværket. Charlotte Appel kan vise, at læse- og skrivefærdighed i hvert fald var til stede i købstæderne uden for overklassen, medens materialet fra landet taler både for og imod. Imidlertid peger hun på en række faktorer, som virkede befordrende for, at en ny udvikling var sat i gang, ikke mindst de herskende holdninger inden for kristendommen så gerne denne kunnen udbredt. Carsten Bach-Nielsens bidrag handler om måder, hvorpå man fra kirkens side søgte at få menigmand i tale i 1500-tallet, og viser at reformationen gav en tro på, at det ville lykkes, men at de stivnede i 1600-tallets ortodoksi. Per Ingesman, der kalder sit bidrag fromhed styrker rigerne (i betydningen religion styrker staten), argumenterer for samme synspunkt, i 1500-tallet hersker en relativt åben politik for udveksling fra top til bund, i 1600-tallet bliver det mere stokkemetoden. Ordet skal opfattes helt konkret, for en forordning fra 1645 kræver, at sovende under prædiken vækkes med et dunk i hovedet af en lang stok. Man kunne her have ønsket, at der var blevet plads til et arkæologisk bidrag om renæssancens formgivning på almindelige genstande, f.eks. inden for den keramik, som man efterhånden kender godt til.

Imidlertid er det nok Sebastian Olden Jørgensens bidrag, som trækker mest i en anden retning. Han har skrevet om noget så elitært som hofkulturen, der naturligt nok blev et centrum men også et medium for renæssancekulturen. En af mange pointer i dette elegante indlæg er, at hofkulturen i al for høj grad er blevet skildret, når hoffet bød til fest, men ikke i dens dagligdags udgave.  Hoffet var da ”en organisation på kanten af kaos og økonomisk sammenbrud”, som det formuleres. Sagt på en anden måde lignede den i omgangsformer folkekulturen betragteligt mere, end det ser ud ved første øjekast. Et andet træk hos Olden Jørgensen er, at han har blik for renæssancekulturens forskellighed. Det der slog igennem i Danmark, skete efter en filtrering, som konge og kirke havde stor indflydelse på.

Derved er vi fremme ved disse for renæssancen så afgørende institutioner. Per Ingesmans bidrag er allerede nævnt, og det fortjener ros for sin klare måde at gennemgå et kompliceret forløb på, nemlig samarbejdet mellem kirke og konge. Samtidig udviser han et kyndigt blik for, hvordan den nye kirke adskilte sig fra middelalderens. Her er gennemgangen af det nye bispeembede eksemplarisk. Præsentationen sker under etiketten konfessionalisering, et begreb som måske lige lovlig meget drejes i retning af socialdisciplinering. Det sker på bekostning af de brydninger, som ikke mindst i 1500-tallet udspandt sig om, hvilken retning den nye konfession skulle tage.  Hertil er der så heldigvis andre bidrag at få forstand af, Martin Schwarz Lausten om Peder Palladius, Johan Møhlenfeldt-Jensen om overgangsskikkelsen Christian Pedersen, Jens Lyster om salmedigteren Sthen og Erik A. Nielsen om en anden af slagsen Anders Arrebo samt Carsten Bach Nielsen, hvis bidrag tidligere er nævnt. Desværre er disse bidrag ikke lige let at finde, og for overskuelighedens skyld havde det måske været en ide at samle litterære, kunsthistoriske og kirkehistoriske bidrag i klynger for sig. Også selv om det havde udsat værket for kritik om unødigt at fastholde eksisterende fagskel i udforskningen af emnet. Sådanne er alligevel til stede.

Det indledende afsnit om arkitektur og billedkunst er lagt i hænderne på Birgitte Bøggild Johannsen og Hugo Johannsen. De betoner kongemagtens store betydning som mæcen for kunsten, hvor renæssancens formsprog bliver et magtsprog, et politisk værktøj der udtrykker status, ambitioner og mæcenens kulturelle horisont. Under denne overskrift gennemgås så kongeligt og adeligt byggeri, kirkekunsten og eksplosionen i portrætkunsten. Meget tydeligt understreges det, at renæssancen ikke fjernede eller overflødiggjorde, hvad der var i forvejen, langt snarere byggede den videre på en række hjemlige traditioner, der allerede var fastlagt. Det gjaldt i brug af en eksisterende bygningskrop i arkitekturen, ligesom mindekulturen, i hvilken portrættet og gravmælerne indskriver sig, allerede var en realitet. I lyset af den ringe plads, der er til rådighed, er det dygtigt skrevet.

