Menu
Forrige artikel Næste artikel

Krig, korstog og kulturmøder i 1700-tallet

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 775

Af Henrik Gjøde Nielsen, museumsinspektør, ph.d., Kystmuseet.

Siden 2006 har Middelaldercentret ved Syddansk Universitet arrangeret et årligt seminar om aspekter af korstogenes historie, og i 2012 afholdtes seminaret Krig, korstog og kulturmøder i 1700-tallet på Det Adelige Jomfrukloster i Odense. Det vil meget passende sige i nærheden af den katolske Skt. Albani Kirke i Odense og i nærheden af Odense Domkirke, hvor den helgenkårede Kong Knuds knogler nu kan beses af den nysgerrige protestantiske og katolske og muslimske osv. offentlighed. Og hvorfor skal vi så have det med her? Det skal vi, fordi sagen i mangt og meget drejer sig om, at nogle har ret og andre tager fejl. Bogen Krig, korstog og kulturmøder i 1700-tallet er et resultat af seminaret 2012, og lad os med det samme få på plads, at der som helhed er tale om en både velredigeret og veltilrettelagt bog, og at bogens enkelte artikler alle er grundige og gennemarbejdede studier, i mangt og meget over forhold, som man næppe kan antage i al almindelighed er velkendte

Som det anføres i redaktørernes Carsten Selch Jensen og Janus Møller Jensens grundige indledning "Krig, korstog og kulturmøder i 1700-tallet," så har krig og kulturmøder fyldt meget i den offentlige debat de sidste par årtier, og det kan næppe overraske, at man trækker 1700-tallet frem i diskussionen af krig og kulturmøder, hvorimod det nok er mere overraskende, at man i dette århundrede også taler om korstog. Korstog er typisk noget, man forbinder med middelalderen og Mellemøsten, men nyere studier har vist, at korstog som fænomen hverken var begrænset til Mellemøsten eller var noget, der ophørte ved middelalderens udgang, skønt afvisning af tanken om, at religion alene kunne være en gyldig grund til at føre krig var blevet fremført allerede i 1600-tallet, hvilket som bekendt ikke har forhindret adskillige krige af just den årsag. For 1700- og 1800-tallets vedkommende har bl.a. de europæiske magter da også med sindsro draperet deres koloniale bestræbelser i religiøse gevanter, og krig for religionens skyld er fortsat et aktivt fænomen.

Thomas Hoffmann, professor mso ved Afdeling for Bibelsk Eksegese, Teologisk Fakultet, Københavns Universitet, bidrager med artiklen "Den arabiske rejse – om arabiske rejseberetninger fra Europa omkring 1700-tallet," om netop dét, som titlen siger, i bevidstheden om den eurocentriske rygmarvsreaktion, nemlig at udtrykket "den arabiske rejse" naturligt henviser til europæernes rejser i den arabiske verden. Men araberne rejste altså også til Europa, og Hoffmann blotlægger oplysende, tankevækkende og loyalt over for såvel den europæiske som den arabiske side eksempler på disse rejseberetninger, som for så vidt angår de arabiske strengt taget ikke har været fraværende, men har manglet fordi man i forskningen ikke har set efter dem. Forfatteren betegner selv sit bidrag som et essay, men der er tale om mere end et essay. Til gengæld giver den tilstræbte essayistiske form muligvis forfatteren friere hænder i forhold til behandlingen af sit stof, herunder den ambivalens, der også lader sig iagttage i rejseberetningerne.

I "Atlantiske kulturmøder – Slavehandel, migration og kristendom i det 18. århundrede" argumenterer Niels Kastfelt, lektor ved Afdeling for Kirkehistorie, Københavns Universitet, for, at den anglikanske kirkes missionsstrategi, der tidligere var blevet afprøvet af herrnhuterne, blev den nye atlantiske kristendoms og den nye globale verdens prototypiske bevægelse; en bevægelse, hvis missionærer bevægede sig rundt i hele det atlantiske rum, i Europa, Nord- og Sydatlanten, og i høj grad var med til at skabe den nye, moderne verden. Kastfelt bevæger sig på en og samme tid i kendt og i minefyldt farvand. Kendt bl.a. i form af Pontoppidans teologiske forsvar for slavehandlen, og minefyldt fordi det her ligger snublende nært at tale om etableringen af en atlantisk kristendom (hvilket redaktørerne gør i deres indledning), hvor kristendommen fra slaveejernes side bruges til at legitimere slaveriet, mens den fra slavernes side bruges til at skabe mening i deres skæbne og reflektere over deres plads i verden. Sådan kan religion jo også bruges, og er blevet brugt. Man kan indvende, at det vel næppe så meget var religionen, der skabte den moderne verden, som det var den moderne verden, der skabte religionen. Men det er måske et spørgsmål om øjnene der ser.

Carsten Selch Jensen, lektor ved Afdeling for Kirkehistorie, Det Teologiske Fakultet, Københavns Universitet, bringer i artiklen "Klædt af til skindet – Krig og kulturmøder blandt puritanere og indianere i 1700-tallets New England" korstogstanken ind i nye sammenhænge, med den grundige gennemgang og blotlæggelse af de kulturelle markører, der lader sig udlæse af de protestantiske puritaneres tilfangetagelsesberetninger fra 1700-tallets New England. Her drejede det sig for alt i verden for de tilfangetagne puritanere om ikke at svigte den sande tro, om ikke at lade sig inkorporere blandt de vilde, i hvis vold man var, eller endnu værre: Blive katolske, hvis man nu var i de franske papisters vold. Nøgenhed, sprog og tortur kunne være tvangsmidlerne, dvs. markørerne. Og det kunne mad også være. Religiøs fundamentalisme i forhold til fødemidler hverken var eller er jo en ukendt sag.

