Menu
Forrige artikel

I krig for Information

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 296

 

Af Preben Etwil

Det går ofte over stok og sten, når journalister bevæger sig ind i historiefaget. Denne bog er ingen undtagelse. Let og ubesværet får man historien om besættelsestidens måske mest berømte journalist – Børge Outze. Bogen er skrevet i en åbenlys begejstring for hans rolle som journalistisk fyrtårn i tiden både under og efter krigen.

Bogen om Outze sætter fokus på den ofte lidt oversete del af modstandsbevægelsen, der kæmpede om danskernes holdninger bag skrivemaskinerne. Så bogen er mere en pressehistorie, end en modstandshistorie, men det er den også.

En krig på ord frem for med våben, og måske mere effektfuld end at kæmpe med krudt og kugler.

Bogen er et genoptryk af ”Outze i krig med skrivemaskinen som våben” fra 2008 – tilsat et nyt forord, hvor især bogens kildegrundlag bliver sat under kritisk og forklarende belysning. 

Der er altså tale om en genlæsning, og bogen står lige så stærkt som dengang, men blev i 2010 i faghistorisk sammenhæng måske ”overhalet” af Ole Lange og Alex Frank Larsen: Outze – reporter, redaktør, revser. Også på Informations Forlag.

Denne bogs nye forord, som er skrevet af Jakob Nielsen alene, bøder dog lidt på kritikken fra dengang - så alt forladt.

Bogen holder stadig.

Det er vigtigt at understrege, at genudgivelsen af denne lille og særdeles informative bog handler om en stor patriot, dygtig journalist og stålsat modstandsmand.     

Børge Outze gjorde en forskel. Han var blandt de personer, der medførte, at Danmark kom ud af Anden Verdenskrig på de allieredes side. Uden mænd af hans støbning, indsigt og vilje ville historien have været forløbet ganske anderledes. Det var ikke uden omkostninger på krop og sjæl. Det var nemlig med livet som indsats, at han forsvarede ytringsfriheden. Det var gennem oplysning, eller om man vil information, at han bidrog til at bevidstgøre den danske befolkning til at tage kampen op mod undertrykkerne. Han greb aldrig selv til våben, og da han blev arresteret af tyskerne i 1944, havde han meget symptomatisk glemt at have våben på sig.

Bogen er skrevet med stor respekt for de historiske kilder: ”Deri ligger, at vi kun har benyttet oplysninger, som vi har kilder til. Ingen replik eller scene i denne bog er opfundet af forfatterne”. Problemet er imidlertid, at hovedparten af kilderne er Outzes egne skriftlige og mundtlige beretninger - ofte hentet fra hukommelsens dybe gemmer. Denne svaghed er forfatterne dog bevidst om. Ja, de bruger faktisk selv et citat af Outze i deres kildekritik: ”Jo ældre, jeg bliver, jo stærkere løb jeg som dreng”.

Børge Outze var da krigen brød ud en ung lovende stjernerapporter på det hedengangne Nationaltidende. Han måtte med sin radikale baggrund ikke beskæftige sig med politik på den stokkonservative avis. Så det faldt i hans lod at have kriminalstoffet. Det gjorde han tilsyneladende så godt, at han havde stor indtægt og egen bil. I starten af krigen udviklede han sammen med kollegaerne på avisen en intern nyhedstjeneste, der opsamlede alle de kriminelle informationer, som avisen pga. censuren ikke kunne bringe i selve bladet. Denne aktivitet var fuldt ud lovlig, da disse informationer kun cirkulerede internt på avisredaktionen og hos bladhusets bestyrelse.

Den ulovlige aktivitet opstod gradvis ved, at Børge Outze og hans fortrolige venner og kollegaer lod informationerne cirkulere uden for den lukkede kreds. I starten meget beskedent - senere i et relativt stort omfang. De illegale aktiviteter tog til, og nyhedstjenesten forgrenede sig til alle betydelige beslutningstagere i de illegale miljøer – senere også blandt de tilbagetrukne samarbejdspolitikere. Ja, selv Kong Christian X var abonnent nr. 100 – også lang tid før, at oplaget rent faktisk var oppe på 100 eksemplarer. Denne aktivitet skete samtidig med, at Børge Outze formelt set levede og arbejde fuldt ud legalt i sit eget hjem og på Nationaltidende.

Outzes nyhedstjeneste blev så at sige fødekæde for en lang række illegale blade – dog ofte mere faktuel og mindre svulmende end dem. Ikke mindst BBC i London, der holdt hele den danske befolkning løbende radiounderrettet om de informationer, der ikke måtte gives gennem de lovlige nyhedsmedier, havde ofte Outzes nyhedstjeneste som kilde.

Børge Outzes mange kontakter til både legale og illegale miljøer, og hans imponerende personlige skrivekapacitet, gjorde at hans nyhedstjeneste fik en enorm gennem­slagskraft, som et af krigens mest troværdige medier. Det blev læst af både danskere og tyskere. Det sidste gjorde, at Outze i februar 1944 måtte opgive sit dobbeltliv, da Gestapo – heldigvis forgæves - mødte op for at arrestere ham på Nationaltidende.

