Menu
Forrige artikel Næste artikel

1864

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 890

Af Poul Ulrich Jensen

Næste år er det 150 år siden, Danmarks krig mod Det tyske Forbund, domineret af Preussen og Østrig, udspillede sig i al sin blodige virkelighed. Dramatiske kamphandlinger, uduelige politikere uden realitetssans, store militære fejldispositioner og heltemodige og pligttro soldater er det stof, store fortællinger er gjort af, og især Tom Buk-Swientys ”Slagtebænk Dybbøl” og ”Dommedag Als” har i de seneste år vakt det spektakulære nederlag og nationale traume til live. Med Erik Ingemann Sørensens guide til 1864-krigens slagmarker, kan man nu selv drage i felten bevæbnet med kort, kørselsvejledninger, GPS-koordinater og QR-koder som adgang til tekster, billeder og marchmusik. Hele krigens forløb er med - fra Ejderen i syd til den sidste fatale kamp ved landsbyen Lundby i Nordjylland.

I et indledende kapitel bliver krigens baggrund ridset kort og kontant op. Hertugdømmerne Slesvig og Holstens tilknytning til resten af kongeriget havde efterhånden udviklet sig til en gordisk knude, som man i 1863 forsøgte at løse i et enkelt hug – Novemberforfatningen med et Danmark til Ejderen stik imod alle tidligere internationale aftaler. Otto von Bismarck fik her det perfekte påskud til at give marchordre til godt 60.000 preussiske og østrigske soldater, der stod lige syd for Ejderen, medens Danmark til gengæld med en diplomatisk brøler havde afskåret sig fra enhver hjælp udefra. Den danske hær havde store militære svagheder, men til eftertidens held var mange soldater gode og flittige skribenter. Deres breve og erindringer fortæller, hvordan det var at opleve krigen på sin egen krop.  

En del af de danske styrker var op til krigens udbrud placeret forskellige steder i det sydlige Slesvig blandt en overvejende tysksindet civilbefolkning og i et område, hvor talrige gravsten og mindesmærker vidnede om den forrige slesvigske krig. Erik Ingemann Sørensen har opsøgt stederne og sammenligner de nutidige indtryk med fortidens beretninger. Soldaterne led, medens de ventede på krigens udbrud, under en usædvanlig kold vinter og indkvarteringer uden nogen komfort. De elendige sanitære forhold, der resulterede i tyfustilfælde, udgjorde desuden en reel trussel mod helbredet. Den 1. februar var ventetiden imidlertid forbi; de tyske tropper rykkede frem, og de danske trak sig tilbage.

Det skulle blive et velkendt mønster, efterhånden som retræten gik fra Rendsborg til Mysunde og videre mod Dannevirke. Mysunde blev dog ikke opgivet uden kamp, da preussiske soldater gik til angreb på de danske skanser ”under flyvende faner og til tonerne af Preussenmarch.” Og hvordan det har lydt, kan man høre ved hjælp af QR-koden ved siden af teksten. Trods den opildnende musikledsagelse blev det dog et forgæves stormløb, og danskerne kunne notere en smal sejr - den eneste i hele krigen. Erik Ingemann giver en levende beskrivelse af kamphandlingerne, suppleret med billeder fra dengang og nu og en minutiøs kortlægning af alle lokaliteterne.

På samme måde skildres det videre forløb af krigen i kronologisk orden, hvor den enlige sejr blev fulgt af en næsten uendelig række nederlag, efterhånden som det ”store bortdragende ligtog”, som Herman Bang kaldte det, bevægede sig nordpå gennem Slesvig. Især rømningen af Dannevirke ramte soldaterne som et chok, og tilbagetoget med fjenden i hælene var en blodig affære. Undervejs blev der et enkelt sted skrevet verdenshistorie. Kroen ved Oversø, der blev brugt som lazaret, var det første sted, hvor et Røde Kors flag vajede som tegn på, at her var et neutralt område. Men ellers var den barske virkelighed at døde og sårede, som det fx var tilfældet efter slaget ved Sankelmark, lå spredt over et stort område, hvor kulde og ligrøvere ofte kom sygehjælperne i forkøbet.

Den danske hær fik en tiltrængt varm og medfølende modtagelse i Flensborg, og herefter drog størstedelen mod skanserne ved Dybbøl, en mindre del til Fredericia og en enkelt division satte kursen mod Nørrejylland. Erik Ingemann krydsklipper med sikker hånd mellem begivenhederne, som de udspillede sig i øjenvidneberetninger og datidens billeder, holdt op mod Dybbøls skanser og Fredericias voldanlæg, som det ser ud ved et besøg i dag. Og endelig slutter den lange og spændende rejse i krigens fodspor med den sidste kamp - nedslagtningen ved Lundby af et dansk kompagni, der faldt som ofre for en oberstløjtnants totale fejlbedømmelse af situationen. For den preussiske modpart var det en let sejr, men alligevel bemærkelsesværdig, da det var regimentets første egentlige kamp. Ilddåben blev fejret med en nykomponeret Lundby-march, som kan aflyttes via en QR-kode. Og sådan klinger Erik Ingemanns medrivende beretning om 1864 ud. Danmark måtte bøde hårdt for den tabte krig, og til de hjemsendte soldaterne var der ingen heltemodtagelse.        

Som Tom Buk-Swienty skriver i en introduktion til bogen, føjer den en ny dimension til historien ved at vise, hvordan stederne med relation til krigen så ud og ser ud i dag. Kombineret med de velvalgte øjenvidneberetninger og de indsatte QR-koders muligheder for bl.a. afspilning af militærmusik vækker det fortiden til live. Så man kan tage bogen under armen og begive sig ud på turen fra Ejderen til Lundby eller blot plante sig i lænestolen og læse om begivenhederne. Under alle omstændigheder er det en spændende oplevelse, for Erik Ingemann Sørensen har skrevet den ideelle guide til krigen 1864.  

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Danmark under den 2. industrielle revolution
Mammutmanden
Det røde spøgelse