Menu
Forrige artikel Næste artikel

Efter 1864

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 1025

Af Erik Ingemann Sørensen

I anledning af 150 året for fredsslutningen i Wien tog museumsinspektør Inge Adriansen og Steen Bo Frandsen et herligt initiativ til et seminar om det skelsættende år. De mange bidrag, der nu er kommet som bog, belyser tragedien eller rettere tragedierne fra mange forskellige sider. Det er næsten et puslespil, der her lægges. Fornemt tager det sig ud. På trods af at den helt afgørende brik synes at mangle. Desværre. Herom senere i anmeldelsen.

Et brag af en indledning

Den indledende artikel ”Historiens dom over 1864” af professor emer. Tim Knudsen synes at have hentet inspiration fra bombardementet af Dybbøl. I en sand kaskade af særdeles målrettede granater skydes kulturminister Bertel Haarder ganske enkelt helt og aldeles i grus. ”Så sløjt står det til med forståelsen af dansk demokratihistorie hos en minister, der gerne vil udbrede det glade budskab om Danmarks demokratiske historie, at han anakronistisk kalder Danmark et parlamentarisk demokrati i 1864. Ministeren er tilmed uddannet i statskundskab, hvad der desværre ikke altid garanterer så meget…” Sådan!

Baggrunden er, at den efterhånden herostratisk berømte minister ifølge Tim Knudsen tager udgangspunkt i ”…Venstres historietradition, der efter 1870 skabte fortællingen om, at Danmark blev demokrati i 1849…” Grundigt og særdeles overbevisende fremlægges fakta, der klart understreger, at der rent faktisk ”…skulle gå endnu mere end et halvt århundrede, før Danmark blev nogenlunde demokratisk, og ordet demokrati dukkede først op i ordbøgerne i 1904. Indtil da kendtes det kun i fremmedordbøger…”  På dette tidspunkt var kvinder endnu holdt uden for. Måske skal vi helt frem til Kanslergadeforliget, før demokratiet bliver mere eller mindre cementeret i Danmark. Det står stadig som et uafklaret spørgsmål.

Nationalstat og småstat

Professor Steen Bo Frandsen, sætter fokus på ”Krigens virkninger i Danmark”. På ”…de rumlige forandringer i og omkring Danmark og med det ændrede billede af omverdenen…frem for alt naboerne umiddelbart syd for grænsen.” Danmark blev med freden i Wien ikke alene en småstat, men også en nationalstat. Spor som Steen Bo Frandsen fint forfølger artiklen igennem. Forfatteren noterer, at for den almindelige dansker betød 1864 i realiteten ikke noget. Livet på landet og i byerne gik videre. Til gengæld betød dansk politik, at ”…evnen til at reflektere over egne fejl og mangler i omgang med verden udenfor…”, blev svækket. Der er dybde og vid i denne fremstilling.

Uwe Danker skriver om ”Krigens følger for og i Preussen”, Jens Ole Christensen om ”Danske overlevelsesstrategier i skyggen af 1864”, Sebastian Olden-Jørgensen om ”Krigen 1864 på sangens vinger”. Spændende og gode artikler som det dog vil føre for vidt at komme ind på i denne forbindelse.

Fontane, Drachmann og Bang

Birthe Hofmann og Anna Sandberg, begge lektorer i tysk på Institut for Engelsk, Germansk og Romansk, Københavns Universitet, tager 3 markante personer, der hver især har krigen som centrum i fortællingen, under behandling. ”…fra henholdsvis tysk og dansk synsvinkel”: Fontane, Drachmann og Herman Bang. Alle tre har krigsområderne som erindringssteder – dog uden at nogen af dem var der, da det hele skete. Det drejer sig om erindringsbilleder, gengivelser og funderinger. Fremragende gengivet med centrale citater og dybdegående analyser.

Men. Det kommer denne anmelder for, at forfatterne ikke har fanget dybden hos Herman Bang. Romanen ”Tine” indeholder langt flere elementer, end det der her hentes frem. Hele Bangs nederlagsstemning, lidelse og smerte står entydigt mejslet i forordet til romanen – og det er i særdeleshed i det kapitel, der går under betegnelsen ”Dannevirkenatten”, at Bang mestrer fortællingen langt, langt ud over det, de to forfattere beskriver. Den direkte kobling går nærmere til ”Stuk” end til deres anvendte ”De uden fædreland”. Og så burde det nok have været nævnt, hvor mesterligt Herman Bang udnytter den trykte avis – med netop de superskarpe justeringer han netop giver kilderne.

