Jesus - den første socialist

Af Søren Peder Sørensen

”Den første af alverdens socialister”. Sådan blev Jesus omtalt i arbejderbevægelsens første år. Han blev kaldt socialismens banebryder, de fattiges og forladtes forsvarer. Kun én ting afholdt de danske socialister sig fra: At kalde ham Guds Søn. Den del overlod de til kirken og til præsterne.

Jørn Henrik Petersen (f. 1944), dr.phil. og mangeårig professor i socialpolitik ved Syddansk Universitet, skriver i et forord til sit mammutværk, at det overraskede ham, hvor stor en rolle religiøse og kirkelige temaer spillede i de socialdemokratiske medier i de første år.  Og bogen lader ingen tvivl tilbage: Især baseret på avisartikler i den socialdemokratiske presse (Socialisten og Social-Demokraten) og den kristelige (Kristeligt Dagblad) får man et levende indtryk af, hvor hårdt og krigerisk fronterne var trukket op.  Det er der kommet en interessant bog ud af, hvor  forfatteren grundigt dokumenterer og beskriver de første 50 år af arbejderbevægelsens historie, nemlig perioden fra 1871 til 1921.  Bogen er unik i den forstand, at den beskæftiger sig med både kirkehistorie, partihistorie og socialhistorie. Dertil kommer, at forfatteren ved at fremføre et væld af citater lader synspunkterne fremtræde i deres eget sprog af gensidige anklager, fordomme og uforsonlighed.

Gud har vigepligt

At den socialdemokratiske arbejderbevægelse omfattede Jesus med megen ”kærlighed”, virkede på ingen måde formildende på præsterne og andre af kirkens folk. De anså det for falsk hengivenhed, når socialisterne kun bekendte sig til den menneskelige Jesus, ikke den guddommelige. Socialisterne havde skrevet Jesus som Guds søn ud af ligningen, hvilket de da heller ikke lagde skjul på: ”Vi kæmper på jorden og overlader Himlen til englene og spurvene”, sagde de. Man kan man næsten føre en lige linje frem til vor tid og til statsminister Mette Frederiksen, når hun i sin nytårstale taler om en Gud, der har vigepligt for demokrati og andet, der kan komme på tværs.

Arbejderbevægelsen betragtede Gud og religionen som en privatsag. Enhver måtte have sin tro i fred, og den skulle andre ikke blande sig i. Målet var at skabe bedre materielle vilkår for underklassen, alt andet var dette underordnet og uvedkommende. Alligevel afholdt socialisterne sig ikke fra at blande sig i kirkelige anliggender og angribe præsterne. For opfattelsen var den, at ordets forkyndere satte kærligheden til usle mammon højere end kærligheden til Gud og derved svigtede kristendommens grundværdier. Hånende blev præsterne omtalt som kammerater med de rige og velhavende, ”som i ydmyghed bærer de kors og stjerner, Kongerne hænger på dem.”

Præsterne holdt sig nu heller ikke tilbage. De angreb  arbejderbevægelsen for at skabe misundelse og splid, ved kun at være optaget af det timelige og glemme det hinsides, altså det evige liv.

Jesus havde ikke noget med politik at gøre, måtte man forstå. Han var  ikke sat i verden for at fordele goderne ligeligt, men for at frelse sjæle fra fortabelsen.  Blandt anførerne vendt mod socialisterne var Indre Missions formand Vilhelm Beck og pastor Carl Moe (helvedesprædikanten fra Harboøre), der agiterede for, at hovedmanden blandt modstanderne var Satan, som havde socialisterne som sine hjælpetropper.

I disse år oplevede København en sand befolkningseksplosion, med en mere end tredobling, fra 200.000 til 700.000 indbyggere. Der var behov for at bygge nye kirker, og det blev én af de store anstødssten i de sidste årtier af 1800-tallet. Socialdemokratiet mente ikke, at der var behov for alle disse kirker, partiet så hellere pengene anvendt på frysende og sultende københavnere, som levede under usle forhold i slumkvarterne.

Striden fortsatte, blandt andet fremkaldt af nidkære indremissionske præster, der nægtede de røde faners tilstedeværelse i kirken og kritiserede afdødes liv og levned i deres begravelsestaler.

Det vakte desuden harme, at præsterne tillod at opkræve gebyrer ved dåb, konfirmation, altergang og bryllupper (det var før kirkeskattens tid). Selv stolene i Guds Hus kunne de rige leje, handlet ved offentlig auktion. Og hver gang var det de fattige, som det gik ud over.

Almisser og retsprincip

Også når det kom til spørgsmål om almisser og fattighjælp, var fronterne trukket kraftigt op. Kirkens fokus var på barmhjertighed og godgørenhed, hvor det var de riges pligt at dele ud af deres overskud. Kirkens diakoni stod for brød til de fattige, pleje til de svage og syge, omsorg for børn og unge, frelse for de forvildede, og evangeliet for alle.

Til gengæld mente arbejderbevægelsen og Socialdemokratiet, at svaret på fattigdom ikke var almisser, men indførelse af statslige ordninger, hvor hjælp og forsørgelse skulle være et retskrav, uafhængig af religiøs agitation.

Også lovforslaget om menighedsråd, som venstrepolitikeren I. C. Christensen fremsatte i 1901 som en forsøgsordning, udløste en politisk strid, som skulle komme til at vare mere end 10 år, før loven blev endeligt vedtaget. Det var især spørgsmålet om demokratisering af folkekirken og valgbarhed til både mænd og kvinder, som skilte vandene.  Indre Mission anså det som en ulykke, hvis vantro mennesker skulle bestemme over kirken. Socialdemokraterne pønsede på en anledning til at komme af med de genstridige  indremissionske præster.

Debatten afspejlede, at Socialdemokratiet i disse år vandt politisk indflydelse og magt og kom i regering, mens kirken og præsterne tabte terræn. Det er værd at bemærke, at på trods af en voldsom brydningstid holdt medlemstallet af folkekirken sig fortsat på et konstant og højt niveau; fra 98,4 pct. i 1890, til 97,9 pct. i 1921, altså et fald på blot 0,5 procent.

Lys over en vigtig periode

Jørn Henrik Petersen kommer godt omkring i beskrivelsen af forholdet mellem arbejderbevægelsen og kirken i perioden fra 1871 til 1921. Selv påpeger han, at det var under arbejdet med en biografi om den socialdemokratiske politiker Julius Bomholt, at han opdagede, at det gryende Socialdemokratis syn på religion i almindelighed og kristendom i særdeleshed var underbelyst. Det samme gjaldt kirken og præsternes forhold til Socialdemokratiet. Det besluttede Jørn Henrik Petersen sig for at gøre noget ved.

Det er en omfangsrig bog på knap 1000 sider! Dens mange og lange citater er både dens styrke og svaghed. Citaterne afspejler en stor bredde i debatten, og de rummer både humor og bid. Men det kræver en vis udholdenhed at nå så langt, og undervejs savner jeg forfatterens kommentar, analyse og fortolkning. Alt i alt kommer bogen let til at fremstå som en fortløbende udbygning af allerede kendte synspunkter. De mange og lange citater burde have været redigeret og strammet betydeligt op.

Men alt i alt  er det en oplysende bog, der kaster lys over en vigtig periode og over en voldsom værdikamp mellem uforsonlige holdninger, som har formet vor tids velfærdsstat og folkekirke.

[Historie-online.dk, den 14. januar 2026]