Menu
Forrige artikel Næste artikel

Hertuger

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 691

Af Michael Bregnsbo, Universitetslektor, ph.d., Institut for Historie, Kultur og Samfundsbeskrivelse, Syddansk Universitet, Odense.

Augustenborgerne huskes i dag – om overhovedet – nok bedst for hertug Christian August af Augustenborg og dennes bror, prins Frederik af Nør og deres politik i 1830’erne og 1840’erne, hvor det begyndte at stå klart, at det oldenborgske danske kongehus efter al sandsynlighed ville uddø med kronprins Frederik (7.). Augustenborgerne fandt, at det var deres familie, der i så fald ville være arveberettigede til hertugdømmerne Slesvig og Holsten og måske også til Danmarks trone, og deres politik i den forbindelse, ikke mindst ved udbruddet af en væbnet konflikt i 1848 inden for det danske monarki med tysk støtte til Danmarks fjender, kunne i Danmark vanskeligt opfattes som andet end konspiration med fjenden og derved forræderi. Det skabte et kolossalt had i Danmark mod den augustenborgske hertugfamilie, berømt/berygtet er de natpotter, der blev fremstillet, med portræt af Augustenborg-hertugen og hans bror i bunden med følgende tekst: ”I to! Forrædere ere til visse. Derfor alle Danske paa jer maa pisse”.

Men augustenborgerne var andet og mere end som så. Slægten nedstammede fra en sidelinie til det oldenborgske kongehus, fra en yngre søn af Christian 3. (også den nuværende danske kongefamilie, glücksburgerne, nedstammer fra en sådan oldenborgsk sidelinie). Familien havde hertugværdighed og kaldtes augustenborgerne efter dens hovedresidens, Augustenborg Slot på Als. De var ikke regerende hertuger, havde altså ikke regeringsmyndighed over et bestemt territorium, men var i kraft af deres hertugtitler at regne for adelens adel eller for aristokratiets superliga, ligesom deres slægtskab (også ved senere giftermål) med det danske kongehus anbragte dem i en særklasse.

Mikkel Venborg Pedersen er museumsinspektør ved Nationalmuseet, og hans bog handler om de augustenborgske hertuger og deres aristokratiske kultur, hvori den bestod, hvorved den kom til udtryk, herunder hvordan de hævdede og iscenesatte deres status. Disse spørgsmål bliver besvaret gennem analyser af slægten og dynastiet, familieforbindelser, boligindretning, påklædning, uddannelse, hofliv, anvendelserne og indretningerne af slottene Augustenborg, Sønderborg og Gråsten, paternalisme i skikkelse af forholdet mellem hertug-herskabet og tjenestefolkene og hertugernes øvrige personale og undergivne, f.eks. fæstebønder, hertugerne som godsherrer samt ritualer, ceremonier og fester. De sidstnævnte fænomener var vigtige for at hævde og iscenesætte den hierarkiske og traditionsbevidste samfundsorden, som hertugernes styre repræsenterede. Forfatteren indleder således bogen med at berette om en forordning om kirkegang, som hertugen udstedte i 1775. Denne forordning foreskrev nøje, hvem der skulle sidde hvor i kirken under gudstjenesterne i kapellet på Augustenborg Slot. I kapellets kor sad de øverste hof- og godsembedsmænd, og koret var adskilt ved et rækværk fra kirkeskibet. I kirkeskibet sad embedsmændene allerforrest, dernæst hoffolk og de højere tjenestefolk ved hoffet, hofpræsten og forpagteren. Dernæst syv rækker for byen Augustenborgs håndværkere og handelsdrivende efterfulgt af de lavere rangerende hofbetjente. Hertugfamilien sad i den modsatte ende af kirkerummet, højt hævet over de menige kirkegængere. Dette siddepladsreglement i kirken afspejler det gældende samfunds- og verdenssyn, der udgjorde augustenborghertugernes verden: enhver havde sin præcise plads i hierarkiet, nogen stod over og nogen var endnu lavere placeret – og øverst var hertugfamilien. Rækværket mellem kor og kirkeskib markerede en markant social skillelinie. Hver søndag blev den bestående hierarkiske samfundsorden således markeret eller ”opført” i forbindelse med kirkegangen.

Forfatteren indleder sit værk med grundige metodisk-teoretiske overvejelser. Han betegner sin tilgang som den nye kulturhistorie og mikrohistorie, påvirket af antropologien og hvilende på et hermeneutisk grundlag (hermeneutik: fortolkningslære). Han arbejder således med forstå samfund og livsverdener, der adskiller sig markant fra nutidens. Dette indebærer metodiske problemer: der er temaer, der i deres egen samtid var så åbenlyse og selvfølgelige for enhver, at man ikke behøvede at udtale dem direkte endsige sætte dem på skrift til nytte for senere historikere. Eksempelvis står der ingen steder skrevet, at den ovennævnte kirkegangsforordning skulle ses som en afspejling og markering af den gældende samfundsorden, men sådan bliver den tolket af nutidige forskere. Denne tilgang indebærer, at man ind imellem må give sig hen til gæt. ”Men”, som forfatteren skriver, ”hvis man ikke tillader sig ind i mellem at vove et kvalificeret gæt, hvordan skulle man så kunne nærme sig det ukendte?” (s. 20). Det er der selvfølgelig noget om. Men spørgsmålet er bare, hvordan man afgør, om et gæt er kvalificeret, i givet fald: hvor kvalificeret? Og hvem afgør det? Denne problematik er forfatteren dog selv opmærksom på og diskuterer. Samme problemer gør sig gældende med hensyn til forfatterens synspunkt om, at det ”forekommer som om, at penge og rigdom eksisterede parallelt med ære og stolthed, at de tilhørte to forskellige sfærer, der kun sjældent krydsede hinanden. Selvom hertugerne investerede i godser og jord, var penge og rigdom måske ikke fremmest i deres tanke. Der synes blot at eksistere et fjernt og tyst forhold mellem sfærerne” (s. 66).

For 25-30 år siden ville næppe nogen seriøs historiker have fundet det værd at beskæftige sig med aristokratisk kultur. I de tider var det socialhistorien, forstået som ”jævne mennesker”, manden og kvinden på gulvet og deres historie, der var det fremherskende interessefelt blandt faghistorikere. Aristokratiet ville højst være blevet nævnt som udbyttere og undertrykkere, og dets kultur ville højst være blevet omtalt i forbindelse med en mere eller mindre slet skjult forargelse over dets ødselhed og vellevned på den jævne befolknings bekostning. Men denne holdning har siden ændret sig. Det er der nok mange grunde til, men bl.a. kan fremhæves den erkendelse, at jævne mennesker indgik i et samfund og en samfundsorden, og for at forstå, hvorledes denne hang sammen, må man have toppen af systemet med (jf. den flere gange omtalte kirkegangsforordning af 1775). Aristokratiets historie hører også med til socialhistorien.

Sagt i korthed søger bogen at trænge dybt ind i og forstå en ikke længere eksisterende kulturel verden, nemlig aristokratiet, en verden, som i dag forekommer de fleste stærkt fremmed, og som de ofte står mystificerede og uforstående, men dog samtidig fascinerede, overfor.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Miraklernes tid
Lars N. Henningsen: Værdikamp og folkeuro.
Dragør i 1700-tallet