Menu
Forrige artikel

Leningrad

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 2049

Af Erik Ingemann Sørensen

Det er umuligt at sammenligne lidelser. Umuligt at få svar på, om jøden i kz-lejren, den unge russiske student eller den sammenkrøbne mor i en kælder i Dresden led mest. Det har ingen mening. Lidelse er lidelse. Nazisternes bestialske forbrydelser i forbindelse med holocaust har længe skygget for lidelser andre steder. Men takket være en lang række historiske værker er der ved at blive kastet lys over de menneskelige skæbner uden for kz-lejrene. Den tyske historiker Jürg Friedrich fik med bogen ”Der Brand. Deutschland im Bombenkrieg 1940-1945”, 2002, endelig vist, at den tyske civilbefolkning også var ofre. Siden har flere fremstillinger facetteret billedet endnu mere. Lukket nye døre op til lidelsernes forfærdende verden.

Senest er det den engelske historiker Anna Reid, der med sin fremragende bog om den tyske belejring af Leningrad giver ofrene stemmer. Det er sket efter et kolossalt researcharbejde i de nyligt åbnede russiske arkiver. Hvor utroligt det end kan lyde lod Stalin byens lidelser under den 900 dage lange belejring træde i baggrunden, når Den store Fædrelandskrig 1941-1945 blev mindet. Det hænger sammen med, at byens godt 2,5 millioner indbyggere blev totalt svigtet af Den røde Hær, da de tyske tropper og deres finske allierede omringede Leningrad i september 1941. Da byen blev befriet i januar 1944 var ”omkring 750.000, svarende til mellem en tredjedel og en fjerdedel af Leningrads befolkning umiddelbart før belejringen” omkommet. Enten dræbt under bombeangreb, døde af sult eller frosset ihjel. Under lidelser så ufattelige at den menneskelige forestillingsevne næsten ikke rækker.

Det tyske angreb på Sovjetunionen 22. Juni 1941 kom – alle advarsler på trods – som en kæmpe overraskelse for Josef Stalin. En inkompetent ledet og ringe uddannet hær blev tvunget til at løbe baglæns under den succesfulde tyske Blitz-Krieg. En rystet Stalin koncentrerede sig herefter om forsvaret af Moskva og lod Leningrad totalt i stikken. Situationen blev endnu mere frygtelig, da vinteren 1941/42  blev ekstraordinær streng selv efter russiske forhold. Det er en af grundene til, at de fleste ofre findes i denne periode. Hertil kom, at den tyske Hærgruppe Nord opererede efter Overkommandoens dekret, hvori det blandt andet hed: ”Leningrad skal spærres inde…Der vil ikke blive tilbudt betingelser for overgivelse…”

Anna Reid beskriver naturligvis de militære operationer, men hovedvægten ligger på de menneskelige aspekter, på vidnesbyrd fra de, der døde, men som nåede at skrive dagbog, fra de der overlevede, og som hun har haft kontakt til. Hertil kommer, at hun under sin research også har fundet tyske stemmer, der beretter.

Danselæreren Vera Kostrovitskajas beretning om en af sine oplevelser rummer hele lidelsen i al dens gru. Hun ser en mand siddende i sneen med ryggen mod en lygtepæl ”…svøbt i laser, med en rygsæk på…Formentlig var han på vej til Finland-stationen, blev træt og satte sig ned for at hvile sig. I 2 uger passerede jeg ham hver dag, når jeg gik til og fra hospitalet. Han sad 1. Uden sin rygsæk, 2. Uden sine laser; 3 i undertøj; 4. Nøgen; 5. Som et skelet med indvoldene flået ud. De fjernede ham i maj…” Denne beretning antyder en af måderne at overleve på. Man stjal ganske enkelt fra de døende og de døde. Men det standsede ikke her. Efterhånden som fødevaresituationen blev totalt håbløs, kom der eksempler på kannibalisme. Døde familiemedlemmer kunne være en redning. Der var endda en mor, der gemte sin døde datter under sengen og skar stykker af hende. Det er umenneskelige handlinger, som det stort set er umuligt at forstå. I NKVD’s arkiver omtales det som ”anvendelse af menneskekød til føde”. Straffen var omgående henrettelse uden rettergang. Man regner med, at omkring 2.000 mennesker forsøgte at overleve ved kannibalisme.

I skrigende kontrast til dette står de mange beretninger om viljen til at bevare værdigheden. Derfor blev der fortsat danset ballet og opført teater, der blev læst klassisk litteratur, og et utal af frivillige kæmpede for at redde, hvad der var muligt, af byens umådelige kulturskatte. Det lykkedes ikke med Zarens sommerslot, Petershof, uden for byen. Efter at være blevet ribbet totalt for værdier – herunder det berømte Ravkammer – skød tyskerne formålsløst på slottet.

Talrige gange undervejs må man lægge bogen fra sig. Gruen bliver ganske enkelt for meget. Anna Reids fremragende formidlingsevne gør det ikke lettere. Til tider føles det, som sidder man blandt de ulykkelige i en iskold lejlighed. Uden mad. Uden udsigt til overlevelse.

Til maj fejrer man overalt i det nuværende Rusland sejren over nazismen. Om dette skriver Anna Reid: ”Generelt er russernes holdning til Anden Verdenskrig ukompliceret; heftig stolthed over at have vundet en retfærdig krig og rasende had til en fjende, som ønskede at udslette dem…Det er stadig en kendsgerning, at Ruslands Store Fædrelandskrig – som den stadig plejer at blive omtalt – blev vundet for en unødvendigt enorm pris. Heraf er blokaden af Leningrad måske det mest ekstreme eksempel…” Det kan tilføjes, at der omkom flere mennesker i Leningrad end under blitzen i London. Og flere end da de to atombomber blev udløst over Japan i august 1945. Det siger noget om omfanget. Men lidelserne lader sig ikke sammenligne.

Det er en fremragende bog, Anna Reid har skrevet. Og en nødvendig bog, der minder om, hvor forfærdelige lidelserne mod øst var under Anden Verdenskrig. De må ikke gå i den historiske glemmebog. Eller stå i skyggen af Holocaust.

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Det ensomme hjerte
Ikke en jordisk chance
Hitlers indre fjender