Sammenligner man afsnittet med Olden Jørgensens tilgang i afsnittet om hofkulturen, hvor det stod lysende klar, at kongerne selv lod sig opdrage i mødet med renæssancetidens nye iscenesættelser, og tumlede med forhold, de ikke altid selv forstod rækkevidden af, er kunstafsnittet og også Ingesmans afsnit om kirken i kongens hænder, præget af den logik, som en eftertid let kommer til at fremelske. Det er synd, for læseren kan nemt forveksle dette med en gennemsyrende strategi og tvang fra oven, som ikke levnede plads til andre udtryk. Igen er de små punktstudier her til nytte. Charlotte Christensen skriver om den spændende gennembrudsfigur Melchior Lorck, hvis grafiske arbejde stadig må vække beundring, og Ulla Houkjær gennemgår Kronborgtapeterne og den såkaldte Rosenborgserie. Endelig er Bøggild Johannsen endvidere repræsenteret med et studium om den tidlige fynske herregård Hesselagergaard, hvor kansler Johan Friis med hjælp fra Jakob Binck fik skabt et tankevækkende monument over tidens adelige mentalitet, medens Hugo Johannsen skriver om Kronborg som monument for kongelige aspirationer.

Også for litteraturen var de danske konger mæcener. Dette gennemgår professor emeritus Minna Skafte Jensen overbevisende, så vidt som en historiker som undertegnede nu kan bedømme det. Værkerne bliver flere som 1500-tallet skrider frem med et højdepunkt om Rasmus Lætus. Når en Vedel Sørensen ikke levnes så megen plads, skyldes det, at der er ofret ham en specialartikel, forfattet af Marita Akhøj Nielsen, ligesom Svaning er omtalt i Karen Skovgaard Petersens bidrag om tidens historieskrivning. Til forskel fra andre bidragydere markerer Skafte Jensen klart, at overgangen til barokken finder sted i begyndelsen af 1600-tallet, et stilskifte som f.eks. også er anvendt på porttårnet ved Frederiksborg fra o. 1620. Øvrige litterære bidrag er Vibeke A. Pedersens om de lærde kvinder Anne Krabbe og Vibeke Bild, medens Else Bojsen skriver om latinskolernes komedietradition. Musik er på den måde kun behandlet indirekte, for så vidt som adelskvinderne indsamlede og nedskrev viser.

En sidste gruppe af bidrag falder inden for renæssancen som periodebetegnelse. Charlotte Appels, Jens Chr. V. Johansens og Martin Rheinheimers bidrag har allerede været nævnt. Dertil kommer Keld Grinder Hansen, som skriver om oprettelsen af Herlufsholm skole i 1567 med udsyn til ridderakademiet i Sorø et halvt århundrede senere. John Robert Christianson leverer værkets eneste bidrag om videnskabens påvirkning af renæssancen. Det omhandler Tycho Brahe, om hvem det sidste ord næppe er sagt i dette renæssanceår. Jens Vellev følger Tycho Brahe til dørs ved at fokusere på den papirmølle, han oprettede på Hven. Vivi Jensen fra Koldinghus leverer et lille portræt af Christian 3.s dronning Dorothea, i hvis livgeding Kolding indgik, men som især er kendt for sin indblanding i sønnen Frederik 2.s udenrigspolitik i 1560erne. Endelig har Hans Henrik Appel et godt bidrag om renæssancens krigskunst i Danmark, belyst ud fra Jacob de Gheyn bog om våbenhåndtering for fodfolk udgivet 1607 og dedikeret til Christian 4.

Som afslutning en kort bemærkning om sprog, fremstillingsform og målgruppe. Forfatterne følger her ikke samme kurs. De fleste skriver som de plejer, vil jeg tro, men hos enkelte fornemmer man, at de har tænkt stoffet igennem en ekstra gang og valgt en bevidst ligefrem fremstillingsform. Det gælder f.eks. Charlotte Appels bidrag. Hvis man vil nå et bredere publikum og gøre nye interesseret i renæssancen, tror jeg, det er klogt at gå denne vej. Pointerne kan ved første øjekast se mere banale ud, men dels kan man som forsker have brug for at møde egne resultater en face, dels får man flere i tale ved denne anstrengelse. Olden Jørgensen går en anden vej og lukker til tider læseren med ind i sit værksted, hvor han fremlægger argumenter og fordele ved forskellige tolkninger. Det er min fornemmelse, at denne stil passer til et yngre veluddannet publikum, som fra arbejdet er vant til at skulle skille skidt fra kanel. Dette er en stil, der kan videreudvikles, og som rummer et spændende potentiale. Endelig er det blevet mere gængs at indlægge en historiografisk note i bidragene. Det kan ofte være klargørende, og igen vil et yngre publikum næsten helt selvfølgelig have mødt dette før. Omvendt bør anvendelsen ske med måde.

Hvis denne lange anmeldelse skal gives en klar pointe må indledningen gentages: Det er et fremragende værk - køb det før din nabo.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Renæssancens befæstede byer
Renæssancens stænder og håndværk
Dansk renæssance