Janus Møller Jensen, afdelingsleder ved Nyborg Slot, Østfyns Museer, behandler i "Krig, korstog og muslimske pirater i 1700-tallets Danmark" med udgangspunkt i den danske flådes togt til Middelhavet 1746, og den i den anledning forfattede beskrivelse af samme ved Nicol Seidelin Bøgh, de sammenhænge, hvor krig, politik, videnskabelige ekspeditioner, slaveri, handel og korstog var med til at forme bevidstheden om "tyrken" i 1700-tallet, på tærsklen til oplysningstiden i Danmark. Det er blevet anslået, at der i tiden mellem 1500 og 1800 endte mere end en million kristne slaver i Nordafrika, herunder en del af den danske konges undersåtter, ved pirateri i den danske konges farvande og angreb på land på både Island og Færøerne, hvilket bl.a. resulterede i oprettelsen af den såkaldte Tyrkerkasse, hvis midler blev anvendt til at løskøbe den danske kongens undersåtter fra muslimsk fangenskab. Kassens eksistens skulle efter kongelig ordre holdes hemmelig, for at prisen på fangerne ikke skulle stige. Det lykkedes ikke, og en del af pengene, der skulle udbetales via mellemmænd, forsvandt i flere tilfælde, men det lykkedes også at frikøbe adskillige islandske slaver, som efter en grundig undersøgelse af, om de skulle være konverteret til islam og efter et genkristningskursus i København, blev sendt hjem til Island.

Kurt Villads Jensen, professor ved Historiska Institutionen, Stockholms Universitet, har skrevet bogens sidste artikel, "Dr. Dampe og Koranens etik." Jo, der er tale om den Doktor Dampe (1790-1867), som forfatteren betegner som lærer, avisudgiver, samfundsdebattør, livstidsfange, symbol på den nye demokratiske epoke efter Danmarks første grundlov, et omvandrende justitsmord fra enevældens tid, som lige så godt kunne være endt som en af Danmarks store orientalister. Det kunne han, fordi han i 1812 forsvarede sin doktorafhandling om Koranen, efter i øvrigt i 1811 at have gjort sig bemærket ved en afhandling om problemerne i dansk retsskrivning. Dampes akademiske karriere fik som bekendt en brat afslutning, da han i 1820 blev anholdt, tiltalt for højforræderi, dødsdømt og benådet til livsvarig arrest på Christiansø, hvorfra han i 1841 fik lov til at flytte til Bornholm, for i 1848 at blive benådet og tildelt en mindre pension; Dampe døde 1867 i København. Men Dampes disputats om Koranen, en som det betegnes dybtgående undersøgelse af Koranen, er sjældent blevet nævnt andet end i forbifarten, og det er denne disputats, der i Kurt Villads Jensens artikel refereres og sættes ind i sammenhæng med Dampes egen livsholdning og nogle træk ved samtidens åndsliv og lærde liv. Det er ikke så enkelt, som det lyder. Disputatsen er på 62 sider, med den mundrette titel: Conspectus et æstematio ethicæ Corani. Adjecte animadversionum philologicarum in arabicos scriptores specimine. Dvs. Betragtning og vurdering af Koranens etik; tilføjet et eksempel på filologiske kommentarer til arabiske forfattere. Disputatsen er, naturligvis, skrevet på latin, med fri ordstilling, et kunstigt og sammentrængt latin, og med en mængde citater på arabisk, uden oversættelse. Afhandlingen er skrevet for at vise, at forfatteren var lærd. I samtiden forudsattes, at læseren var fagmand og kendte den relevante litteratur, og en senere tids videnskabelige apparat er selvsagt ikkeeksisterende. Kurt Villads Jensen har påtaget sig at opløse den latinske og arabiske tekst, hvilket afslører såvel nogle interessante, generelle diskussioner som Dampes personlige opfattelse af islam, der starter med at Koranen er et videnskabeligt studieobjekt, der giver Dampe anledning til at arbejde med etiske og vanskelige spørgsmål, for efter de mange års isolation og fangenskab at være reduceret til en trolddomsbog, "en magisk kulisse," en, med forfatterens ord, rekvisit i et spil, der slet ikke handlede om islam og kristendom.

Krig, korstog og kulturmøder i 1700-tallet giver således både tankevækkende eksempler på, hvad det lange århundrede også indeholdt, og hvad optakterne og efterdønningerne var. Det specielle og det inciterende er, at man netop har sat sig for at undersøge denne mangefacetterede treenighed i 1700-tallet. Det har man gjort godt. Det bliver interessant at se, hvad 1800-tallet bringer på den front. Hver tid har sine evigtgyldige sandheder, og generelt kan man antage, at nogle fortsat har ret og at andre tager fejl, men ikke nødvendigvis af det samme.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Gehrdt de Lichtenberg
Beskyt de værdige fattige!
Enevældens kroninger