At kalde romanen en antikrigsroman – tja det stiller jeg mig  særdeles tvivlende over for, har været det egentlige anliggende.

Genrer og plotlægning

Et indlæg, der særligt skal fremhæves, er professor Jes Fabricius Møllers mesterlige ”Fædrelandet som tragisk helt – genrer og plotlægning i fortællingen om 1864 og 1920”. Forfatteren ser blandt andet på, hvordan en genrebevidst litterær læsning kan tjene som et fortolkningsværktøj, når historiske fremstillinger skal analyseres.

Med afsæt i den engelske genrebetegnelse narrative nonfiction tager Jes Fabricius Møller blandt andet Tom Buk Swientys ”Slagtebænk Dybbøl” og Bornedals dubiøse ”1864” under behandling. Forfatterens spidse og særdeles velfunderede pen gør læsningen til en fornøjelse. Og de stiksår, hans udfald efterlader, giver i den grad stof til eftertanke.

Den narrative nonfiction er på fremmarch. Og meget af den er af høj kvalitet. Men Fabricius Møller løfter dog en advarende finger: ”Det må være forudsætningen for videnskaben, at der er en forskel på præmisserne for og formålet med henholdsvis faglitteratur og fiktion…”

Hvor Tom Buk Swienty først i ”Slagtebænk Dybbøl” og senere i ”Dommedag Als” kan forekomme lidt svævende i denne kontekst, synes denne anmelder, at han har fundet en mere sikker form i tobindsværket om ”Kaptajn Dinesen”.

1864 og jubilæumsårene

Hvem anden end Inge Adriansen kan afslutte en så fornem artikelsamling? Det gør den ”pensionerede” museumsinspektør med et rids over de 7 store jubilæumsår for 1864. ”Der er altid et formål med og en dagsorden for afholdelse af et jubilæum for en historisk begivenhed, og i reglen fortæller et jubilæum mere om samtiden  end om den begivenhed, der bliver fejret og dermed fastholdt i erindringen”, skriver forfatteren. Hvorefter det enkelte jubilæumsår sættes under lup.

50-årsjubilæets særlige markør var vel, at de få veteraner, der stadig levede, nu kunne få en årlig hædersgave på 100 kr.! Og så mindestenen for den meningsløse nedslagtning af 22 danske soldater ved Lundby. Bare fordi oberstløjtnant Beck skulle slippe fri for ”den hvide fjer”.

For denne anmelder står 2 begivenheder stærkt. En kendelig utilfreds Frederik IX tog uden for programmet ordet i 1964 og talte varmt for sønderjyderne og deres kamp. En slags ”protest” foranlediget af statsminister Jens Otto Krags rent politiske tale.

Den anden er 125-års jubilæet i 1989, der blev markeret med den skændige og ahistoriske beslutning om at lukke Sønderborg Kaserne.

I sidstnævnte sammenhæng burde man også have nævnt markeringen i 2013. Det var her den tidligere forsvarsminister Nick Hækkerup (S) løj forsamlingen lige lukt op i ansigtet, da han understregede, at kasernen naturligvis ikke ville blive lukket i 2014. Hvad var det så lige, der skete bagefter?

Det er en fremragende oversigt, Inge Adriansen her har leveret. Endnu en artikel at blive vidende af.

Den manglende brik

Ser man på den samlede fremstilling, skrev jeg indledningsvis, at det kunne minde om et puslespil. Men hvor en afgørende brik manglede. Det havde været fint, om der havde været et bidrag, der beskrev, hvordan Danmark restituerede sig økonomisk efter nederlaget. For der kom gang i hjulene. I særdeleshed inden for industri, landbrug og søfart. Lidt ærgerligt at det mangler.

Dog har Steen Bo Frandsen en henvisning til Ove K. Pedersens artikel: ”Læren af 1864. Krig, politik og stat i 150 år”, (2014). Det får så være det i denne omgang.

Tilbage står dog indtrykket af et særdeles gedigent værk med bidrag af fremragende forskere. Fornemt og uundværligt er det for enhver med interesse for milepælen 1864.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
København i Flammer
Kaptajn Dinesen - Til døden os skiller
Fattiggårde på landet i Sønderjylland.