Herefter begyndte et hårdt liv som illegal. Skifte bopæl, dække sig ind. Trods denne voldsomme stressfaktor lykkedes det ham hele tiden at opretholde sine meget forgrenede kildeforbindelser, og producere et nyhedsbrev hver eneste hverdag – uden undtagelse.

Han blev aldrig medlem af selve Frihedsrådet, men var alligevel en central figur i hele frihedskampen, da han kom til at stå for Frihedsrådets bladudvalg. Dermed kom han i kontakt med alle væsentlige aktører – det være sig de ledende frihedsrådsmedlemmer, de ledende politikere og dets embedsværk og ikke mindst politiet. Børge Outze havde fingeren på pulsen alle steder – og viderebragte den information, som han mente var vigtig for at styrke den moralske kamp mod besættelsesmagten.  At ikke alt nødvendigvis var sandt, men mere opbyggelig ønsketænkning, var Børge Outzes beskrivelse af B&W-arbejdernes gåen hjem til deres kolonihaver under folkestrejken i juni 1944 et eksempel på. En historie i nyhedsbrevet var, at arbejderne skulle havde sendt et slags ultimatum til dr. Best: ”Faktisk tyder meget på, at det brev, Outze beskrev som et af krigens ejendommeligste dokumenter, aldrig har eksisteret”.

Under folkestrejken i slutningen af juni og begyndelsen af juli 1944 var der en åbenlys magtkamp mellem Frihedsrådet og de ledende politikere på Christiansborg. Kampen stod om hvem der havde mest styr på situationen. Frihedsrådet havde helt klart både initiativet vedrørende parolerne og folkestemningen med sig. Politikerne manede derimod til afblæsning af oprøret. I denne magtkamp blev Børge Outze sat i en situation, hvor han direkte blev en lus mellem to negle. Begge parter ønskede Børge Outze, og dermed Information, over på deres side: ”Børge Outze vred sig fri af klemmen med det eneste våben, han følte sig helt tryg ved: journalistikken […] Folkestrejken var ikke det eneste tidspunkt, hvor Børge Outzes uafhængighed blev sat under pres. Umiddelbart før strejken havde han et alvorligt sammenstød med Frihedsrådets ledende skikkelse, Mogens Fog. Og lige efter strejken lokkede socialdemokraterne ham med penge, hvis han ville være deres talerør ”.

Herefter gik det slag i slag. Katten efter musen. Flere gange var fælden ved at klappe for Outze, men heldet var med ham lige indtil oktober 1944, hvor han under udramatiske omstændigheder blev arresteret på en dækadresse, hvor han var sat i stævne for at mægle mellem to stridende parter inden for frihedsbevægelsen. Ja, de kunne såmænd heller ikke altid sammen. Det blev Outzes skæbne.

Han blev straks sat i kraftigt forhør, men holdt til at begynde med tæt over for tyskerne, så han ikke røbede væsentlige hemmeligheder i de første timer efter sin arrestation. Det betød, at forbindelserne udenfor kunne tage deres forholdsregler. Desværre var det op til en weekend, så effektiviteten var til at overskue. I løbet af weekenden blev nogle af Outzes forbindelser desværre hentet ind til forhør – og for nogles vedkommende røg de videre til Frøslevlejren.

Efter et stykke tid kølnedes tyskernes interesse for Outzes person – og især hans forbindelser uden for fængslet mure. I dette forhørsmiljø indgås en af krigens mest mærkelige aftaler, der lige siden har været genstand for forundring og mistænkeliggørelse. Børge Outze tilbød at blive tysk spion mod Sovjetunionen. Studehandlen medførte, at Outze fik lov præcis en måned efter sin anholdelse til at flygte under stor arrangeret teaterdramatik – Spring af i farten. Bum, bum skyd op i luften. Tag sporvognen, og kom væk i en fart.

Denne fangeflugt og ikke mindst spionaftalen kom til at følge Børge Outze resten af livet – især i hans civile virke som journalist efter krigen. Alene denne historie er hele bogen værd. Alle paradokser, konspirationsteorier og andet politisk vraggods bliver i bogen hvirvlet op. Enten mener man, at han handlede ædelt og taktisk klogt, eller også mener man, han var en fej og politisk opportunist.

Børge Outze var en mand, der kunne dele vandene. Han elskede striden og diskussionen. Hans modstandere mente dog ofte, at han i sit journalistiske virke efter krigen var præget af moralisme, dømmesyge og bedreviden.

Bogen slutter af med at fortælle, hvordan Børge Outze vinder kampen om at skabe en slags frihedskampens avis, Information, på ruinerne af det nazistiske dagblad Fædrelandet. Et bladprojekt der under krigens sidste fase lovede godt, men som hurtigt kom i vanskeligheder, da de øvrige aviser meget hurtigt efter besættelsen kom på fode igen.

Under stort møje og besvær har avisen lige siden holdt sig oven vande rent økonomisk, og har hårdnakket holdt fast i den kritiske og uafhængige journalistik. Outzes adelsmærke.    

[Historie-online.dk, den 2. juni 2020]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Fortrængt grusomhed
Livet i de røde barakker
Var neutralitet umoralsk?