Herregårdenes Dag 2025

Imponerende bygninger og smukke parker summer af liv, når en lang række herregårde og slotte åbner for publikum med et væld af forskellige aktiviteter
og arrangementer i anledning af den nationale temadag Herregårdenes Dag.
”Man kan blandt andet komme med på eksklusive omvisninger og spændende havevandringer. Nogle steder kan man opleve levendegørelse og marked, andre steder byder på koncerter eller kaffebord. Mulighederne er mange, og der er arrangementer over hele landet. Nogle arrangementer er gratis og andre kræver entré”, fortæller museumsinspektør Marie Kirstine Elkjær fra Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum, der er projektleder på Herregårdenes Dag.
Oplysningskampagne for herregårde
Herregårdenes Dag er iværksat af Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum, og tanken bag begivenheden er at sætte fokus på de
danske slotte og herregårde, som er en væsentlig, men ofte overset, del af den danske kulturarv.
”Herregårdenes Dag er en oplysningskampagne for de danske slotte og herregårde. I Danmark findes omkring 730 herregårde, og det danske landskab er formet af herregårdene, der gennem århundreder har været den væsentligste drivkraft på landet. De store gamle hovedbygninger ligger stadig i landskabet som vidnesbyrd om godsernes enorme betydning – blandt andet som nogle af de største arbejdspladser i landområderne helt ind til midten af 1900-tallet. Vi håber, at Herregårdenes Dag kan være med til at gøre opmærksom på de mange herregårde og den vigtige historie og kulturarv, de repræsenterer”, siger
Marie Kirstine Elkjær.
Herregårdenes Dag har siden 2019 været afholdt hvert år den tredje søndag i august. Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum er tovholder på begivenheden, der bliver til i samarbejde mellem de deltagende slotte og herregårde. Programmet for Herregårdenes Dag kan findes på www.herregaardenesdag.dk.
Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum står bag begivenheden Herregårdenes Dag, som afholdes for syvende gang i år. Museumsinspektør Marie Kirstine Elkjær fra Gammel Estrup med årets plakat med de 48 deltagende slotte og herregårde. Foto: Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum
[Historie-online.dk, den 11. juni 2025]