Nationalromantik bliver folkeeje

Af Ole Jeppesen, Historie-snedkeriet

I vanskelige tider kan man søge trøst i historien med beretninger om forgangne tider, hvor alting var meget bedre. I begyndelsen af 1800-tallet var Danmark ramt af flere ulykker. Efter flådens beslaglæggelse, en statsbankerot og tabet af Norge, var Danmark i en sørgelig forfatning.

Lone Kølle Martinsens bog, ”Nationalromantik bliver folkeeje”, er det næstsidste bind (99) i serien 100 danmarkshistorier. Alle bøgerne er på 100 sider. Noter og litteratur skal findes på seriens hjemmeside, og det er selvfølgelig en ulempe, men til at leve med.

Bogen skildrer hvordan B.S. Ingemanns historiske romaner ”Kongebøgerne”, som de blev kaldt, udkom i perioden 1824-1836 som et sammenhængende værk. De gjorde danmarkshistorien til folkeeje ved, at Ingemann skrev den nationale fortælling på en måde som den brede befolkning kunne identificere sig med. Som Martinsen skriver:

”...Ingemann havde en let og flydende pen og skrev sine fortællinger med op til flere indbyggede plot-dramaer. Ingemanns værker byder på alt fra både spænding, drab, rævekager til ulykkelige kærlighedshistorier samt mytiske, faktiske og opfundne figurer..” (side 5)

Bogen skildrer særdeles overbevisende hvordan Ingemanns romaner om Valdemarerne i kraft af danskernes evne til at læse og blandt andet i kraft af udbredelsen af lokale biblioteker, gjorde fortællingerne om Danmarks Middelalder til allemandseje. Martinsen har også et skarpt blik for, hvordan bøgerne også skal forstås i sammenhæng med tidens liberale strømninger og især bøndernes frigørelse.

Nationalromantikken viste sig også ved en meget stor interesse for oldtiden og arkæologiske fund, ligesom den prægede kunst og kultur og temaerne, Ingemann skrev om, den findes også i samtidens digtning f.eks. hos Grundtvig og i kunstværker.

Folket tog Ingemanns romaner til sig, og de er genudgivet mange gange og selv i slutningen af 1800-tallet, hvor den kildekritiske metode blev bærende for historiefaget, var der historikere som støttede Ingemanns romaner. Men Martinsen gør også rede for kritikere, f.eks. Christian Molbech der ved de første udgivelser var meget kritisk.

”Molbech fandt bøgerne ulæselige, historisk ukorrekte, fyldt med bondesprog og rent ud sagt fordærvelige for dannede mennesker.” (s.84)

Georg Brandes brød sig heller ikke om Ingemanns romaner og mente at den nationale selvforherligelse havde været medvirkende til at det løb af sporet for Danmark, dels i treårskrigen og dels i 1864.

Bogen er meget velskrevet og giver en smuk og sammenhængende fremstilling af stof, der ellers godt kan være vanskeligt tilgængeligt, måske især for generationer der ikke er vokset op med Ingemanns fortællinger. Men Martinsen forstår at gøre stoffet let fatteligt - og aktuelt, f.eks. ved at inddrage nogle af sangeren Tobias Rahims sange i slutningen af bogen.

Kan varmt anbefales.

[Historie-online.dk, den 17. december 2025]